Hvordan kommer jeg videre efter min søsters død?

En stor sorg må have sit rum og sin tid. I Bibelen taler man om en sørgetid, svarer teolog og psykolog Anton Eg Andersen

Spørgsmål:

Kære Anton,

Fredag d. 13. august mistede jeg min storesøster. Hun skulle opereres, og noget gik galt, som medførte, at hun blev hjernedød på stedet. Det var mig, som blev informeret først, og jeg skulle derfor viderebringe denne information til mine to andre søstre, min mor, morfar, osv.

Det hele føles som et mareridt, og jeg håber hver dag, at jeg vågner op til den gode gamle, glade hverdag. Men som dagene går, sker der ingenting med min opfattelse af realiteten.

Hvordan kommer jeg til at forstå at det er virkeligt? At jeg aldrig får min søster tilbage? At min hverdag fra nu af aldrig kommer til at involvere min søsters fysiske tilstedeværelse?

Jeg føler virkelig, at jeg ikke kommer videre. Hver dag håber jeg, at jeg har fået det bedre, og jeg aner ikke, hvad jeg kan gøre selv for at få det bedre.

Louise

Svar:

Kære Louise,

Det sker, at man rammes af en sorg og smerte, der er så voldsom og uventet, at det river tæppet væk under én. Den naturlige reaktion er da chok og vantro og en følelse af at være i en uvirkelig tilstand, hvor man tænker: Det kan ikke være sandt og rigtigt! Man kan føle sig som lammet.

Denne choktilstand kommer man sædvanligvis ud af i løbet af nogle dage, selv om oplevelsen af, at det er uvirkeligt, varer længere. Det skyldes i dit tilfælde, at du skal omstille dig til en ny virkelighed uden din elskede søster.

Det næste, som følger, er nogle stærke følelsesmæssige reaktioner, hvor det er almindeligt, at man er meget ked af det og har let ved at græde. Måske er man også vred over det, der er sket, og oplever det meget uretfærdigt.

For at komme igennem en stor sorg er det vigtigt, at man accepterer alle disse følelsesreaktioner, som sagtens kan være meget blandede og modsatrettede.

Du skal vide, at dine følelser er naturlige, spontane livsytringer, som kommer dybt inde fra. Det er vigtigt, at disse følelser får lov til at komme frem.

Måske er du nødt til at dele dit liv op mellem de steder, hvor du har lov til at være ked af det og græde og har mulighed for at tale om det, der er sket, og de steder, hvor du er nødt til at være stærk, for at dit liv kan gå videre.

Jeg kan forstå, at I er en familie, som er ramt og fælles om at bære en stor sorg. Hvis I kan tale sammen om det, der er sket, er det godt. Det vigtigste for dig er, at du har mindst én fortrolig, som du kan tale frit med, uden at du skal lægge bånd på dig selv.

En stor sorg må have sit rum og sin tid. I Bibelen taler man om en sørgetid. Efter en sådan sørgetid, hvor man ofte oplever, at ens omgivelser bliver utålmodige med én, fordi man ikke er færdig med det, der er sket, bliver den nye virkelighed uden den kære, man har mistet, den fremherskende. Og tiden før bliver til minder, hvor man mindes og glæder sig over det gode, man havde sammen, samtidig med, at man naturligvis stadig savner og er ked af at have mistet.

Det er vigtigt ikke at forcere sorgens proces. Den må have sin tid, mens den er. Uforløst sorg kan udvikle sig til en depression. Det at miste en af sine nærmeste er et stort tab, som det tager tid at sørge over og komme over.

Til slut i sorgprocessen må man erkende og acceptere sit tab, for at man kan komme godt videre med sit liv uden den, man har mistet. At skulle acceptere det, der er sket, vil sandsynligvis forekomme dig helt umuligt nu. Og du skal vide, at det er helt OK. Det må komme til sin tid, når det bliver rigtigt for dig.

Lige nu er det de store følelsers tid, hvor du skal have lov til at være enormt ked af det og have lov til at reagere med alle de følelser, der er i spil.

Du giver udtryk for bekymring om, hvordan det skal blive virkeligt for dig, at din hverdag aldrig mere kommer til at involvere din søsters tilstedeværelse. Det er naturligt, at det i starten er som en uvirkelig og ond drøm.

Men du behøver ikke bekymre dig. Den nye virkelighed kommer af sig selv, uden at du skal gøre noget særligt for det.

Må du finde trøst midt i din store sorg. Du er velkommen til at vende tilbage, hvis du har mere, du gerne vil have respons på.

Med varme hilsener
Anton Eg Andersen
Teolog og psykolog