Spørg

Hvordan lærer jeg mere om den ortodokse kirke?

Hvad er det særlige ved de ortodokse? Den ortodokse kirke er den oprindelige kirke, som Kristus oprettede ved apostlene, mener Poul Sebbelov, der er præst i den ortodokse kirke i Danmark. På billedet ses Alexander Nevsky kirken nær Moskva i Rusland.

Ortodoks præst Poul Sebbelov forklarer lidt om den ortodokse kirke og giver forslag til bøger, der kan bruges til selvstudie

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Mit navn er Alexis, og jeg er 18 år gammel. Jeg er halv dansker og halv polak. Det vil sige, min ene side af familien er protestantisk kristen, og den anden side er katolsk.

Jeg har mange venner fra Serbien/Bosnien og Assyrien/Irak, som er ortodokse, men jeg har aldrig rigtig fundet ud af så meget om den tro/religion.

Ved godt, at de er kristne, men hvilken bog er det, de læser i? Og hvis man gerne vil lære mere om troen, hvor kan jeg så få mere viden fra?

Med venlig hilsen
Alexis

Svar:

Kære Alexis

Tak for dit spørgsmål.

Du skelner mellem kristne og katolikker. Hvor har du mon det fra? Jeg ser det snarere sådan, at ortodokse, katolikker og protestanter netop har det til fælles, at vi alle er kristne.

Hvad er det særlige ved de ortodokse? Den ortodokse kirke er den oprindelige kirke, som Kristus oprettede ved apostlene. Det indebærer, at i den ortodokse kirke er apostlenes tro bevaret uforandret, uden at lægge til eller trække fra fra de tidligste tider.

LÆS OGSÅ: Er jeg katolik, ortodoks eller protestant?

"Hvilken bog er det, de læser i?" Sådan spørger du om os ortodokse. - Vi læser faktisk en hel del bøger. Men nuvel; den ortodokse kirke kaldes også "De Syv Koncilers Kirke", og det er fordi, vi lægger særlig vægt på den lære, der blev formuleret på de syv konciler eller kirkemøder, som fandt sted mellem år 325 og år 787.

Du kan læse mere om den ortodokse tro i en bog, der hedder "Vejen - ortodoks kristendom". Den er skrevet af den engelske biskop Kallistos Ware.

Kan du læse engelsk, anbefaler jeg også en anden bog af samme forfatter. Den hedder "The Orthodox Church". Jeg er sikker på, at begge bøger kan fås på biblioteket.

LÆS OGSÅ: Har den katolske og ortodokse kirke samme helgener?

Så er der naturligvis også Bibelen, den bog alle kristne har som en slags "grundbog". Den læser vi også i hver dag året rundt i den ortodokse kirke. Men til forskel fra protestanterne mener vi ikke, at kirken er bygget på Bibelen, men snarere, at Bibelen er skrevet i kirken. Eller, med andre ord, først kom kirken, grundlagt på apostlenes tro på Kristus. Og i den kirke blev Bibelen, som vi kender den, så til gennem de første tre til fire århundreder.

Med venlig hilsen
Poul Sebbelov
Præst i den ortodokse kirke i Danmark

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.