Kirkelige reformer kom også til Sydeuropa

Også den katolske kirke har gennemgået reformer. - Foto: Arkiv

Andre steder i Europa end i de nordtyske og skandinaviske områder var der reformatoriske bevægelser, men ikke alle var begunstigede af den samme politiske opbakning, skriver lektor i kirkehistorie Kurt E. Larsen

Kære brevkasse

Hvorfor holdt man i Sydeuropa fast ved katolicismen, mens der i resten af Europa skete en reformation?

Med venlig hilsen
Søren Knorr Søndergaard

Kære Søren Knorr Søndergaard

Over hele Europa var der i starten af 1500-tallet et forfald i kirken: Disciplinen smuldrede i klostrene; folkefromheden var kommet på afstand af bibelsk kristendom, og evangeliet om frelse af nåde var forstummet.

Reformationen rettede op på disse forhold.

Martin Luther var en hovedskikkelse i Nordtyskland og Skandinavien. Han forkyndte nåde og underviste folk i kristen tro gennem katekismer. Han fik også indsat værdige sognepræster, der forkyndte ud fra Bibelen.

Martin Luthers reformation blev hjulpet på vej af fyrster, der i forvejen ønskede at ordne landets forhold uden indblanding fra en ikke-tysk kejser og pave.

Andre steder i Europa var der tilsvarende reformatoriske bevægelser, men ikke alle var begunstigede af den samme politiske opbakning som i de nordtyske og skandinaviske områder.

I Frankrig blev der borgerkrig, som de evangeliske tabte til det gammelkatolske flertal, men de evangeliske fik en vis religionsfrihed i nogle områder af landet.

I Spanien og Italien blev de evangeliske røster derimod standset med magt.

I Spanien havde den gammelkatolske konge selv fået ryddet op i de kirkelige misbrug, og senere kom det også i Italien til en katolsk kirkefornyelse, idet romerkirken indførte mange af de samme praktiske reformer som Luther: mere forkyndelse på folkesprog, mere katekismusundervisning, bedre præsteuddannelse og mere diakoni.

På den måde fik Sydeuropa også kirkelige reformer, men inden for rammerne af den romersk-katolske kirke, og med afstandtagen fra de centrale principper i Luthers reformation: Nåden alene, troen alene, Skriften alene.

Med venlig hilsen
Kurt E. Larsen, lektor i kirkehistorie, ph.d.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.