Hvorfor kan Gud ikke skabe harmoni og fred?
Gud har gjort os mennesker til forvaltere af denne verden, men han har også givet os en frihed, der indebærer mulighed for misbrug, svarer Lars Messerschmidt
Kære brevkasse
Hvis Gud har magt til at skabe den verden, som vi kender, og efterfølgende udslette den, hvorfor kan Gud så ikke hjælpe sultende børn i Afrika?
Hvis ondskab skabes af mennesket og dets frie vilje, hvorfor kan en almægtig Gud så ikke gribe ind og skabe harmoni og fred?
Er Gud i virkeligheden svag, når uro og konflikter ikke løses fredeligt, men ved brug af ødelæggelse som Syndfloden?
Venlig hilsen
Asbjørn
Kære Asbjørn
Jeg vil forsøge at besvare dit både relevante og svære spørgsmål, som også "de gamle" har grundet meget over.
1. Du skriver: "Hvis Gud har magt til at skabe den verden vi kender og efterfølgende udslette den, hvorfor..."
Bemærkning: Gud har selvfølgelig magt til at skabe, men han skaber aldrig for efterfølgende at udslette det skabte igen. Guds vilje er aldrig at udslette verden som sådan, at lade den ophøre med at eksistere.
2. Endvidere: "Hvorfor kan Gud så ikke hjælpe sultende børn i Afrika? Hvis ondskab skabes af mennesket og dets frie vilje, hvorfor kan en almægtig Gud så ikke gribe ind og skabe harmoni og fred?"
Bemærkning: Jeg tror, at Gud faktisk griber ind, når han synes, at det er "nok". Vi kan blot forestille os, hvad der ville være sket, hvis nazismen eller kommunismen i Sovjetunionen havde fået lov at brede sig til hele verden. Hertil kan man indvende, at vi ikke kan bevise entydigt, at det er Gud, der satte en grænse for det onde. Det må derfor forblive en trossag. Man kan også indvende: hvorfor gjorde han det ikke så tidligt, at alle de forfærdelige lidelser kunne være undgået?
For at forstå lidt mere af Guds handlemåde må vi med støtte i skabelsesberetningen slå fast, at Gud har gjort os mennesker til forvaltere af denne verden (1. Mos 1,28) og givet os forstand, indsigt og evner til at tage ansvar, men han har også givet os en frihed, der indebærer mulighed for misbrug.
Vi skal naturligvis forvalte verden i hans ånd. Gør vi det, hvis vi for eksempel tænker på vort forhold til naturen, som i vor tid er sat på dagsordenen? Gud har i virkeligheden givet os et meget stort ansvar - det er vores værdighed som mennesker. På denne måde afspejler vi ham, vi er skabt i hans lighed. Så meget desto mere katastrofalt er det, når vi misbruger vores magt. Det er den kristne tro, at vi en dag skal aflægge regnskab for denne forvaltning.
Inden da, har Gud kun to muligheder:
1. At overtale os til at handle ansvarligt og rigtigt i hans øjne. Det gør han blandt andet gennem profeterne og Den hellige Skrift. Jesus selv klagede over, at hans samtid ikke var til at få i tale. Det Gamle Testamente er et langt vidnesbyrd om, at Gud alt for ofte taler for døve øren.
2. At gribe drastisk ind, for eksempel som i tilfældet, du nævner, med syndfloden. Både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente er fulde af Guds advarsler om at gribe "straffende" ind. På baggrund af disse tekster må det være tilladt at se mange af de katastrofer, vi oplever også i vor tid, som Guds "straf" og ikke bare tilfældigheder. De skal forstås som advarsler, så vi omvender os. Det var profeternes stadige omkvæd. Fordi Gud er livets gud begynder han altid med det gode (nr. 1), og hvis ikke det hjælper, må hans retfærdighed dømme til straf.
Men det er vigtigt for os kristne, at straffen her i tiden alene har til formål at begrænse de ødelæggende kræfter, vi har sat i gang, og om muligt frelse os fra den evige straf, som vi kalder fortabelsen. Straf i dette sammenhæng skal forstås som de ulykkelige konsekvenser af vore egne handlinger. Gud lader os mærke konsekvenserne af vores handlinger.
Endelig hører det med til vor kristne tro, at vi venter en ny verden, hvor der kun hersker fred og lykke, hvor alt ondt er bandlyst. Vort liv her på jorden er en forberedelse til denne fuldkomne verden. I den grad vi lever efter Guds vilje, vil freden komme til at herske allerede nu.
For at forstå alt dette rigtigt, er vi nødt til at indføre en tredje aktør på verdensscenen foruden Gud og os mennesker, nemlig Satan. Vi vil helst ikke tage ham i betragtning. Dog taler Jesus jo selv om "denne verdens fyrste". Jesu tale om Guds rige/herredømme betyder ganske enkelt, at Gud i ham besejrer Djævelen og fratager ham hans magt, som netop er destruktiv. Der er altså tale om en kosmisk kamp mellem Kristus og Satan, der vil foregå lige til verdens ende.
Det er min personlige erfaring i min tjeneste med mennesker, at denne fjende har meget større magt til at ødelægge, end vi ønsker at se i øjnene. Men har Jesus da ikke besejret ham ved sin død på korset? Jo! Og alligevel har fjenden stadig mulighed for at yde stor modstand og forsøge at generobre sit herredømme.
Jeg viger tilbage for at anklage mennesker for at være onde, selvom de gør onde gerninger - og det gør de! Den ondskab, som de facto hærger verden i dag, kan efter min mening kun forklares med den Ondes aktivitet. Vi mennesker bliver manipuleret til at tjene hans ondskab og kan så i en eller anden grad selv blive onde. Definitionen på ondskab er at ville ødelægge livet. Alt, hvad der er bevidst destruktivt, er ondt.
Disse overvejelser er mit eget forsøg på at forstå det, der i sidste ende er et mysterium skjult i Gud. Måske kan de hjælpe dig lidt på vejen i dine egne overvejelser.
Venlig hilsen
Lars Messerschmidt,
generalvikar i den katolske kirke i Danmark
Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.