Må jeg vise barnet min egen tvivl?

Forældre kan ikke tvinge deres børn til at tro, som de selv tror. Tvang og manipulation kommer der ikke noget godt ud af i troens verden, skriver Dan Månsson.

Vi lader vore børn i stikken åndeligt, hvis vi ikke vil tale med dem om tro, svarer teolog Dan K. Månsson

Spørgsmål:

Hvad svarer man en teenager, der er i tvivl, om hun vil konfirmeres, fordi hun ikke synes, hun tror nok? Kan man som forælder eller som lærer tillade sig at gøre opmærksom på sin egen opfattelse af tro/tvivl - eller vil det bare forvirre?

Med venlig hilsen
Tanne Schack

Svar:

Hej Tanne!

Væsentlige spørgsmål du stiller.

Først vil jeg henvise til et svar, jeg har givet en pige, som spørger om hun godt kan blive konfirmeret, selvom hun ikke tror på Jesus og Gud. Se her.

Om en teenager skal tro nok for at blive konfirmeret?

Tja, jeg oplever jo heller ikke, at jeg altid tror nok. Gang på gang oplever jeg, at andre følelser og tanker kommer ind og forstyrrer min tro på Gud.

Som teenager er man meget følsom over for det, som andre siger og tænker om én. Selv om vi på nogen måde lærer at håndtere det med alderen, er jeg godt oppe i fyrrerne stadig ikke upåvirkelig af andre.

I kirken blandt ligesindede er det enkelt at tro på Gud, men i mødet med meget andet bliver troen tvivlende. Jeg tænker, det er en del af den levende tros natur indtil den dag, hvor vi ikke længere skal tro, men se Gud ansigt til ansigt, og alting skal være forklaret.

Med andre ord: Det må være tilladt at være undervejs med sin tro. Konfirmation er jo ikke en eksamen, men en bekræftelse på, at konfirmanden stadig gerne vil det med Gud. Ligesom manden, der engang sagde til Jesus: "Jeg tror, hjælp min vantro!" (Markus-evangeliet kap. 9, vers 24).

Jeg synes, at det er helt naturligt, at forældre taler med deres børn om tro. Ja, i og med vi har ladet dem døbe (det må jo formodes, da dåb er en forudsætning for konfirmation) har vi jo forpligtet os til at oplære dem i den kristne tro, altså forpligtet os på at give dem mulighed for et trosliv med Gud.

I den oplæring er vi jo - uanset om vi vil det - et eksempel for vore børn. Vi lader vore børn i stikken åndeligt, hvis vi ikke vil tale med dem om tro.

Troen har en kollektiv side, som viser sig søndag formiddag i kirken, men den har først og fremmest en personlig side. Troen er personlig.

Forældre kan ikke tvinge deres børn til at tro, som de selv tror. Tvang og manipulation kommer der ikke noget godt ud af i troens verden.

Men eksemplet og den - med et gammelt udtryk - opbyggelige samtale en forælder og en teenager imellem er med til at danne begge parter. Det er derfor, den slags samtaler også er så gode for forælderen.

For en lærer gælder, at vedkomne skal præsentere indholdet i kristendommen, ikke forkynde den. Når en elev så udtrykker sig om tro og tvivl kan en lærer jo godt med åbne spørgsmål være med til, at eleven finder sine egne svar på tro og tvivl.

En lærer kan jo også godt svare på spørgsmål om sin egen tro, så længe svarene bliver på egen banehalvdel, altså ikke fortæller noget om lærens mening om andres tro og tvivl.

Med venlig hilsen
Dan K. Månsson
Landsleder i LM Kids, tidl. sognepræst