Hvad betyder kødets opstandelse?

Mennesket er en enhed af krop og sjæl. En opstandelse kun for sjælen er utænkelig i kristendommen, skriver teolog og ph.d. Jonas Jørgensen i kristendom.dks brevkasse

Spørgsmål:

I den apostolske trosbekendelse lyder det til sidst: "Vi tror på ... kødets opstandelse ...", mens der i den nikænske trosbekendelse er de dødes opstandelse.

Jeg finder tanken om kødets opstandelse ganske morbid og tænker på zombier, mens "de dødes opstandelse" henleder på en persons tanker, sjæl og virke fortsætter efter døden.
Hvad er så forskellen på de to trosbekendelser på det punkt, og hvorfor har man valgt "kødets"?

Stefan

Svar:

Kære Stefan

Tak for dit spørgsmål om opstandelsen, og om hvordan den apostolske bekendelses ord om kødets opstandelse og den nikænske bekendelses ord om de dødes opstandelse skal forstås.

Grundlæggende kan man sige, at den kristne kirke gennem tiden har lært, at sådan som syndernes forladelse betegner den nuværende kristne erfaring af frelse, sådan betegner kødets eller de dødes opstandelse frelsens fuldendelse i fremtiden.

Den kristne forståelse af opstandelsen er først og fremmest formet af de vidnesbyrd om Jesus opstandelse, som var et af de grundlæggende apostolske vidnesbyrd. Jesus opstandelse var både en overvindelse af den død, som var menneskets blindgyde, og en fuldendelse af den kristne frelse.

Der er fra et kristent teologisk synspunkt ikke nogen forskel på bekendelsen af kødets eller de dødes opstandelse. For i modsætning til den almindelige græske (hellenistiske) tænkning, som kun kunne forestille sig et liv hinsides døden som et fortsat liv for sjælen efter at kroppen var død og forgået, så ser kristendommen ikke krop og sjæl som adskilte enheder men som sammenhængende i en grad så den eneste mulighed for liv efter døden er en kødets opstandelse. Uden kroppen ville mennesket ikke være sig selv.

Grunden til dette syn er, at kristendommen har overtaget sin forståelse af mennesket fra jødedommen, som anser mennesket for at være en enhed af krop og sjæl. For kristendommen er der derfor ikke tale om to forskellige dele af mennesket når der tales om krop og sjæl, men der er tale om to perspektiver på den samme enhed: det hele menneske. Mennesket er menneskeligt ved at være denne enhed af krop og sjæl, dvs. enheden af kropsligt, følelsesmæssigt, åndeligt og bevidst liv.

Betoningen af kødets opstandelse (f.eks. 1. Korinterbrev 15,53) vender sig derfor mod en forestilling om at sjælen efter døden fortsætter sin eksistens uafhængigt af legemet eller i et andet legeme (reinkarnation).

Er denne forståelse så overhovedet mulig for nutidens kristne? Identiteten mellem det kød, vi har nu og den kommende opstandelsesvirkelighed, er vanskelig - for ikke at sige umulig - at forestille sig, så længe vi tænker om forholdet mellem tid og evighed som et lineært forløb.

Spørgsmålet er derfor, om der ligger en anden tidsforståelse end vores lineære tidsforståelse bag den kristne bekendelse af kødets opstandelse: er det muligt at de dødes kødelige opstandelse i fremtiden vil vise, hvad der allerede nu udgør vores konkrete virkelighed, nemlig at det evige allerede er til stede i vores timelige og kropslige verden, og at tiden er en sammenfletning af evighed og timelighed (f.eks. Johannesevangeliet 5,24)?

Jonas Adelin Jørgensen
Cand.theol. og ph.d.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.