I dag forbinder vi store bededag med varme hveder, men faktisk var dagen tiltænkt bøn, faste og bod.

Oprindeligt hed dagen "ekstraordinær, almindelig bededag", og den blev lovfæstet ved en kongelig forordning i 1686, indført af biskop Hans Bagger fra Roskilde. Siden 1686 har dagen ligget fast på fjerde fredag efter påske.

I Hans Baggers samtid fandtes der mange bededage. Store bededag var kun en ud af mange dage, hvor præsterne i kirken brugte ekstra tid på bøn, og fromme borgere fastede.

Store bededag blev indvarslet allerede aftenen før ved ringning i kirken. Når klokkerne ringede, var det et signal til kroer og andet om at lukke, og at der ikke længere måtte drives handel. Fasten varede til gudstjenestens afslutningen, og man skulle også afholde sig fra arbejde, rejser, leg, spil og al slags "verdslig forfængelighed".