Bøn er kærlighedens sprog

Prædiketekst: Matthæusevangeliet 3,1-10 (men i virkeligheden Salme 51). 

Når præsten prædiker over stykker fra Bibelen - og det skal man jo gøre i vor danske gudstjeneste - så er det i almindelighed sådan at Det gamle Testamente rummer loven, mens Det nye Testamente indeholder evangeliet. Og også i denne rækkefølge. Først hører man om loven. Det man er forpligtet på; det man skal gøre, eller den dom der falder, når man ikke har gjort det. Herover står forkyndelsen af Guds kærlighed og overbærenhed.

I dag er det næsten omvendt. Vi hører om den barske omvendelsesprædikant, Johannes Døberen. Han var klædt i simpelt tøj af kamelhår, kun holdt sammen af et læderbælte, og han spiste en ret ensidig kost af græshopper og honning (i øvrigt en ret lækker ret).

Han råbte til sine samtidige - og til os, som sidder her i dag. "I øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede, hvem har bildt jer ind at I kan flygte fra den kommende vrede. ...Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden".

Dem, Johannes talte til, anklagede han formentligt for de riges sociale udnyttelse af de fattige. De hyldede princippet "Enhver der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har".

Ikke sandt, bærer I god frugt? Lever I op til kravene om at vende sig bort fra sit liv og helt tjene Gud og næsten. Det er da vist ingen af os der gør, og så kender vi også fremtiden, at hugges om, og ingen skal være i tvivl om, hvordan det ender.

Hvordan reagerer vi på denne dom? Det gør vi blandt andet ved at have en bededag. I 1686 indførte man en rationalisering i form af at samle de forskellige bededage man havde til én, som man så kaldte Store Bededag. Den skulle ligge 4. fredag efter påske.

Man havde bededage spredt over hele året, og det var ikke blot dage, hvor man bad, men hvor man også gjorde bod. Det vil sige, man bekendte sine synder og bad om tilgivelse. Når der skete store ulykker, som for eksempel at pesten kom ind over landet, eller at det gik Danmark dårligt militært, så forordnede kongen, at der skulle holdes en bods- og bededag for at at vende krigslykken eller for at afvende sygdommens hærgen.

På en måde kan man sige, at man bad, når man ikke kunne gøre andet. Man stod med ryggen mod muren og råbte til Vorherre om at bringe os frelst igennem denne ulykke.

Vi er normalt ikke meget for at bede. Det forekommer os ydmygende.

Det hænger måske sammen med, at vi er et samfund af ligemænd og ligekvinder. Det er vi ganske vist ikke i praksis, men vi ville finde det helt rimeligt om vi var det. Naturligvis da. I et samfund, hvor alle er lige, taler man ikke om bøn. Man kan godt i daglig tale sige "jeg har en bøn til dig", men det er ikke en rigtig bøn. For vi ved jo alle sammen, at hvis jeg ikke opfylder den andens anmodning, så risikerer jeg meget nemt, at han heller ikke opfylder min.

Vi kan også se det på den måde, vi taler om os selv og vort samfund. Det er et retssamfund og ikke et bønssamfund. Vi har rettigheder, for eksempel til at få arbejde, til at have en vis indkomst, til at blive behandlet på et sygehus. Det skal vi ikke bede om, men det skal vi have.

Og det er godt, at vi har det sådan. Selve velfærdsstaten bygger på sådanne retsprincipper. Og ikke et ondt ord om velfærdsstaten, men den giver os ikke en selvfølgelig forståelse af bønnens væsen.

Og det kan jo godt forlede os til at tro, at sådan er det i alle tilfælde, og at man derfor kan se bort fra bønnen. På hospitalerne skal man, inden lægerne går i gang med en behandling, give et "informeret samtykke", det vil sige være indforstået med lægens forslag. På en måde er man derfor selv sin egen herre. Lægen og jeg er ligemænd.

En berømt tysk filosof, som hedder Habermas, har ligefrem udformet et ideal om den ideelle måde at tale sammen på, nemlig "herredømmefri kommunikation". Han ved godt, at det kun sjældent realiseres i praksis, men idealet fastholder han.

Men man kan jo godt blive så syg, at man kommer til at dø af det. Det sker jo for nogle, og det føles ofte som et utåleligt overgreb. Særligt hvis man ikke har givet sit informede samtykke til, at livet har en afslutning, og at min nærmer sig. Så klager man og beskylder lægen for at have begået en fejl. Man er faktisk ikke lige med døden. Her er man nødt til at bede og kan ikke længere kræve.

Bønnen er håbet om, at det vil gå, men den er også en erkendelse af, at det ikke ligger i mine hænder, og måske ikke engang i lægens. Man skal længere op. Hvem er vi at vi kan styre noget og stille krav til tilværelsen?

Salmisten, som vi hørte oppe fra alteret beder om, at Gud må være ham nådig i al sin godhed. Han bekender sine synder overfor Gud. Det er han nødt til. For hvis man lyver, når man beder, risikerer man meget nemt, at den, man beder til, bliver vred på én. Stod det til ham selv, så ville han ikke komme ret langt.

Derfor beder han Gud om at vaske sig hvidere end sne og udslette hans skyld. Han ved nemlig godt, at det er hans egen skyld og håber derfor brændende, at Gud vil skabe et nyt hjerte i ham. "Kast mig ikke bort fra dig...Lad mig atter frydes over din frelse...".

På nudansk ville man sige, at han virkelig er ude i tovene. I virkeligheden har han slet ikke noget at komme med og er nødt til at bede om alt. Alt, hvad han kan give, er "en sønderknust ånd", og det er jo ingenting. Men det, han brændende beder om, er, at det lille nul, det hjerte, der ingenting er værd, fordi det er sønderknust, at det vil Gud tage imod alligevel.

I virkeligheden er det et forfærdeligt stykke om hvor langt man kan komme ud, når man ingenting har, ingenting er, ingenting kan - som det jo er, når den lille bitte menneske-mus står over for den almægtige elefant-Gud, som er himlens og jordens skaber.

Mere dagligdags kan vi sige at bønnen kommer ind over os:

• Når man ikke kan klare sit liv, for eksempel fordi man er syg. Og må finde sig i at andre binder op om mig og fører mig derhen, hvor jeg ikke vil.
• Når man er i en klemme og ikke ved sine råd om, hvordan man kommer ud af den.
• Når vi holder af og derfor er bange for at miste. Bønnen er i virkeligheden kærlighedens sprog. Det er den mellem mennesker - kan I huske dengang i var forelskede - og det er den mellem Gud og mennesker.