Opskrift på varme hveder til store bededag

Store Bededag er varme hveder-dag. Foto: Leif Tuxen

Aftenen før store bededag er det tid til varme hveder. Lær mere om skikken og få opskriften her

I mere end 300 år har den fjerde fredag efter påske været store bededag i den danske kirke. Det er en særlig helligdag, fordi vi ikke deler den med andre lande.

Hveder hører bededagen til

Varme hveder er blevet spist storebededagsaften fra midten af 1800-tallet, men skikken er sikkert ældre, for store bededag blev gjort til helligdag ved en kongelig forordning i 1686. Det er med andre ord forkert, når bededag tilskrives Struensee.

Dagen fandtes længe før ham, men det var én af de helligdage, som blev bevaret efter hans reformer af helligdagene, fremgår det af Dansk Historisk Fællesråds hjemmeside.

Få historien om store bededag på 60 sekunder:

Store bededag blev varslet aftnen før ved ringning med kirkeklokken. På den måde blev der givet signal til, at der ikke længere måtte drives handel, og så er vi fremme ved de varme hveder. Da store bededag er en bede- og bodsdag, skulle også bagerne have fri. Derfor bagte de hvedetvebakker aftnen før. Varme hveder er enkle selv at bage. Portionen her giver 12 hveder.

Opskrift på varme hveder

  • 50 gram gær
  • 2,5 dl mælk (brug let- eller sødmælk)
  • 100 gram, smeltet og svalet smør
  • 1 æg
  • 2 spsk sukker
  • 450 gram TIPO OO hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 2 tsk stødt kardemomme
  • Pensling: 1 lille sammenpisket æg

Sådan gør du:

Opløs gær i den lune mælk. Rør den smeltede smør i sammen med sukker og kardemomme. Ælt mel, æg og salt i. Ælt til dejen er glat og lad den hæve to timer. Fordel dejen i 12 lige store stykker. Form dem til boller og sæt dem i en smurt bradepande (33 x 23 centimeter). Der skal være lidt mellemrum mellem bollerne. Lad dem hæve en halv time. Pensl med sammenpisket æg og bag dem i cirka 20 minutter ved 220 graders varmluft midt i ovnen. Når hvederne er kølet af, kan man flække dem og riste dem i ovnen ved grill.