Giordano Bruno sprængte kirkens verdensbillede

Den dramatiske statue af den hårdnakkede kætter Giordano Bruno på Campo dei Fiori i Rom er stadig samlingssted for fritænkere, ateister og forkæmpere for ånds- og ytringsfrihed. Foto: Wikimedia commons

Munken og naturvidenskabsmanden Giordano Bruno udfordrede den katolske kirkes verdensbillede og måtte derfor bestige kætterbålet

I 1500-tallet var kirken ikke bare den katolske verdens højeste åndelige autoritet, den bestemte også over naturvidenskaberne. Man fastholdte Aristoteles og Ptolemæus verdensbillede, der fortalte at jorden var universets centrum.

Denne tanke begyndte efterhånden at møde kritik. Én af de mest berømte oprørere var den syditalienske munk Giordano Bruno, der på en mangeårig flugt fra Inkvisitionen udformede et nyt verdensbillede med solen som centrum.

Selvom Bruno var tættere på at have ret end de fleste andre i sin samtid, blev han pågrebet, dømt og til sidst brændt. Han er derfor stadig i dag et symbol på åndsfrihedens svære kår og hans statue på retterstedet på Campo dei Fiori i Rom et samlingssted for fritænkere.
 
En oprørsk skoledreng
Giordano Bruno (1548-1600) blev født i beskedne kår i byen Nola i Syditalien, men blev sendt ind til det nærliggende Napoli, for at modtage undervisning hos byens augustinermunke. 17 år gammel indtrådte han i dominikanerklosteret San Domenico Maggiore i Napoli, hvor den store Thomas Aquinas godt tre hundrede år tidligere havde undervist, og som var centrum for Napolis universitet.

LÆS OGSÅ:5 katolske ordener

Han passede sine studier og blev 24 år gammel ordineret til præst, og opnåede tre år senere ydermere doktorgraden i teologi. Men allerede i skoletiden havde han problemer med de kirkelige autoriteter, fordi han ikke brød sig om helgendyrkelse og læste og anbefalede forbudte bøger, af blandt andre reformatorerne.

Det lykkedes ham dog at blive som munk og præst i klosteret i 11 år, men da havde han også gjort sig så upopulær, at Inkvisitionen var begyndt at forberede en kætterproces imod ham. Af frygt for sit liv i hænderne på pavens hårdhændede trospoliti så han sig nødsaget til at flygte.

LÆS OGSÅ: Inkvisitionen var kirkens og kongens task force

Han begav sig på vandring rundt mellem Europas mange universitetsbyer, og først med dette omflakkende liv startede hans rigtige karriere; udformningen af den filosofi der til sidst kostede ham livet.

Omflakken i Europa
Her i slutningen af 1500-tallet var reformationskampen til en vis grad overstået og grænserne mellem katolske og protestantiske områder i Centraleuropa efterhånden lagt blivende fast. Men åndeligt set var fronterne ikke trukket mindre hårdt op af den grund. I den katolske verden havde man iværksat den såkaldte modreformation, og den protestantiske verden var på vej ind i ortodoksien, den rettroende æra.

Bruno opsøgte universiteterne i begge lejre og sugede til sig. Først i Italien og Frankrig, hvor han igen begyndte at klæde sig som munk, men han opholdt sig også i det reformerte Genève, hvor der spekuleres på om han faktisk skiftede til protestantismen samtidig med at han igen aflagde sin ordensdragt.

Da han lagde sig ud med en professor på universitetet, måtte han dog forlade byen, og han vendte derfor tilbage til Frankrig, hvor han begyndte at undervise i Toulouse. Det lykkedes ham ikke at blive formelt genoptaget i den katolske kirke, men da han slog sig ned i Paris, blev han så berømmet for sin undervisning og især sin mnemoteknik, huskekunst, at vandreprædikanten fik adgang til Henri IIIs hof. Han kendte altså så magtfulde mænd, at han ikke længere behøvede at frygte for sit liv.

Brunos kosmologi
I selskab med den franske ambassadør kom han i 1583 til England, hvor han opholdt sig i de næste tre år. Han kom i magtfulde cirkler og omgikkes astrologer, alkymister og andre okkultister, og han forelæste på universitetet i Oxford.

Vigtigst af alt var det dog, at han under opholdet i England endelig fik udformet sine anskuelser i seks dialoger, som angreb den herskende naturvidenskab, og som ydermere var skrevet på modersmålet italiensk frem for på det latinske kirkesprog.

Under sine vandringer var den oprørske klosternovice blevet panteist og indledte et angreb på den herskende skolastiske teologis brug af Aristoteles filosofi. Ifølge Bruno var alt besjælet af Gud, og fænomenerne som de fremtrådte var altså ikke den sande virkelighed, det var kun Gud. Derfor var verden også uendelig som Gud selv, og det måtte betyde at der også eksisterede flere solsystemer end vores.

På daværende tidspunkt støttede man sig stadig til Aritoteles og Ptolemæusgeocentriske verdensbilleder, der hævdede at jorden var universets centrum, mens resten af et kuglerundt og dermed endeligt univers roterede her omkring. Solen blev regnet for at være en almindelig planet, som også kredsede om jorden.

Dette verdensbillede blev i midten af 1500-tallet kritiseret af den tjekkiske astronom Nicolaus Kopernikus, der hævdede at solen var universets centrum, og at det var jorden der var en almindelig planet. At jorden og dermed mennesket ikke længere var verdens centrum forargede kirken, og Kopernikus bøger blev sat på pavens sorte liste.

Så meget værre var det, at Bruno nu hævdede, at ikke engang solen var unik, men bare en stjerne som utallige andre, der også havde deres måske beboede kloder kredsende omkring dem. Han førte altså Kopernikus verdensbillede ud i yderste konsekvens, hvilket senere kostede ham livet, men også betyder at han kom tættere på den moderne fysiks opfattelse.

Bruno fængsles
Også Luther havde fra begyndelsen været en stærk kritiker af Aristoteles filosofi, og da Bruno måtte forlade England kom han via Sorbonne i Paris til Wittenberg, hvor han fik lov til at undervise på universitetet.

Under indtryk af ortodoksiens negative indvirkning på det åndelige klima, fik han dog også nok af denne by. I 1588 tog han videre til Prag, hvor han fik støtte af den naturvidenskabeligt interesserede kejser Rudolf II, ved hvis hof også Johannes Kepler og danske Tycho Brahe foretrak at forske.

I 1591 vendte Bruno hjem til Italien i håb om at Inkvisitionen havde glemt ham. I Venedig underviste han kortvarigt en lokal købmand i sin mnemoteknik, men da de blev uvenner angav han Bruno til den Venetianske Inkvisition. De udleverede ham i 1593 til Rom, og resten af sit liv sad Bruno fængslet under en langvarig retssag.

Bruno dømmes og brændes
Inkvisitionen fremførte en lang række anklager om kætteri mod Bruno. Den mente at han afveg i spørgsmål lige fra treenigheden, over to-natur-læren og Jomfru Maria til den katolske messe, og at hans verdensbillede var direkte i strid med Bibelens, det vil sige kirkens udlægning og fortolkning af Bibelen.

Bruno forsvarede sig så godt han kunne, ved at give sine anklagere nogle indrømmelser uden at svigte sin egen overbevisning og filosofi. Da det imidlertid blev forlangt, at han skulle tilbagekalde alt uden undtagelse, blev han nødt til at nægte, og dermed var hans skæbne beseglet.

Den 20. januar 1600 blev han kætterdømt og den 17. februar blev han overgivet til de verdslige myndigheder, der lod ham bestige bålet på Campo dei Fiori i Rom.

Stadig et symbol for tankefriheden

I dag regnes sagen imod den trodsige Giordano Bruno i almindelighed for et eksempel på kirkens uretfærdige forfølgelse af fritænkere og moderne videnskab. Og derfor er han også stadig et symbol på modstanden herimod.

I 1870 blev den katolske kirkes formelle verdslige magt stækket, da italienske tropper indtog Rom, nedlagde Pavestaten og gjorde paven til fangen i Vatikanet, hvilket også var et symbol på religionens dalende betydning i det moderne samfund, og begyndelsen på et meget anstrengt forhold mellem paven og hans tidligere undersåtter.

I 1889 udsendte pave Leo XIII bullen Humanum Genus, hvori han som kirkens overhoved forsøgte at imødegå de udfordringer industrialiseringen og liberaliseringen af samfundet bragte med sig. Desuden fordømtes marxismen og frimureriet direkte.

Det fik italienske frimurere til at rejse en statue af Bruno på samme sted, hvor han var blevet brændt, det romerske grønttorv. Afsløringen af statuen blev en demonstration imod pavemagten, og har siden været et samlingssted for fritænkere og ateister

Det er derfor symptomatisk for en begyndende udsoning mellem den katolske kirkes overhoved og dens medlemmer, da den populære pave Johannes Paul II under jubelåret i 2000 offentligt beklagede henrettelsen af Bruno.