Katharerne - en torn i øjet på den katolske kirke

Med sin folkelige gennemslagskraft blev de asketiske katharer en trussel mod både paven og den franske konge, som satte et korstog i gang for at komme dem til livs

Når man taler om kættere, tænker man ofte på idealistiske eller forløbne præster, munke og andre enkeltpersoner, der indtog et særstandpunkt i forhold til samtidens ortodokse teologi. Det var imidlertid ikke kun internt i den katolske kirke, at kættere og kætterier rørte på sig; der kom også angreb på den rette lære udefra, i form af konkurrerende kirker eller sekter.

Et eksempel herpå er katharerne, hvis navn som kommer af de græske katharos, de rene er oprindelsen til de germanske sprogs betegnelse for religiøse afvigere: kættere.

De holdt især til i Sydfrankrig, hvor de prædikede en kristendom indeholdende en ond skabergud og en god forløsergud, en Jesus som ikke var menneske, djævleuddrivelse og reinkarnation og uden treenigheden, kødets opstandelse og Det Gamle Testamente.

Deres store udbredelse var en torn i øjet på paven af religiøse grunde såvel som den franske konge af politiske ditto. I fællesskab organiserede de det såkaldte Albigenser-korstog, der i 1209-1229 systematisk udryddede den afvigende tro.

Oprindelsen
Selv om kristendommen efter sit giftermål med kejseren i Rom havde sejret i hele Europa, så florerede der stadig rester af de gamle hedenske religioner i øde afkroge, blandt andet gnostiske og manikæiske tendenser beslægtede med Markions teologi. Samtidig havde korstog og handel bragt Orienten tættere på Europa og ikke kun bragt rigdom, men også fremmed tankegods med sig.

LÆS OGSÅ:Markion ville skære kristendommens jødiske fortid bort

I 1000-tallet dukkede en sekt kaldet bogomilerne op i Lilleasien, bredte sig til Balkan og endelig Bulgarien. Deres dualisme tyder på, at de var beslægtede med manikæerne som også kirkefaderen Augustin havde tilhørt og de såkaldte paulikanere. De var længe meget virksomme i Bulgarien, indtil forfølgelser fra de øst-romerske kejsere i Konstantinopel tvang dem vestpå.

Undervejs gennem Europa blev deres religion tilføjet nye elementer, ikke mindst en del kristendom fra især Johannesevangeliet og da den pludselig brød igennem i en række byer i Flandern, Norditalien, omkring Rhinen og især i Sydfrankrig var der tale om et helt nyt fænomen. En lang række afvigende sekter, der fik fællesbetegnelsen kættere, efter deres betegnelse for sig selv, katharer.

Deres tro
Under indtryk af mystikere som Bernhard af Clairvaux, var asketisk fromhed og et mere inderligt og personligt gudsforhold kommet på mode. Samtidig sporedes der en udbredt skuffelse over forfaldet indadtil i den katolske kirke og over det mislykkede 2. korstog. Disse ting sank også ned i samfundets bredere lag, og kom på sin vis til at spille en rolle for udbredelsen af katharernes nye alternativ, som i sig selv var både asketisk og inderligt.

Katharernes kirke var en uformel sammenslutning af mennesker, der tog forsagelsen af verden meget alvorligt, ikke var bange for at dø for deres tro og gennem prædikener sørgede for at vække den brede befolkning, som var skuffet over kirken.

Formelt set var den inddelt i såkaldte perfecti de perfekte og credentes de troende. De perfekte havde givet fuldstændigt afkald på verden og levede et omflakkende liv som vandreprædikanter, der levede af det, de troende kunne undvære til dem. De troende kunne i det ydre fortsætte med at leve, som de altid havde gjort og måtte endog gerne blive inden for den katolske kirke.

Idealet var dog med tiden gennem indøvelse at gå fra troende til perfekt, og det blev man gennem kirkens eneste sakramente, det såkaldte consolamentum trøst en åndsdåb, hvor Djævelen ved håndspålæggelse blev uddrevet og man dermed var genfødt til sit nye liv

Deres dualisme betød, at de troede, at verden var skabt af en ond gud kendt fra Det Gamle Testamente der kæmpede imod en god gud kendt fra Det Nye Testamente der ville forløse menneskene. Man skulle selv hjælpe til, ved at man forsagede sin krop, så sjælen kunne sættes fri. Derfor troede de heller ikke, at Guds søn havde været mennesket Jesus, men kun englen Kristus, der havde haft et skinlegeme.

De afviste kødets opstandelse, men troede på, at sjælen var udødelig, og kunne den gennem hårdt arbejde ikke blive sat fri i dette liv, så måtte man forsøge igen i det næste. Sjælen ville vandre eller blive reinkarneret igen og igen, indtil det lykkedes.

En trussel imod kirke og stat
Katharerne kunne måske have undgået at komme i den katolske kirkes søgelys, hvis ikke det var fordi, at de perfekte inddelte sig selv i et formelt hierarki med én pave og en række biskopper, diakoner og diakonisser og dermed direkte udfordrede den etablerede kristendoms autoritet. Dermed var der tale om reel konkurrence og ikke bare farlig overtro.

Men de var ikke bare en religiøs, men også en politisk trussel. Troen vandt som nævnt især frem i samfundets bredere lag, især blandt bønder og byernes håndværkere og købmænd. De to sidstnævnte var efterhånden begyndt at spille en større rolle på grund af overgangen fra landbaseret til kapitalistisk økonomi. Og da de samtidig var begyndt at kunne læse, ville de heller ikke længere finde sig i pavekirkens monopol på udlægningen af Bibelen.

Hertugerne af Toulouse, som var den franske konges største lensmænd og dermed også hans største trussel støttede i vidt omfang deres magt på købmænd og håndværkere frem for de store godsejere og kirkerne. Og da de ydermere så, hvordan folkets sympati lå hos katharerne, så ydede de også dem deres beskyttelse.

Korstog i Europa
Det kunne hverken den franske konge eller paven sidde overhørig, så de organiserede det korstog, der senere blev kendt som Albigenser-korstoget, efter navnet på den sydfranske provins Albigeois, hvor katharerne stod stærkest.

Med en mægtig hær bestående af nordfranske adelsmænd væltede de i 1209 ind i Sydfrankrig og forfulgte skånselsløst katharerne, som ikke kunne gøre meget modstand. Heller ikke hertugerne Raimond VI og VII kunne gøre meget mod overmagten, og efter 20 år med utallige massakrer, der sjældent var set i Europa, måtte han slutte fred.

Dermed var katharerne udryddet og Raimonds magt stækket. Til gengæld kom den franske konge og den nordfranske adel styrket ud af striden, hvilket senere skulle give deres allierede, paven, store problemer.

Efterlivet
Eftertiden har nok i høj grad glemt katharernes kætteri, så de fremstår i høj grad som rene og uskyldige, der blev forfulgt af en magtsyg konge og pave. Det er delvist sandt, men så glemmer man, hvordan de var en reel trussel mod kirken, og selv blev udnyttede til politiske formål af Raimond.

Til gengæld er de blevet en stor inspiration for en del new age-religion, der bygger videre på deres teologi. Pays Cathare i Sydfrankrig er på den måde stadig et næsten magisk område, hvilket til fulde udnyttes for at trække turister til. En by som Carcasonne emmer stadig af den dramatiske fortid.