”Jeg bruger meditation i mine andagter med studerende”

I den lutherske kirke jeg kommer i, bruger vi ikke meditation. Men mange i Japan har en interesse for et stille samvær med Gud, fortæller missionær og universitetslærer Christian Morimoto Hermansen

"Straks jeg står op klokken fem om morgenen, tænder jeg en røgelsespind og mediterer en halv time. Så læser jeg ugens bibeltekst højt. Før jeg sover om aftenen, læser jeg noget i et buddhistisk skrift, reciterer Hjertesutraen (Den Korte Visdoms Sutra) og mediterer atter en halv time. Det kan være jeg er lidt heterodoks?"

Sådan beskriver en af mine kristne japanske venner sit forhold til meditation. Han er cirka halvtreds, underviser i computergrafik og som kreativmedarbejder for et alderdomshjem. Det er ikke mange år siden han blev døbt. Mange søndage starter han med at gå til et lokalt zen-tempel for at sidde i meditation (japansk: zazen), før han kommer til gudstjeneste.

"Jeg søger spiritualitet i religion, og for mig er meditation et vigtigt middel. Vores forståelse af evangeliet ville blive dybere, hvis den lutherske kirke også indførte meditation," slutter han.

LÆS OGSÅ: Det danske sprog er præget af zen og karma

På japansk kan meditation oversættes med meisou. De kinesiske tegn, man så bruger, betyder "med lukkede øjne” at "se tingene som de er med hjertet". Zen er en forkortelse for zenna, en lokal måde at udtale sanskritordet dhyaana, det vil sige stillesiddende kontemplation for at blive eet med alt, altså så at sige sætte sig udover sig selv.

Så meditation og zen er ikke nødvendigvis det samme, undtagen hvis man går med på ideen om = indser, at alt er eet.

Mine færreste kristne venner bruger zenmeditation
I den lutherske kirke jeg kommer i, bruger vi ikke meditation. Til gengæld er bøn en væsentlig del af gudstjenesten og hverdagspraksis, ligesom i en dansk luthersk kirke. Især hvis vi også medregner salmerne og deres refleksioner over forholdet mellem menneske og Gud.

De færreste gør som føromtalte ven. På den anden side er han ikke alene med sin interesse for et stille samvær med Gud. Kenji Utebi, en kollega på mit universitet, studenterpræst på det samfundsvidenskabelige fakultet, er primusmotor i afholdelse af en månedlig Taizé-gudstjeneste de måneder, vi har undervisning, samt en Taizé-retreat en gang om året.

LÆS OGSÅ: Taizé - et åndens kildevæld

Utebi er god til at engagere studerende til at tage ansvar for de praktiske elementer, og gradvist kommer der flere også fra nabolaget. Utebi er ikke lutheraner, men i august er han inviteret til et luthersk arrangement i den sydlige del af landet for at dele sine erfaringer med kontemplativ bønspraksis.

Jeg kender ikke kirkesamfund, der aktivt bruger meditation som en del af gudstjenesten. I snart mange år har en gruppe inden for den katolske kirke haft et udvekslingsprogram i samarbejde med japanske zenbuddhistiske ditto, hvor man på skift mediterer sammen i klostre i Europa og i Japan. Det er en form for dia-praksis, der vel optimalt set kan styrke gensidig tillid og give ny indsigt for deltagerne; da jeg ikke har deltaget, kan jeg ikke uddybe.

Ignorer samtaler og sms’er!
Som missionær ved et kristent funderet universitet, er jeg ansvarlig for en andagt på mit fakultet en gang om ugen. Typisk er deltagerne førsteårsstuderende, 19 år, og har intet specielt forhold til kristendom eller anden religion. Meningen med andagterne er, fra universitetets side, at give deltagerne en positiv holdning til kristendom.

En normal andagt rummer salmesang, bibellæsning, bøn og femten til tyve minutters tale. Da den studerendes dag er fyldt med ord, søger jeg at gøre andagten til en tid og et rum af en anden slags, så en gang om måneden bruger jeg taletiden til ti minutters fælles stilhed i meditation. Hvad de tænker på eller mediterer over ved jeg af gode grunde ikke.

Før stilheden sænker sig, opfordrer jeg dem til at fokusere på at være helt tilstede i nuet og i andagtsrummet og derfor ignorerer samtaler og sms’er. Nogle har svært ved at lukke verden ude, men mange forsøger, og der opstår en afstresset behagelig stemning. Kun meget rutinerede vil kunne koble helt fra på så kort tid. Alligevel tror jeg, smagsprøven er tiden værd, og enkelte kommer da også tilbage for at være med flere gange.

Er meditation et middel mod stress? Bruges zen som sådan af japanere? Det korte svar er JA, for i Japan er der altid nogen, der gør det, uanset hvad "det" er. Et hurtigt søg på internettet resulterer i mange "træf", især kombinationen af stress og meditation, inklusiv tilbud om kurser i transcendental meditation. Som sagt, Japan har stort set alt.

Men hvor mange, der benytter denne form for afstresning er et anderledes svært spørgsmål at besvare. Jeg vil tro, der er mange flere, der vælger yoga, karaoke, diverse former for spil som for eksempel det yderst populære pachinko: et kuglespil, ofte kombineret med en slags enarmet tyveknægt.

På en almindelig hverdag er der givetvis mange gange flere, der sidder i pachinkohallernes øredøvende larm og søger at styre kuglerne frem mod den store gevinst, end der sidder bare en halv time i en zenhal.

Men hvem ved, måske mediteres der også, mens kuglerne farer afsted og tallene snurrer?

Christian Hermansen er cand.mag., ph.d. og underviser ved Kwansei Gakuin Universitet, et universitet med kristent grundlag.