Stress: Det gælder om at have kroppen på rette sted

Vi har brug for at indrette ”celler” i vores liv, hvor vi trækker os tilbage og bare er. Når vi ikke har travlt, er der tid til det vigtigste, skriver natkirkepræst Simon Fuhrmann

Man taler ofte om, at det er vigtigt at have hjertet på rette sted. Fra den monastiske praksis lærer vi, at det lige så meget handler om at have kroppen på rette sted. Når travlhed eller måske stress til tider melder sig, og det bliver svært rationelt og emotionelt at overskue livet, så kan det hjælpe at være bevidst om, at vi er fysiske væsner.

Ofte er det sådan, at det første vi skærer fra for at give os selv mere tid, er de vigtige ting i livet: opmærksomhed i vores relationer, de sunde motions- og madvaner og de åndelige øvelser.

LÆS OGSÅ: Med Jesusbønnen bliver rødt lys ikke spildtid 

Jeg sad engang i en samtale med en munk, der boede i den egyptiske ørken. Han sagde til mig, idet han udtrykte ørkenens visdom: ”Træd ind i din celle, og den skal lære dig alt.”

Cellen bliver den fysiske plads, hvor kroppen (og hele mennesket) falder til ro og indser, hvad der er vigtigt. De perioder, hvor jeg ikke har travlt, er også de perioder, hvor jeg når mest. Når vi ikke har travlt, er der tid til det vigtigste.

Statio, kroppens fysiske stilling og stedet, pladsen eller rummet, er en vigtig dimension i det åndelige liv. Cellen er en sådan pædagogisk plads, der er med til at forme os som mennesker.

Vi har derfor brug for at indrette ”celler” i vores liv, hvor vi trækker os tilbage og bare er. For nogle er det transporten på cykel, i tog eller bil, de røde lys, madlavning eller et godt stykke musik. For andre kan det være at tænde et lys, knæle eller sidde i aftenens stilhed, mens familien sover.

LÆS OGSÅ: Norsk præst: Børn har også brug for stilhed 

Når jeg har travlt, eller måske endda føler mig stresset, så hjælper det mig at huske på, at jeg er også krop og ikke blot tanke eller følelse. Filosoffen Merleau Ponty peger på, at vi erkender med kroppen. Så når vi eksempelvis i bønnen har svært ved at fastholde tanken, intentionen eller følelsen, er det værd at være opmærksom på, at kroppen er lige så vigtig. Vi kan med andre ord hvile i, at vi har kroppen på rette sted.

I bønnen er det vigtigste ikke, hvor mange uvedkommende tanker, der strømmer gennem mit hoved, eller om jeg med hjertet føler bare ét eneste ord af de ord, jeg beder, men om jeg er fysisk nærværende her og nu. Jeg er hér, og det er godt.

Simon Fuhrmann er cand.theol., natkirkepræst og panelist ved kristendom.dk.