Sognepræst: Når jeg åbner Bibelen, taler Gud

Jeg har enkelte gange oplevet, at Gud har givet mig nogle utroligt klare meldinger gennem den bibeltekst, jeg tilfældigvis læste, fortæller sognepræst Henrik Højlund

Jeg oplever, at Gud taler til mig. Sådan set omtrent hver dag. Når jeg åbner Bibelen, taler Gud. Sådan tænker jeg om Bibelen og Guds Ånd, der taler igennem den. Jeg oplever meget ofte, at bibellæsningen rummer en form for besked fra Gud til mig. Det kan også ske indirekte, når en taler eller en forfatter gør en bibelsk sandhed levende for mig.

Måske sigtes der med spørgsmålet på noget mere spektakulært. Noget med at høre stemmer eller noget i den retning. Det har jeg aldrig oplevet. Jeg kender nogle, der har. Men de er sjovt nok ikke mere gudhengivne af den grund. De lever ikke tættere på Gud eller lever så at sige mere kristent af den grund. Men jeg er ikke i tvivl om, at mennesker kan opleve at høre Gud på den måde, selvom jeg tror, det er langt sjældnere.

Gud kan tale utroligt klart
Jeg har enkelte gange oplevet, at Gud har givet mig nogle utroligt klare meldinger gennem den bibeltekst, jeg tilfældigvis læste. Det var, som om den svarede helt præcist på et spørgsmål, jeg gik og baksede med eller en vanskelig situation, jeg var i. Men det siger sig selv, at den slags kan man ikke bruge som en form for objektiv bevisførelse for noget som helst. Det er helt og holdent min oplevelse og forbliver hos mig. Jeg kan eventuelt handle på det. Men jeg kan ikke pålægge andre at handle på det.


LÆS OGSÅ: Katolik: Gud møder mig, når jeg mindst venter det


Jeg har enkelte gange haft drømme, som havde en helt anden karakter end drømme ellers. Drømme er normalt et mærkeligt sammensurium af noget genkendeligt blandet med noget temmelig surrealistisk. Man kan tolke på den slags drømme og måske hente en pointe af det. Enkelte gange har jeg haft drømme, som var helt anderledes virkelighedstro, og som samtidig havde karakter af tydeligt budskab. En enkelt gang handlede jeg på sådan en drøm. Det var en smule dramatisk, men også meningsfuldt at gøre det.

Gud kan også "tale" til mig i forskellige former for stilhed. Ikke mindst bønnens stilhed. Men også bare i den stilhed, der kan opstå i sang eller i musik eller lignende. Der kan opstå en tydelig fornemmelse af afklaring eller trøst eller fred eller lignende. På den måde tror jeg egentlig, at Gud kan finde kanaler hvor som helst. Men hans tydelige meldinger gennem Bibelens ord kunne jeg aldrig undvære. Ellers kunne det let gå hen at blive mine egne fornemmelsers "gud".

Gud er til stede overalt i livet
Jeg oplever Guds nærvær på en særlig måde ved gudstjenester. I denne ramme af ældgamle ritualer, måske også en ældgammel bygning, fællesskabet med de andre, sang, musik, bibelord fra ende til anden, bønner, livsnær og Himmelnær forkyndelse og kulminationen i nadveren med et på en måde fysisk nærvær af Jesus igennem brød og vin - dér synes jeg, at jeg ofte mærker et særligt nærvær.

LÆS OGSÅ: Hvordan skal man læse Bibelen?

Men det er gået mere og mere op for mig, at jeg egentlig oplever Guds nærvær utallige andre steder bare ikke i så klar "tekst". Overalt i livet; når det risler med fryd gennem kroppen ved samværet med mine børnebørn. Eller når min kone og jeg hengiver os til hinandens kroppe. Eller når jeg fyldes af hemmelig lykke ved synet af mine voksne børn, der sidder og hygger sig med hinanden og er så levende. Eller når glædesfyldt latter vælter ind over bordet i nære venners lag. Eller når jeg fryder mig over et vellykket færdigmalet billede. Eller når naturen rammer rent med skønhed og storhed. Og jeg kunne fortsætte længe. Guds nærvær overalt.


Men også i noget så specifikt som i skriftemålet når jeg knæler og modtager syndernes forladelse af Gud gennem min sjælesørgers mund. Den store befrielse. Ved nadverbordet handler det om tilbedelse af Gud

Jeg oplever ikke altid noget særligt
Jeg "oplever" slet ikke altid noget særligt, når jeg går til alters, beder eller synger en salme. Og måske er de mange gange, hvor jeg ikke oplever noget særligt, de vigtigste. For dér mindes jeg om, at det hele til syvende og sidst ikke kommer an på min oplevelse, min følelse af Guds nærvær. For min følelse svinger godt nok som sol og regn i april, men det gør Guds nærvær jo ikke. Ellers var Gud jo bare identisk med min følelse. Og så taler vi jo slet ikke om Gud med stort G, men bare om "gud" som et andet ord for noget rent menneskeligt.

LÆS OGSÅ: Sådan foregår nadveren

Uanset følelse går jeg op til nadverbordet, knæler, tager imod og synger med på salmerne. Og lige når jeg gør det, uden at føle noget særligt, så befinder jeg mig midt i virkeligheden. Guds store virkelighed. Jeg fastholder mig selv på virkelighedens grund bare ved at gøre det. Jeg deltager i hele universets og livets vigtigste bevægelse: tilbedelsen af Gud. Hvad slags følelser det sætter i mig, er aldrig det vigtigste. Det vigtigste er at gøre det. Med eller uden "oplevelser".


Noget andet er, som jeg skrev før, at det jævnligt sætter en stærk og god følelse i mig af Guds nærvær. At forsøge at beskrive sådan en følelse nærmere giver ikke rigtig mening. For den veksler meget fra person til person. Og nogle kunne få den tanke, at de helst skulle føle omtrent det samme som mig, hvis det skulle være rigtigt. Intet kunne være mere forkert.

Henrik Højlund er sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk