7-9-13 - det overlever vi nok!

Morgendagens brudepar har valgt en dato, der skulle bringe held med sig. Bryllupper har altid været omgærdet af overtro - det kan vi begræde, men mine tårer er nu knastørre, skriver sognepræst Hanne Jul Jakobsen

På lørdag er årets store bryllupsdag. 7-9-13. En dato og en remse af en underlig kombination af heldige og nogle gange uheldige tal, som er sat sammen af en årsag, man ikke kender og af folk, som ingen ved, hvem er. Men som skulle være særligt lykkebringende og derfor helt oplagt som bryllupsdag.

LÆS OGSÅ:10 eksempler på overtro ved bryllupper

Når man som jeg er nærmest talblind og i skrivende stund faktisk ikke kan huske, hvornår i september jeg har bryllupsdag, er det svært at forstå, datoer kan have så stor betydning for folk. Lykketal, knuste spejle og sorte katte på vejen har heller aldrig hverken sagt mig noget eller ødelagt min nattesøvn, og i en kristen kirke må vi naturligvis afvise, at det skulle have nogen som helst betydning for ens ægteskab, eller liv i det hele taget, hvilken dag man er gift, eller hvor mange man sidder med ved bryllupsbordet.

Samtidig ville det være et kæmpe svigt, hvis vi afviste alle de mange mennesker for hvem det har betydning.

Bryllupper er fulde af overtroiske ritualer
Bryllupper har alle dage været forbundet med overtro og traditioner, som overhovedet ikke har noget med kirken at gøre: Bruden skal være iført noget blåt og noget lånt og noget nyt, brudgommen må (for Guds skyld?) ikke se hende i kjolen før selve brylluppet; hvis hun har en mønt i skoen varsler det velstand, og de, der får et stykke af hendes slør vil blive velsignet med held.

Brudgommen skal have klippet tåen af sine strømper (aner ikke hvorfor), og han skal for alt i verden være i stand til at bære sin brud over dørtærsklen på bryllupsnatten. Det og meget, meget mere er alt sammen ritualer, der gør et bryllup til noget særligt, og som jo i bund og grund er overtro på linje med at vælge bryllupsdagen 7-9-13.

Overtro? Jeg græder knastørre tårer
Det er altså på ingen måder en ny situation for kirken på lørdag. Bryllupper har altid været omgærdet af overtro. Det kan vi begræde, men mine tårer er nu knastørre. Det er altid værdifuldt, når kirken har en naturlig og central plads i det folkelige fælles liv, og det er brylluppet et godt eksempel på.

LÆS OGSÅ:Bryllupstraditioner før og nu

Hvad jeg derimod godt kan begræde, er, at et kirkebryllup af langt de fleste mennesker forbindes med et stort anlagt og dyrt bryllup. Ofte hører man, at folk vælger kirken fra, fordi de ikke har råd til et stort bryllup!

Og det er lige så svært at komme igennem med et budskab om, at et kirkebryllup ikke koster noget, eller stiller krav om dyrt tøj og et vist antal gæster, som det ville være at komme igennem med en idé om, at eftersom de fleste brude faktisk ikke er jomfruer, kunne de lige så godt tage en kjole på, der klædte dem, i stedet for at komme anstigende i hvidt.

Det sidste er ligegyldigt, men det første er vigtigt: Kan vi gøre noget som kirke for at markedsføre vielser uden dikkedarer?

Brudepiger og blomsterranker er ikke nødvendige
Forleden havde jeg den store fornøjelse at velsigne et par, som det kom helt bag på. Jeg blev ringet op fredag efter kirkekontorets lukketid, af en mand, der havde inviteret til bryllupsfest dagen efter.
Konen havde han, men han manglede et ritual. De var blevet viet i deres sommerferie i Las Vegas og havde planlagt en vielse på rådhuset, da det gik op for dem, at de jo var lovformeligt gift. På rådhuset havde de henvist dem til deres sognekirke. Her kunne de få en velsignelse.

Og det var det, han ringede for at bestille. De havde inviteret gæster til kl. 14.00 og kalenderen var fyldt af kirkelige handlinger hos os. Aftalen blev, at vi lånte nabokirken. Vi låste os ind og uden organist eller kor gennemførte vi den fineste kirkelige velsignelse.

Vi sang et par af de store salmer, jeg holdt en kort tale, og de blev velsignet. Bagefter sagde de med tårer i øjnene: Jamen, det var jo meget større end på rådhuset! Og ja, det er det nemlig, også når det kun tager 25 minutter, og der hverken er brudepiger eller blomsterranker.

Et kirkebryllup kan holde til næsten alt
Folk må hjertens gerne holde gigastore kirkebryllupper på bestemte datoer og med hestesko i håret. Det er der altid blevet gjort, og det er dejligt, når kirken er en del af livets store begivenheder, for så ender det nemlig aldrig i ren Hollywood. Så er der en bund af noget ægte og stærkt, som kan holde til næsten alt.

LÆS OGSÅ: Folkekirken er i færd med at generobre brylluppet

Men vi har et benarbejde at gøre som kirke for at få formidlet, at sådan behøves et kirkebryllup ikke at være. Det kan også være tirsdag formiddag kl. 10.00 uden dikkedarer.

Hanne Jul Jakobsen er sognepræst og panelist ved kristendom.dk.