"Accepter troens mysterium"

Mange af vores spørgsmål får vi aldrig svar på. De må stå som grænsepæle mellem Gud og os, mener teologistuderende Mikael Kongensholm

Når der er overensstemmelse mellem tro og erfaring, er der harmoni og mening i vores liv. Men nogle gange opstår der mislyde.

Det kan komme pludseligt, fordi der sker et eller andet drastisk i vores liv, eller det kan komme snigende, indtil mislyden til sidst er så høj og påvirker en så meget, måske både fysisk og psykisk, at den ikke kan ignoreres mere, men i stedet må tages seriøst.

LÆS OGSÅ: Syv råd til den tvivlende

Så må man undersøge situationen, lytte til mislyden og finde en vej frem. Grundlæggende er der tre mulige veje.

Man kan ændre troen
Troen er bygget på vores erfaringer, men troen er også i sin natur en tillid til noget, som ligger ud over vores erfaring. Hvis der er en god balance mellem de to dele af troen, så er troen sund.

Men hvis den ene del af troen bliver for dominerende, så bliver det usundt. Det dur ikke, hvis vi kun vil tro på det, vi kan erfare, eller hvis vi vil løsrive troen fra erfaringen.

Så hvis der bliver for stor uoverensstemmelse mellem tro og erfaring, og de står i fare for at blive helt adskilte, så troen bliver fremmed for vores erfaring, kan man vælge at ændre troen.

Det er ikke rart. Der er noget trygt i det, man er vant til, og noget trygt i at tro på den måde, som ens omgivelser gør. De ting, som man tidligere havde tolket som støtte for den gamle måde at tro på, skal nu omtolkes og sættes i en ny ramme. Men det kan være nødvendigt for at holde ens tro sund.

Jeg ændrede min tro
Siden 2005 har jeg bevæget mig i det kirkelige miljø, som man kalder Dansk Oase. En karismatisk fornyelsesbevægelse i og uden for den danske folkekirke.

Her lægger man vægt og fokus på den karismatiske gudserfaring, både i det sprog, man taler, og i den måde, man forventer, Gud taler til en.

Jeg har dog ikke selv haft en karismatisk gudserfaring og har i perioder været meget frustreret over dette. Der var en disharmoni mellem, hvad jeg troede, jeg kunne forvente af Gud - en forventning, som blev bakket op af omgivelserne - og min erfaring.

I længden blev den disharmoni for stærk, så jeg omtolkede min tro, og fandt hvile i, at Gud og jeg ikke kommunikerer gennem den karismatiske gudserfaring, men på andre måder. Min tro blev ændret, mislyden forsvandt, og jeg er blevet mindre frustreret på det område.

Fremhæv nogle erfaringer frem for andre
Man kan ændre erfaringer, men det er nok en farlig vej at gå ned ad. Erfaringer ligger så dybt i os, at hvis vi prøver at ændre dem, fordi de ikke stemmer overens med vores tro, så risikerer vi at skade os selv psykisk.

I stedet er det bedre at vælge at give nogle af sine erfaringer mindre vægt og lægge mere vægt på andre erfaringer. Man kan prøve at lade sit liv påvirke af nogle gode og sunde erfaringer, frem for af nogle dårlige og usunde erfaringer.

De dårlige og usunde erfaringer skal accepteres og anerkendes, men det er ikke det samme, som at de skal have magten i vores liv.

LÆS OGSÅ:Hvordan begrunder kristne deres tro?

De dårlige erfaringers magt kan brydes
Hvis man er vokset op i et skilsmissehjem, eller på anden måde har oplevet smertelige ting i ens barndom, så kan det være svært at tro på kærligheden og svært at tro, at man er elsket. Man bliver måske bange for nærhed og får et koldt forhold til langvarig kærlighed.

LÆS OGSÅ:Har Gud forladt os?

Denne erfaring er sand og må tages alvorligt. Men samtidig må den heller ikke blive altdominerende. Her kan troen komme ind i billedet og forkynde, at der findes kærlighed, at der er håb om langvarige relationer og at frygten for nærhed kan overvindes.

Som hjælp hertil kan man fokusere på de erfaringer (hvis man har nogle), hvor man har følt sig elsket og anerkendt, og hvor man har set, at langvarige forhold lykkedes.

De gode erfaringer og troens budskab kan måske arbejde sammen om at bryde de dårlige, usunde og usande erfaringers magt over en.

Bliv i spændingen mellem tro og erfaring
En del af troens natur er, at den er en tro på noget, som er ud over min erfaring, ud over mig, den er større end mig. Gud. Vi kan måske forstå noget af Gud, men meget af Gud er et mysterium.

Der er mange paradokser i den kristne tro, og vi har hver især mange spørgsmål til Gud om, hvad meningen er med de ting, han gør. Mange af disse paradokser og spørgsmål får vi aldrig svar på, men må lade stå som en slags grænsepæle mellem Gud og os som symbol på, at vores virkelighed er så meget mindre og anderledes end Guds.

Disse grænsepæle er mysteriets grænsepæle. Hvis vi hiver dem op, gør vi os selv og vores erkendelse til Gud. Mysteriet, hvor frustrerende det end kan være, må accepteres og gives plads.

Luther kunne ikke acceptere spændingen
Den klassiske spænding er troen på en god Gud i en verden, hvor der sker onde ting. Det er voldsomt svært at acceptere den spænding og lade mysteriet være mysterium, især hvis man selv har erfaret onde ting.

LÆS OGSÅ:Hvorfor tillader Gud det onde?

Store teologer som Luther og Løgstrup falder i grøften og prøver at ændre troen, rykke grænsepælene, nedbryde mysteriet og forklare, at Gud på en eller anden måde også står bag det onde.

Det er da også muligt, at han gør det, men jeg tror, det er bedre at fastholde mysteriet og respektere, at der er nogle ting, vi ikke kan vide. I stedet må vi leve i spændingen tilbedende den Gud, som er kærlighed og godhed, selvom vi ikke altid forstår, hvordan det hænger sammen med verden, som vi erfarer den.

Det er svært at tage valget
Tilbage er så kun at vælge, hvilken vej man skal gå i de forskellige situationer. Her handler det om at kende sig selv godt og kende mislydene godt.

Nogle mislyde gøres bedst harmoniske ved at ændre troen, andre ved at fremhæve gode erfaringer frem for dårlige erfaringer, og nogle mislyde skal måske bare have lov til at være til, som en slags 'troens tinnitus', vi aldrig slipper helt af med.

Mikael Kongensholm
Stud.theol. ved Københavns Universitet
http://kongensholm.wordpress.com