"Ær Gud med dit legeme"

Kristen trospraksis handler ikke om en særlig spiritualitet, men berører hele mennesket i alle de daglige trivialiteter og i alle relationer med hud og hår, skriver sognepræst Jan Holm Mortensen

Kroppen har stor betydning for kristen trospraksis. Vi er ikke bare skabt med kroppe, men som kroppe. Vi er ikke sjæle, der bor i en krop, men mennesker i enheden af sjæl og legeme. 

Kroppens værdighed afsløres i inkarnationen: at Gud ”blev kød” i og med Jesu fødsel. Frelsen har derfor heller ikke kun med ”sjælen” at gøre. Kroppen er et ”tempel for Helligånden”, som Paulus siger det i Første Korintherbrev kapitel 6: ”Ær derfor Gud med jeres legeme”. 

Og sådan handler kristen trospraksis heller ikke om en særlig spiritualitet, men berører hele mennesket i alle de daglige trivialiteter og i alle relationer med hud og hår. 

Gudstjenesten har ganske vist ”ordet” som centrum, men Guds ord kommer som et ydre ord, vi tager imod med vores sanser og har endda sit eget kropslige udtryk i dåb og nadver. 

LÆS OGSÅ: Jiu-jitsu for Jesus

Gudstjenesten går også ud over den rent individuelle spiritualitet og peger på den større krop: det kristne fællesskab. Kirken (=”dem, der hører Herren til” ved dåb og tro) opfattes i Ny Testamente ligefrem som ”Kristi legeme”, der skal være med til at give Guds kærlighed krop i verden. 

Adskillelse af krop og sjæl

Kirken kom fra dag ét under pres fra den græske kontekst, hvor sjælen opfattes som en del af det guddommelige i modsætning til legemet. Her blev kroppen sat ind i en idealistisk (gnostisk) sammenhæng, noget som kirken har haft meget svært ved at ryste af sig. 

Adskillelsen af krop og sjæl lander, hvad trospraksis angår, typisk i én af to grøfter: en puritansk/asketisk, hvor sjælen skal knægte kroppens begær – eller en libertinistisk, hvor den urene krop, der alligevel ikke berører den evige sjæl, kan leve sit begær ud, som den vil. Begge afveje er lige katastrofale.
 
Den seneste tids drøftelse om karakteren af Jesu opstandelse (og trosbekendelsens ”kødets opstandelse”) har tråde til denne problemstilling. De eksegetiske krumspring, der gøres for at komme uden om Ny Testamentes ligefremme vidnesbyrd om Jesu fysiske opstandelse (”kød og knogler”, Luk. 24,39), afslører en gnostisk dagsorden. 

LÆS OGSÅ: Dans i verdens religioner

For i det øjeblik opstandelsen omtolkes i åndelige kategorier, gøres kroppen uvægerligt til noget ikke-essentielt ved det sandt menneskelige. Hvis legemet ligger i graven, bliver ikke bare inkarnationen optrævlet bagfra, også skabelsen rulles tilbage og bliver en del af det syndefald, vi frelses ud af. 

Kroppen forsvinder fra kirken og teologien lander typisk i én af de to førnævnte faldgruber.

Giv troen krop

Egentlig har vi arvet en del gode traditioner, vi kan træde ind i. Jeg synes, at gudstjenesten har masser af krop. Kirkeåret giver krop til troslivet. Jeg tror for eksempel ikke, der er noget, der i den grad har levet evangeliet ind i os, som vores skønne juletraditioner. Påske og pinse rummer lignende muligheder. 
 
Hjemme i familien giver det god mening at holde en daglig andagt eller at bede bordbøn. Det giver troen krop. Måske skulle vi også gøre lidt mere ud af søndagen som helligdag og hviledag? 
 
Fastetiden giver mulighed for at tage kroppen med på en konkret måde. Det kan være sundt at stå af luksusræset for en tid, så det væsentlige kan få plads og ro til at spire frem. 
 
Men savner du, at troen får krop, så find ind i et kristent fællesskab. Invester dig selv. Meld dig som besøgsven. Tag dig af de små og svage (og giv dig lov til selv at være svag, når du er det). Det er der krop i. 
 
Og så må du gerne tage vare på din krop. Glæd dig over den. Brug den. Min kone nyder for eksempel at danse salsa. Jeg er glad for fodbold. Din krop er ikke noget mindreværdigt, der står uden for troens rum. 

Ær Gud med dit legeme.

Jan Holm Mortensen er sognepræst.