"Bøn er både sårbarhed og protest"
Bøn handler om at kunne være i hjertet, at kunne lade sig indfolde i Guds nåde, at turde gemme sig som kyllinger under moderhønens beskyttende vinger, skriver pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith
Bøn er fordybelsen i Gud, det indre nærvær, som det er muligt at have med den dimension, som Gud er. Radikalt kan man sige, at uden bøn, ingen relation til Gud.
Bøn er på en og samme tid samtale og bekendelse, men ikke mindst lydhørhed.
For at Gud kan komme til os, må vi være lyttende. Og der må være plads til stilhedens indre refleksion og det uventede, der opstår, når man tør læne sig tilbage, ind mod en midte, der er større end ens egen. Lade evighedens sagte næsten uhørlige tone råde.
Bønnen er et lydhørt forhold
Bønnen er ikke den evige plapren, men det at lytte indad: at leve i et lydhørt forhold til Gud. Derfor kan færrest mulige ord være godt. Man skal ikke føle, at bønnen skal blive til en præstation. Jesus siger det selv meget tydeligt i Bjergprædikenen i Matthæusevangeliet:
Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. (Matt. 6, 5-8)
LÆS OGSÅ: Bjergprædikenen er en rettesnor
Bøn er mellem dig og Gud
Bøn er ikke noget, som skal være en opvisning overfor andre, det er det, Jesus påpeger i teksten her. Luk døren, gå ind i det skjulte . ind i den skjulte relation til Gud, hvorfra næringen kommer i det stille. I hemmelighedens favn.
Og Gud kender det enkelte menneskes dybeste behov, endnu før nogen af os selv kan udsige, hvad det er. Gud ser i det skjulte, dybere end vi selv gør. Og bærer os, også når vi ikke selv ved det. I det stille sker forvandlingen.
LÆS OGSÅ: Hvad er bøn?
Grundtvig udtrykker bønnens væsen, væren og mål meget fint i sin salme På Guds nåde (Den Danske Salmebog 518):
"Af Guds nåde
alle tråde
spindes til vor helgendragt,
den alene
kan forene
ånd og støv i hjertepagt."
(Grundtvig, salme 518)
Bøn handler om at kunne være i hjertet, at kunne lade sig indfolde i Guds nåde, at turde gemme sig som kyllinger under moderhønens beskyttende vinger.
Bøn er både sårbarhed og protest. For i bønnens rum må man også gerne komme ud med alt det, som ligger én på hjerte, og som måske skygger for, at hjertets egentlige virke kærligheden kan udfolde sig rent og klart.
Bønnen kan være et klageråb
Bøn kan være en måde at komme af med sin anfægtelse på. En måde at lægge det smertelige fra sig over i endnu større hænder. Man må gerne råbe og bruge klagen som en mulighed. Der kan være meget at være vred over her i livet, og det er tilladt. Den enkleste bøn er, ifølge Anne Sophie Seidelin, HJÆLP.
Måske er bønnen netop det kampens rum, det slibested, hvor det bliver muligt at kæmpe med tilværelsens helt store spørgsmål. Hele Det Gamle Testamente er fuld af disse klageråb, disse brydningskampe med menneskets afmagt og tilværelsens endeligt. Kun i Guds hånd rejses mennesket så at sige, får kræfter til at stå i kampen og til at forsone sig med tilværelsens allersværeste spørgsmål.
Bønnen kan være det ordløse suk, det sted, hvorfra man tør synke ind i sin magtesløshed og erkende sin grænse. Erkende det sted, hvor ens egen formåen hører op, og hvorfra man må turde give slip, så noget større kan komme til.
En bøn fra klosterfællesskabet i Taizé udtrykker det meget enkelt:
Hellige Ånd,
Du trøstende Ånd:
At forblive i dit nærvær
i en fredfyldt stilhed
er allerede bøn.
Du forstår os fuldt ud,
og undertiden kan selv et enkelt suk
være min bøn.
Modtag "Dagens bøn" hver dag i din indbakke. Tilmeld dig her. Dette er første del af en miniserie om bøn af pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith