"Bevar båndet mellem kirke og stat"

Båndet mellem stat og kirke sikrer en enorm frihed for den enkelte, mener Nina Dyrhoff Nyegaard Foto: Leif Tuxen

Noget af det positive ved stat-kirkekonstellationen er, at kirken følger med samfundets udvikling, skriver teolog Nina Dyrhoff Nyegaard

Det er i øjeblikket umuligt ikke at blive mindet om det forestående valg. Overalt hænger politikerne i lygtepæle, elmaster og træer. Det er lidt af en jungle at vide, hvor krydset skal sættes, når man egentlig ikke er særlig politisk interesseret, men er dybt taknemmelig over, at andre har lyst til at beskæftige sig med politiske spørgsmål.

Ikke desto mindre gør jeg min borgerpligt og tropper troligt op og sætter mit kryds på valgdagen og opnår også hver gang den helt forunderlige følelse af glæde over at bo i et land, hvor demokratiet er en af grundpillerne.

Folkekirken bør bevares
Som helt nyslået cand.theol. og forhåbentlig med folkekirken som kommende arbejdsgiver opfatter jeg folkekirken som en af de andre vigtige grundpiller i samfundet.

Dette skyldes både den kulturelle tradition, som kristendommen uden tvivl er i Danmark, men også at folkekirken er noget så specielt som et trossamfund i det store samfund, som jeg ser som en vigtig forudsætning for at undgå, at demokratiet udmønter sig i religiøse partier frem for politiske.

Selvom jeg ser folkekirkens styrke funderet i at være en del af staten, stemmer jeg ikke på et parti, fordi jeg er enig i hele dets kirkepolitiske pakke. Dertil finder jeg de sociale spørgsmål alt for vigtige.

Velfærdssamfundets beståen, selvom det koster mere i skat, er det vigtigste, når jeg går til valgurnen. Der kan da også argumenteres for, at et fokus på ikke at stille de svageste i samfundet dårligere, men faktisk at bidrage til en højnelse af deres levevilkår, implicit kan ses som noget af det, som folkekirken også beskæftiger sig med.

Så selvom jeg nedprioriterer kirkepolitikken på valgdagen, gør jeg det netop i det håb, at det på længere sigt vil skabe et samfund, hvor man ikke skal skamme sig over at være dansker, og hvor vi ikke lukker os om vores egne værdier og tro og frygter alt fremmed, men at staten faktisk er for alle uanset religion.

Folkekirken er et værn mod fundamentalisme og sekularisering
Og så når vi til det paradoksale. For hvordan kan man både ville have en folkekirke, der ikke er adskilt fra staten, men samtidig pointere vigtigheden af, at der er plads til alle religioner? Heri er den væsentligste udfordring i de kommende år inden for kirkepolitikken.

At få argumenteret for vigtigheden af at bevare konstellationen mellem stat og kirke, fordi jeg er overbevist om, at der i den ligger en enorm frihed for den enkelte, men samtidig en styring, der gør, at kristendommen ikke udarter sig i fundamentalisme, der ikke er åben for debat.

Noget af det positive ved stat-kirkekonstellationen er, at kirken følger med samfundets udvikling. Når noget bliver legitimt i samfundet, følger kirken også langsomt, men sikkert med.

En adskillelse af stat og kirke kan også have som konsekvens, at det ender med, at sekulariseringen overtager fuldstændigt, og at alle religiøse symboler bliver bandlyst i det offentlige rum, og så bliver samfundet da først fattigt, hvis den levende debat, som netop kendetegner et demokrati, stivner, fordi det ikke er muligt at diskutere religion.

Nina Dyrhoff Nyegaard
Cand.theol og formand for Studentermenigheden i København