Biskop: Påskemorgen er mit himmerige
Her kan mit liv rummes med alle de ubesvarede spørgsmål, og herfra kan jeg hente håb og mening for dette korte liv. Kristi opstandelse giver påskemorgen evig betydning, skriver biskop Lise-Lotte Rebel
I en af vore kendte salmer synger Grundtvig: "Mens som barn på landet jeg var hjemme, Julemorgen var mit himmerig." Sådan er det nok for de fleste. Det er julen, der er den store højtid.
Jeg må dog indrømme, at som årene går, er det i stigende grad blevet påskemorgen, som er mit himmerig.
LÆS OGSÅ: Påskens hvem-hvad-hvor
Det er her ved den tid, hvor vintergæk, erantis og krokus trodser den frosne jordskorpe og bryder igennem med nyt liv. Det er her, påsken falder.
Det er næsten, som om påskemorgen med dens livstriumferende budskab skaber sig et ekko i hver eneste lille blomst, hver en knop, der bryder igennem den frosne jord og folder sig ud.
Trodsigt nægter de at blive i den mørke jord, i døden, i forrådnelsen. Kaj Munk skriver om den lille blå anemone, som han hentede på sin fødeø, Lolland, og som han plantede i den barske vestjyske sandbund. Med alle odds imod sig. Men nu står den der og nikker så sejrsælt, som han skriver det.
Livet vinder over døden
Sådan hilser påskemorgen os fra dødens have. Sejrsælt lyder det: Kristus er opstanden. Den korsfæstede, den døde og den allerede gravlagte, han kunne ikke fastholdes af døden.
Dødens triumf er nu selv overtrumfet. Påskemorgens budskab om Kristus er budskabet om, at Gud selv har gjort det af med det kaos, den afgrund, den død, som ellers ville have gjort det af med os. Intet mindre.
Døden er her stadig
Skulle vi da ikke være glade? Er påskemorgen ikke sådan nogenlunde det tætteste, vi her på jord kommer på himmerige? Og så alligevel. Ængstelsen melder sig: er dét ikke for meget? For stort?
Døden er her jo stadig. Den viser sit hæslige ansigt, hver gang vi står med en kiste og må tage afsked med en, vi holdt af. Den død kan intet menneske snakke sig udenom.
Lige så lidt, som man kan snakke sig uden om den skyld, som de efterladte ofte lades tilbage med. Døden kan få et menneske til at tvivle på alt.
Den død, vi tit og ofte kan se udpenslet på TV-skærmene i form af grædende børn og voksne med sår på både sjæl og krop og torturerede lig. Den død er et spørgsmål så mægtigt og så rædselsfuldt, at det ikke kan fjernes med et pennestrøg.
Der tales ikke udenom i kristendommen
Påskemorgens budskab er ingen underkendelse af vore spørgsmål. Påske er ingen benægtelse af virkeligheden med dens tab, dens sorg og smerter.
For det, der siges her er, at det er den korsfæstede, det langfredag til døden forpinte menneske, som påskemorgen opstod fra de døde. Det var ham, der ikke gik forbi den lidende verden, men som netop selv gennemlevede dens smerte. Det er ham, der opstod påskemorgen.
Der tales ikke udenom i kristendommen. Det er ikke opium for folket dette her. Det er det virkelige liv, det handler om. Det liv, der ikke blot leves, men som også lides. Det er her, Gud handler. Det er her, Gud viser os, hvem han er, og hvad meningen er med vort menneskeliv.
Påskemorgen plantes et håb
Gennem den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus viser Gud os, at "kærligheden hjertegløden stærkere var her end døden." Sådan taler den kristne tro om Gud.
Påskemorgen viser Gud sig som den han er. I evighed. Alle vore billeder og forestillinger, om Gud, om livet og om døden kommer den morgen til kort. Guds vej ind i den gamle, fortabte verden viser sig her mægtigere, større og rigere end alle vore forestillinger om det.
Derfor er påskemorgen mit himmerige. Her kan mit liv rummes med alle de ubesvarede spørgsmål, og herfra kan jeg hente håb og mening for dette korte liv. Kristi opstandelse giver påskemorgen evig betydning.
Glædelig påske!
Lise-Lotte Rebel
Biskop over Helsingør Stift