Må præster begå civil ulydighed?

Civil ulydighed er at handle lovstridigt. Og der kan være flere grunde til, at præster oftere end andre bevæger sig ind i samvittighedsbetingede lovbrud, skriver sognepræst Kaj Bollmann

Det ligger i sagens natur, at civil ulydighed er handlinger, der er lovstridige. Juridisk har præster ingen juridisk særstatus. Så begår en præst civil ulydighed, må han eller hun naturligvis være forberedt på at tage de retlige konsekvenser, præcis som alle andre.

Der er måske en gråzone omkring præsters tavshedspligt, fordi denne jo gælder ubetinget; men i sådanne tilfælde er der ikke tale om civil ulydighed, men tværtimod om præstens – også juridisk fastlagte – pligt til at overholde tavshedspligten.

En anden sag er så spørgsmålet om det etisk berettigede i civil ulydighed. I en luthersk kontekst kan man næppe tale om særlige etiske rettigheder eller pligter for præsten i forhold til lægpersonen. Samvittighed har alle, og præster har hverken større pligt eller længere snor i den forbindelse.

Læs også: Civil ulydighed er striden mellem hjerte og forstand 

Alle kan komme ud for at skulle overveje civil ulydighed. I et demokratisk retssamfund sjældnere end i autoritære samfund. Og den etiske berettigelse kan aldrig afgøres teoretisk. Den må altid sættes i forhold til den enkelte konkrete sag. Og der vil næppe være enighed om svaret i særlig mange tilfælde.

Endelig må det historisk konstateres, at præster oftere og tydeligere end de fleste andre persongrupper har bevæget sig ind i civil ulydighed og samvittighedsbetingede lovbrud. Det så man under besættelsen, man har set det i asylsager, og man har set det i tvangsfjernelsessager.

Årsagen er formentlig den enkle, at der er en folkelig forventning om, at præsten (kirken) hjælper den svage, og derfor bliver præster opsøgt. Det er en naturlig del af præstens sjælesorgsforpligtelse at forholde sig til de mennesker, der kommer til præstens dør.

I kirkeasylsagerne, hvor asylsøgere fik lov at søge tilflugt i kirker, kom medie- og offentlighedsaspektet kraftigt ind i billedet, hvilket giver disse et lidt andet præg end andre sager, hvor netop diskretionen har været det vigtigste.

I forhold hertil må man nok gøre sig den overvejelse, om civil ulydighed som led i en pr-strategi kan være med til at udvande begrebet og tage alvoren ud af de tilfælde, hvor den enkelte præst eller anden person på helt eget ansvar og med de risici, det indebærer, påtager sig at bruge civil ulydighed.

Kaj Bollmann er sognepræst og panelist på kristendom.dk.