Min favorithelgen

Den hellige Maria af Egypten er en kilde til håb

En dag så hun en gruppe pilgrimme gå ned til havnen, og hun fulgte efter dem, fordi hun gerne ville forføre dem. De gik ombord på et skib til Jerusalem, og hun fik også lov til at komme ombord, mod at hun tilbød sin krop som betaling til skibets mandskab, beretter ortodokse Kristian Larsen. Fotoet viser en syrisk ortodoks præst. Foto: AFP or licensors

På søndag mindes de ortodokse kristne den hellige Maria af Egypten, som levede et udsvævende liv, indtil hun oplevede, at en usynlig kraft forhindrede hende i at gå ind i Opstandelseskirken i Jerusalem, fortæller ortodokse Kristian Larsen

I den ortodokse kirke mindes vi den hellige Maria af Egypten på søndag (den femte søndag i den ortodokse faste). Beretningen om hende er for mig både rørende og rystende og en kilde til håb. Lever jeg kun for at tilfredsstille mig selv? Hvis det er tilfældet, kan jeg ikke komme ind til Kristus, som ønsker min kærlighed.

Beretningen er som følger: Munken Zosima, der levede i Palæstina, begav sig over Jordan-floden for at tilbringe den store faste i ørkenen på den anden side. Tyve dagsrejser fra Jordan fik han øje på et mærkeligt væsen, hvis hud var brændt mørk af solen, og hvis hvide hår hang ned over skuldrene.

Da han regnede med, at det måtte være en eremit, løb han hen til denne for at få velsignelse og nogle gode ord at høre. Eremitten forsøgte at skjule sig, men da han kom tæt nok på, kaldte eremitten ham ved navn, og bad ham kaste sin kappe til hende, da hun var nøgen. På hans opfordring fortæller hun ham sin historie.

Hun var født i Egypten, og da hun blev tolv år, forlod hun sine forældre og tog til byen Alexandria. Der førte hun et udsvævende liv. Hun havde sex med hvem, hun havde lyst til, ikke for pengenes skyld, men fordi det var, hvad hun brændte for. Sådan gik 17 år.

En dag så hun en gruppe pilgrimme gå ned til havnen, og hun fulgte efter dem, fordi hun gerne ville forføre dem. De gik ombord på et skib til Jerusalem, og hun fik også lov til at komme ombord, mod at hun tilbød sin krop som betaling til skibets mandskab. Vel ankommet i Jerusalem, fik hun lyst til at se Kristi kors i Opstandelseskirken.

Idet hun skulle ind ad døren til kirken, blev hun holdt tilbage af en usynlig kraft. Folk passerede forbi, men hun var ude af stand til at gå ind. Hun indså lidt efter lidt, at det skyldtes hendes livsstil, og hun faldt derfor ned foran Jomfru Marias ikon. Hun græd, bad om tilgivelse for sin fortid og om tilladelse til at gå ind, så hun kunne kaste sig ned foran Kristi kors. Til gengæld lovede hun at give afkald på verden og lysterne.

Pludselig følte hun sig befriet og kunne gå ind og ære Kristi kors. Bagefter bad hun Gudsmoder om at vise sig vej, og en stemme fortalte hende, at hvis hun gik over Jordan, ville hun finde fred dér. Hun begav sig straks på vej, passerede floden, gik langt ind i ørkenen og blev der i syvogfyrre år uden at møde nogen. Hun levede af de urter og rødder, hun kunne finde, mens hendes tøj efterhånden faldt fra hinanden, så hun blev udsat for den stærke sol om dagen og kulden om natten.

Den største kamp i de første mange år var imidlertid at holde sit løfte og trodse minderne og lidenskaberne, der stadig havde magt over hendes krop. Det lykkedes under vedholdende bønner og med Guds hjælp.

Da Maria var færdig med at fortælle sin historie til munken Zosima, bad hun ham om at komme tilbage til hende skærtorsdag det følgende år med den hellige nadver. Han kom som aftalt og fik øje på hende på den anden side af Jordan.

Hun gjorde korsets tegn og vandrede over vandet til ham. Da hun med tårer havde modtaget nadveren, sagde hun: ”Herre, nu lader du din tjenerinde fare i fred efter dit ord. Thi mine øjne har set din frelse” (Lukasevangeliet kapitel 2 vers 29). Så bad hun munken om at møde hende det følgende år i ørkenen det sted, hvor de havde mødtes første gang, og de tog afsked med hinanden.

Da munken Zosima skærtorsdag året efter kom til stedet i ørkenen, fandt han hende liggende livløs på jorden med armene over kors, og hovedet vendt mod øst. På jorden ved siden af sig havde hun skrevet, at hun var gået bort samme nat, som han havde givet hende nadveren, og at hun ønskede, at han begravede hendes lig. Mens han forgæves forsøgte at grave et hul i den hårde jord, kom en løve og slikkede hendes fødder. Da munken bad om hjælp, gravede løven graven med sine kløer, så han kunne lægge hende i den.

Den hellige Marias beretning blev skrevet ned af den hellige Sofronios, der var biskop af Jerusalem 634-638. Den hellige Maria levede formentlig omkring år 400. I Opstandelseskirken i Jerusalem er et kapel tilegnet den hellige Maria af Egypten. 

Kristian Larsen er cand.scient.pol. og ortodoks kristen.