- Den katolske kirke bliver ikke hetzet

Pressen skal påpege, hvis noget er kritisabelt og forkert, ellers svigter den sit ansvar, udtaler Kaare Rübner Jørgensen. - Foto: Foto: Privat

Kirsten Kjærulff tager fejl, når hun påstår, at medierne ikke behandler kirken sagligt, skriver mag.art. Kaare Rübner Jørgensen

Det bedste forsvar er et angreb. Denne gamle sandhed kom jeg til at tænke på, da jeg læste Kirsten Kjærulffs indlæg om pressens hetz mod paven og den katolske kirke.

Guderne skal vide, at der er mange, som af den ene eller anden grund hader den katolske kirke, men kan man i den foreliggende situation virkelig tale om en hetz? Er det ikke pressens opgave at oplyse os om, hvad der sker i den verden, vi er en del af? Skal den ikke påpege, hvis noget er kritisabelt og forkert?

Pressen har lov at kritisere
Jo, det skal den selvfølgelig, for ellers svigter den sit ansvar. Derfor skal den også have lov til at kritisere den katolske kirke, når den opdager, at noget er rav ruskende forkert i denne kirke. Og at der er det, kan vist alle nogenlunde intelligente mennesker efterhånden indse. Undtagen Kjærulff.

Kjærulff kommer helt op i det røde felt: pressens måde at skrive om den katolske kirke er usaglig og skandaløs, grænsende til det blasfemiske. Situationen minder om langfredags retssag mod Jesus: Ligesom Jesus er Kirken blevet forrådt af sine egne Judaser, og nu går alle dens modstandere løs på den med hån, spot og blasfemi og råber som dengang: KORSFÆST, KORSFÆST.

Hvor er det noget hysterisk vås. At man kan sammenligne retssagen mod Jesus, som evangelierne i øvrigt giver et ganske fortegnet billede af, med det, der i øjeblikket foregår i og omkring den katolske kirke, er for mig en gåde. Dertil kommer, at det også er temmelig pinligt at se den gamle katolske antisemitisme endnu engang stikke sit fæle fjæs frem. Lad os da for Guds skyld holde jøderne udenfor!

Mediernes behandling af kirken er saglig
Jeg læser dagligt tre danske aviser: Politiken, Information og Kristeligt Dagblad, og orienterer mig på nettet om, hvad der står i Berlingske Tidende og Jyllandsposten.

Desuden er jeg, om ikke hver dag, så flere gange om ugen inde på en række udenlandske nyhedsmediers hjemmesider for at se, hvad der er af nyheder, eller for at læse, hvordan de behandler de sager, der er omtalt i de danske aviser. Blandt dem er BBC News, Irish Times, New York Times, National Catholic Reporter, Der Spiegel, Die Welt og Haaretz. Når jeg er i England, hvad jeg er hver anden måned, læser jeg også The Guardian.

Den israelske avis kan vi her holde udenfor, men i ingen af de andre har jeg set den hetz, Kjæruff taler om. Nærmest tværtimod, vil jeg sige. Alle de artikler, jeg har læst, har været faktuelle og temmelig nøgternt skrevet. Ingen af dem har været saftige, slibrige og sensationslystne.

I de sidste tre uger har jeg endvidere mere end én gang talt med og haft besøg af journalister fra Berlingske Tidende, Jyllandsposten, Kristeligt Dagblad, Politiken, Danmarks Radio og TV2. At de undertiden går efter den gode historie, vil jeg ikke bebrejde dem, for det er en del af journalistikkens raison dêtre.

Journalister vil have dækning for deres historier
Mit indtryk af de journalister, jeg har truffet og talt med, har desuden været, at de har været meget forsigtige og tilbageholdende. For mig har det været tydeligt, at de ikke ønsker at bringe historier, som der ikke er dækning for. At føre en hetz mod kirken og dens præster har ikke været en del af deres agenda.

De erkender, at de generelt ikke ved meget om katolske kirke; noget jeg ikke mener, man kan bebrejde dem, for hvis ingen har fortalt dem om den, hvorfra skulle de så kende den og dens mange regler? Så min opgave har derfor også været af informativ art.

Kirken har ikke et vidensmonopol
Den katolske Kirke har altid været en provokation for en sekulariseret verden, som ikke har kunnet acceptere dens absolutte sandhedsbegreb,skriver Kjærulff.

Heri har hun ganske ret, selv om man også kunne vende det om og sige, at den sekulariserede verden altid har været en provokation for den katolske kirke. Kirkens ledere har jo aldrig kunne acceptere, at der var intelligente mennesker, der stillede sig kritisk til deres belæringer og til den måde, de styrede kirken på. At de ikke har et vidensmonopol har aldrig bekommet dem vel.

Dybest set handler det jo om, at den værdirelativisme, som de pluralistiske demokratiske samfund har bygget på siden oplysningstiden, er anfægtet af Den katolske Kirkes insisteren på en guddommelig sandhed hævet over menneskelig subjektivisme og værdirelativisme, sådan som det er Kirkens tro, og som både Pave Joh. Paul II og Pave Benedikt XVI så klart har givet udtryk for, siger hun videre.

Kampen står mellem forskellige samfundsmodeller
Heller ikke dette kan jeg være uenig i, for det illustrerer ganske godt den værdikamp, der finder sted i alle moderne samfund. Det er kampen mellem bevarelsen af fortidens tro og nutidens viden.

Men det er også en kamp mellem intolerance og tolerance og mellem forskellige samfundsmodeller. De to paver gør en autoritær og totalitær, ja nærmest fascistisk samfundsmodel til idealet, for her eksisterer der kun én sandhed. Og den sandhed er formuleret af dem selv.

At debattere deres afgørelser, at forholde sig kritisk til dem er forbudt, for de opfatter sig selv som ufejlbare repræsentanter for den guddommelige sandhed. Forsøger man alligevel herpå, betragtes det per automatik som en hetz og det uanset hvor sobert kritikken føres frem og hvor berettiget den er. Kjærulffs indlæg er et skoleeksempel herpå.

Kaare Rübner Jørgensen er mag.art. og formand for den reformkatolske gruppe Vi er også Kirken. Se ruebnerus.dk.