Den Nye Aftale ændrer ikke ved udgangspunktet

I enhver oversættelse sker der fravalg af forståelsesmuligheder, skriver professor Mogens Müller. Foto: Privatfoto

Oversættelsen "Den Nye Aftale" er et gedigent forsøg på at oversætte Bibelens anden del til et sprog, som de fleste kan forstå, mener professor Mogens Müller

Der har i den seneste tid været en del debat omkring oversættelse af Bibelen i forbindelse med udgivelsen af "Den Nye Aftale - Det Nye Testamente på Nudansk". Men hvad sker der, når man omskriver Bibelen til et moderne sprog. Skaber det fornyelse eller forfladigelse? Og kan man modernisere uden at ændre afgørende på indholdet?

Professor Mogens Müller svarer:

Fortolkning af en tekst er et forsøg på at formidle dens indhold, så det bliver forståeligt for en målgruppe. Derfor skal der også tages hensyn til målgruppens sprog og forståelseshorisont.

Der ændres ikke ved udgangspunktet
Der er selvfølgelig en hårfin balance mellem at formidle og fortabe indholdet. Men hvad Bibelen angår, er vi jo i den lykkelige situation, at udgangspunktet, de hebraiske og græske tekster ligger fast, stort set i hvert fald. Så vi kan hele tiden vende tilbage og spørge, om vi fik gjort det godt nok.

Bibelen er jo ikke en hellig bog i den forstand, at den er kommet ned fra himlen. Den skabte ikke en menighed, men den består af to samlinger af oldtidsskrifter, hvoraf den første og største del, Det Gamle Testamente, blev skrevet og samlet af oldtidens jøder, den anden del, Det Nye Testamente, blev skrevet og samlet af de første kristne.

I udgangspunktet var det altså ikke bogen, der skabte menigheden, men menigheden, der skabte bogen siden hen har der så rigtigt nok været tale om en vekselvirkning.

Men det kan ikke skjule, at Bibelen igennem kirkens lange historie er blevet forstået meget forskelligt, både i det lange historiske forløb og i forskellige grupper i det samme samfund for nu slet ikke at tale om de geografiske forskelle.

Der har altid eksisteret oversættelser
Kirken har altid levet med oversættelser. Jesus talte det mener i hvert fald de fleste aramæisk, og bortset fra enkeltord er der intet overleveret af og om Jesus på dette sprog. For de kristne menigheder blev meget hurtigt overvejende græsktalende.

Så allerede her fandt der en væsentlig oversættelse sted, hvorunder der givetvis er gået meget tabt, men sikkert nok også vundet adskilligt. I hvert fald for oldkirkens græske menigheder. De måtte jo desuden fra først af leve med en græsk oversættelse af Det Gamle Testamente, hvis hebraiske hurtigt blev lige så ubegribeligt for menighederne og deres teologer, som det er for de fleste i dag.

Her var kirken imidlertid så heldig, at Det Gamle Testamente allerede længe før Jesu tid forelå i en græsk oversættelse, den såkaldte Septuaginta. Den var bestemt ikke altid ordret i forhold til det hebraiske, men det mindskede ikke kærligheden.

Vi lever i en ny tid
Evangeliet er nu ikke et mantra, som det fordrer en eller anden mystisk indlevelse at begribe. Troen kommer ifølge Paulus af det, der høres og det hørte må derfor kunne forstås. Og naturligvis er det først forstået rigtigt, når det har affødt troen.

Men det har her altid været fortolkningens dilemma, om man skulle føre menigheden tilbage til Skriften eller føre Skriftens tale frem til menigheden.

Fortolkeren kan og skal selvfølgelig forsøge at begribe teksten ud fra den baggrund, som den blev til på, de sociale, kulturelle, magtpolitiske og religiøse forhold, der herskede på tidspunktet for dens tilblivelse.

Men vi hverken kan eller skal overtage dette univers. Vi har ikke samme verdensbillede, og vi deler ikke antikkens samfundssyn og opfattelse af forholdet mellem mand og kvinde.

Den Nye Aftale er for alle
Oversættelsen "Den Nye Aftale - Det Nye Testamente på nudansk" er efter min mening et gedigent forsøg på at oversætte Bibelens anden del til et sprog, som det, ud over interesse, ikke kræver særlige kirkelige eller andre specielle forudsætninger at forstå.

For at bruge fotografiet som analogi, så er opløsningen i dette forsøg ikke stor. Men ønsker nogen en større opløsning, så de kan se flere nuancer, foreligger der jo den autoriserede oversættelse, og er hverken den eller dens forgængere gode nok og god nok er jo ingen så må man gå til den græske tekst.

For i enhver oversættelse sker der fravalg af forståelsesmuligheder. Men det gælder naturligvis om, at det ikke er teksternes indhold, der forenkles, men alene sproget, selv om de to ting ikke helt kan adskilles. Men det er indholdet, der er ophøjet, ikke sproget. Og et gammeldags og opstyltet sprog sikrer ikke ophøjetheden.