"Der sås alt for lidt himmelhåb i vor tid!"

Himlen er stedet for Guds domæne, der hvor han hersker alene! skriver baptistpræst Henrik Friberg. Foto: Privatfoto

Himmelhåbet, som vi markerer på Kristi Himmelfartsdag, afføder i sagens natur en længsel efter kongen selv, skriver baptistpræst Henrik Friberg

I bønnen Fadervor beder vi du som er i Himlene og i brevet til Efeserne står der, at Gud oprejste Kristus fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen og mange andre steder i Det Nye Testamente er himlen (eller himlene) nævnt som en del af det kristne begrebsunivers.

Himlen er beskrevet på en måde, så vi tydeligvis må forstå, at begrebet himmel bærer på en betydning, der er andet end luftrummet, hvor skyerne svæver:

Himlen er stedet for Guds domæne, der hvor han hersker alene. Så, ja; himlen, som Guds land, findes altså, men hvad kan det betyde for mig i dag?

Jeg har bemærket, at den kristne tro alt for ofte reduceres til spørgsmålet, om vi kan komme i Himlen eller ej, når vi dør. Det er, for mig at se, en fatal skævvridning af evangeliet. Den kristne tro har aldrig haft Himlen som objekt for troen. Der har i kirkens historie aldrig været tradition for at rette sin tro specifikt mod himlen. Heller ikke de to kendte trosbekendelser (den apostolske og nikænske) retter sig mod bekendelsen af himlen.

Himlen sprænger rammer

Troen er nemlig ikke rettet mod et sted, men mod en person, nemlig Jesus Kristus. Gennem Kristus introduceres vi for en ny virkelighedsforståelse, der betragtes i lyset af Gudsriget, altså himmelhåbets lys.

Derfor får Himlen stor betydning i mit begrebsunivers. Gennem troen på Kristus bliver jeg vidne til en virkelighed, der røber tegn på det ubeskrivelige, som er bedre end det, der kan siges og forventes.

Disse erfaringer opstår i mine relationer med mennesker. De sprænger mine forståelsesrammer for tid, sted og årsag. Jeg forbløffes, når jeg møder det usigelige, som jeg kun kan gribe om ved at håbe på det. Overraskelsen bliver stor, og jeg lille, hver gang jeg bliver vidne til disse himmelske tegn og signaler i min hverdag.

Det himmelske er godt og sandt

Vores verden er kendetegnet ved udbredt vilkårlighed i balancen mellem godt og ondt, forgængeligt og varigt samt styrke og svaghed. Men himmelhåbet giver mig, ved troen på Kristus, en reference, så jeg kan navigere i denne vilkårlighed. Himmelhåbet gør ikke til skamme, siger Paulus (Rom 5,5). Verden kan let blive en ubestemmelig grød af himmelsk og jordisk, så vi mister både himmel- og jordforbindelsen.

Kun på grund af himmelhåbet kan det himmelske bekræftes og identificeres midt i dette miskmask. For det himmelske er alene godt og sandt: Himlen er ene af salighed fuld (...) Himlen alene for sorgen er kvit (...) Himlens salighed ene skal stå, skriver Kingo i sin stærke salme Sorrig og glæde de vandre til hobe (Den Danske Salmebog nr 46).

Kristus har indtaget sit land

Med Kristus får håbet om himlen en særlig karakter, når jeg fejrer Kristi Himmelfart. Evangeliets pointe bliver, at Kristus, som Kongen, har indtaget sit land, nemlig det land, der alene er godt og sandt. Med Kristus, kongen, legitimeres håbet om himmelriget. Ved Helligånden har han placeret rigets små ambassader i min virkelighed. Jeg møder og genkender disse ambassader, dér hvor glæden og freden får fodfæste i relationer, som jeg er involveret i.

Himmelhåb sås himmelerfaring høstes

Himmelhåbet, som vi markerer på Kristi Himmelfartsdag, afføder i sagens natur en længsel efter kongen selv. Jesus sagde, før han fór til himmels, at han ville komme igen. Det er et løfte, som gør himmelhåbet relevant for alt jordisk og dermed også for os. Dette håb er som frø, der er lagt i hænderne på kirken for at blive sået. En opgave, som kirken i Danmark ikke har været god nok til at løfte, synes jeg; der sås alt for lidt himmelhåb i vor tid!

Hvis ikke vi sår himmelhåb, kommer vi heller ikke til at høste himmel- og Kristus-erfaring - det er evangeliets skarpe budskab. Det gode er dog; når vi sår himmelhåb, har vi det bedste foran os!

Henrik Friberg,
Baptistpræst