"Det er Djævelen, jeg forsager"

Jeg afstår … for at modstå... ondskaben...

Jeg tvivler ikke. Ikke længere. Jeg tvivler ikke på ondskaben. Desværre. Den står lyslevende foran mig, når jeg kigger ud. Ikke, at jeg forsager verden. Det gør jeg ikke. Ikke længere. Det er Djævelen, jeg forsager. Ondskaben selv.
 
”Den slags drives kun ud ved bøn og faste …” sagde Jesus tørt konstaterende til sine disciple, da de forgæves havde taget kampen op mod det onde. Konfrontér ondskaben. Ikke ved at opruste, puste sig op og lave åndelig gymnastik. Men ved at afstå. Og bede. Og tro.
 
Fast. Dagligt. Kontinuerligt.

Sådan bad min bedstefar. Hver morgen, hver dag, samme sted. Han valgte det. Et tilvalg. Ikke båret af følelser. Han bad for familien, for den kirke han trofast gik i hver søndag, for byen han boede i og for forfulgte kristne. Han tog ansvar. I kampen mod ondskaben.

Jeg bad sammen med ham mange gange. En vekselvirkning mellem hans egne ord og Bibelens ord. Hans egne ord og ”Guds Ord”. Det forgængelige og det uforgængelige. Det timelige og det evige.

Jesus modstod det onde i ørkenen. Med sin munds ord afværgede Jesus ondskaben, da Han fastede i ørkenen og stod ansigt til ansigt overfor ondskaben selv. ”Der står skrevet…” sagde Han. Et ord fra Guds egen mund – der står højere, vejer tungere, end Ondskabens ord.

Ord.
Bønnens ord.
Men ikke bare ord.
Ord og handling.

Løse ondskabens lænker. Sprænge ågets bånd. Det er den faste Han ønsker, skriver Esajas. Ikke en isoleret passiv faste i en osteklokke fjern fra verdens problemer, men en aktiv faste, hvor vi deler vores brød med den sultne, giver husly til hjemløse, tøj til den nøgne og ikke vender ryggen til vores egne. Vi bryder ågets bånd og sprænger ondskabens lænker, når vi våger at se… og derefter handler. En tyver til ”Hus-forbi” sælgeren? En aften om ugen til et frivilligt suppe-køkken? Aftensmad til naboen? Daglig bøn for de syriske flygtninge?

Det onde.
Fri os fra det.