"Det er i relationen til Gud, at tilgivelsen bliver mulig"

Foto: Leif Tuxen

"I Fadervor er der en dobbelthed mellem Guds tilgivelse på den ene side og vores egen aktive deltagelse i tilgivelsen på den anden," skriver pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith

Det menes, at Matthæusevangeliet er den ældste og mest oprindelige kilde til Fadervor. Samtidig er Fadervor kernestykket i Bjergprædikenen, og teksten dukker op midt i en række andre formaninger, som Jesus deler med sine disciple om ret levevis. I dette er bønnen helt central, fordi det er selve kernen i at leve i relation til Gud.

LÆS OGSÅ: "Bøn er både sårbarhed og prostest"

Der kan siges meget om Fadervor, og tager man den linje for linje, gemmer der sig mange dybdelag i hver sætning. Man skal næsten drøvtygge Fadervor.

Vi skal tilgive

Et af de store kernespørgsmål er, hvordan man skal forstå det, som kaldes den femte bøn: "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere "

LÆS OGSÅ:
Skal man altid vende den anden kind til?

Der er skrevet megen teologi over dette, og mange har taget Matthæusteksten bogstaveligt, når der lige efter introduktionen af Fadervor står:

For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres himmelske Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.

Det er svært, for vi ved alle, hvor vanskeligt det kan være at tilgive. Når noget, som har været meget sårbart i ens liv, er blevet overtrådt, skal man til en meget dybere kilde for at kunne forsone sig med det, som er sket. Og egentlig kommer tilgivelsen jo netop fra en dybere kilde, nemlig fra Gud selv.

LÆS OGSÅ: Er det ikke egoistisk altid at forvente Guds tilgivelse?

Hvorfor er den så afhængig af vores egen aktive indsats? Bliver det ikke netop til gerningsretfærdighed og hykleri, hvis man tror, at man af egen vilje og helt af sig selv kan tilgive det, som kun synes muligt at tilgive for Gud?

Vi bliver tilgivet
I Fadervor er der en dobbelthed mellem Guds tilgivelse på den ene side og vores egen aktive deltagelse i tilgivelsen på den anden. Måske skal det forstås sådan, at Gud ikke kan komme til at forme os og hjælpe os med at tilgive, hvis ikke vi selv arbejder hen imod at være forsonende og at komme andre i møde.

Vi bør ikke bære bitterhed i vore hjerter, kunne man etisk set sige, men det er nemmere sagt end gjort. Derfor er der brug for bønnen for at støtte os i, at det er i relationen til Gud, at tilgivelsen bliver mulig.

Vi indeholder alle hjørner af mulm
Grundlæggeren af Taizé-fællesskabet, Broder Roger, der brugte hele sit liv på at arbejde for forsoning, indkredser dette svære i denne enkle bøn:

Jesus Kristus, du fylder vore sjæle med forbavsende lys fra din opstandelses morgen. Selvom der er hjørner af mulm i enhver af os, er det da vi opdager, at dit nærværs mysterium omslutter os.
(Broder Roger, Taizè, påskemorgen 2003)

LÆS OGSÅ:
Bibelen, Luther og Kierkegaard om tilgivelse

Disse hjørner af mulm i enhver af os er det, de fleste af os kæmper med hele livet igennem. Dette mulm kan være vort livs smerte og bygge på erindringer, der har sat sig ubarmhjertigt næsten ubønhørligt fast.

Men her er det, at troen på opstandelsens morgen, som Broder Roger udtrykker det, kommer ind som et håb, der gennembryder enhver tvivl. Selvom vi ikke altid mærker det, er lyset stærkere end mørket.

Kærligheden sejrer over døden. For selv dér, hvor smerten synes at sejre, er der en større kraft, som bærer os og løfter os. På den ene eller den anden side af evigheden. Med eller uden synlig form.

Bønnen er det, der kan hjælpe os til belyse disse hjørner af mulm, som vi bærer på. Ved at kaste lyset fra kærlighedens morgen ind over det vi kæmper med, kan der ske en opstandelse i os en forvandling, der bliver kilde til nyt liv.

Der er et lys i mørket

Bønnen er kontemplationen på det kærlighedens lys, som stammer fra opstandelsens kilde selve det lys, der fra evigheden bryder ind gennem tiden og giver næring til tro og håb.

Det kan virke abstrakt og fjernt, men ved længerevarende bønspraksis og ved at turde hvile i stilheden vokser der dimensioner af erkendelse frem, som kan bære os videre, på svære veje. Vi opdager, at der er et større rum end vort eget, og at der i dette rum, som måske umiddelbart kunne synes tomt og skræmmende, findes en kilde, som bærer.

Martin Lönnebo siger det smukt i følgende bøn:

Du er blevet én af os
Alt vort mørke er du
for at kunne oplyse det.
Vor svaghed kender du
for at kunne blive vor styrke.
Støvfnugget Jorden har du, Gud
ført til dit hjerte.
Du ser på mig med kærlighed
og jeg bliver virkelig.

Dette er anden og sidste del af pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seiths miniserie om bøn. Den første kan læses her.

Lys, flammer Foto: Iris