Det gyldne kompas er ateistisk propaganda

I en tid, hvor interessen for det åndelige er kommet tilbage, bør vi kræve åndelige varedeklarationer, så vi ved, hvad vi fodrer vores sjæl med, skriver Iben Tranholm i en kommentar til filmen "Det gyldne kompas". Foto: SF-film.

Hvis vi bygger vores liv på, hvad vi ser i en krystalkugle, er der alvorlig fare for at komme til begå fejltagelser, skriver informationschef i Den Katolske Kirke i Danmark Iben Thranholm i debatten på Kristendom.dk

Filmen Det gyldne kompas er meget mere end en uskyldig eventyr-historie om kampen mellem det gode og det onde. Den er i høj grad en film med et åndeligt budskab.

Fantasy-film bedømmes ofte kun ud fra deres underholdningsværdi, men flere af dem er ofte groft manipulerende og hjernevasker børn med et bestemt budsskab, nemlig mistro til (religiøse) autoriteter og tillid til magi.

Ved hjælp af et gyldent kompas, en sandhedsmåler, kæmper pigen Lyra en trodsig kamp mod det altdominerende Magisterium, som vel at mærke er en anden betegnelse for Den katolske Kirkes læremyndighed, for at finde en sandhed om verden, som det forsøger at skjule. Det store spørgsmål er, hvorfor et gyldent kompas nu skulle være en bedre vejviser end kirken?

Kirken er grundlagt af Jesus Kristus selv, ikke af mennesker, og dens læremyndighed består kun i at bringe videre, hvad han har sagt, til forskellige tidsaldre. Kirken pålægger ikke nogen noget, men er en vejviser.

Åndskampen i filmen bliver en gentagelse af syndefaldsmyten. Mennesket skal ikke lytte til, hvad Gud har sagt, men finde sin egen sandhed. Ordet "compass" kan også oversættes med person.

Kirken er i kraft af Jesus - som personificeret sandhed - selv en personlig vejleder, men i filmen udskiftes denne med et instrument med unavngivne kræfter.

Filmen vil gerne slå et slag for en rationel vej til at finde sandheden, men ender med selv at gøre knæfald for det irrationelle. Når Lyra skal finde sandheden, ser hun nogle tågede syner i kompasset, som hun så opfatter som den ultimative sandhed. Hvad det er for en kraft, hun får kontakt med, melder historien ingenting om. Men hvad er mon mest fornuftigt: at søge sandheden i en krystalkugle eller i kirkens tusindårige tradition?

Kirken har ganske vist af og til taget fejl i dens efterfølgelse af Kristus, men netop det er faktisk en god grund til at holde fast i traditionen.

Kirken lærer også af sine fejltagelser. Den fører for eksempel ikke længere korstog, og den udvikler sin forståelse af menneskets værdighed.

Hvis vi vender os bort fra kirkens erfaringsgrundlag i et hug og i stedet bygger vores liv på, hvad vi ser i en krystalkugle, er der alvorlig fare for at komme til begå fejltagelser.

Ironisk nok ender filmen selv med at blive doktrinær. Alle sandheder, som ikke er udsagt af kompasset, er onde og usande. I en tid, hvor interessen for det åndelige er kommet tilbage, bør vi kræve åndelige varedeklarationer, så vi i det mindste ved, hvad vi fodrer vores sjæl med.

I Det gyldne kompas serveres en gang ateistisk propaganda forklædt som spændende eventyr-historie.