"Det meste af tiden er bøn hårdt åndeligt arbejde"

Georgien huser den nyeste gruppe af internt fordrevne fra konflikten i 2008, hvor 68.000 mennesker måtte ...

"Hvis jeg er helt ærlig, så findes der dage, hvor jeg slet ikke ved, om jeg er tæt på Gud eller ej. Det ville være fint, hvis jeg til enhver bøn kunne føle Guds nærvær og hans kærlighed. Men det kan jeg ikke - desværre. Af og til kan jeg det, men det er meget sjældent," skriver søster Anna-Mirijam Kaschner. Foto: Søren Staal

De daglige tidebønner sætter i høj grad rammen omkring klosterlivet. Søster Anna-Mirijam Kaschner beretter om et liv i bøn og om bønnens betydning for hende

Klokken er kl. 6.15, og mit vækkeur ringer. En ny dag begynder. Hos os i klostret startes og afsluttes dagen med bøn. Selvom jeg må indrømme, at bønnen om morgenen først kommer efter kaffemaskinen.

LÆS OGSÅ
: Kristendom.dk's tema om store bededag

Vi har en fast bønsrytme, som ledsager alle andre ting, vi gør og laver om dagen. Vi har personlig bøn og fælles bøn. Efter min første kop kaffe om morgen går jeg i kirken. Her er der nu tid og fred og ro til en halv times privat bøn. Det meste af tiden tager jeg dagens evangelietekst som udgangspunkt for min meditation. Meningen med denne tid er at fordybe sig i Guds ord og allerede nu at lægge dagen i Guds hænder.

Bønstiderne skal samle os om Gud
Efterfølgende starter vores fælles morgenbøn. Søstrene samles i kirken, og vi beder kirkens officielle morgenbøn, som hedder Laudes. Denne bøn er opbygget som en ordets gudstjeneste, med hymner, salmer, læsningen, evangelietekst, forbønner, fadervor og velsignelsen. Bagefter spiser vi morgenmad og går til hver vores arbejde.

Når det bliver frokosttid, samles søstrene, der er hjemme, igen i kirken og beder middagsbønnen, som er den samme som om aften til aftenbønnen (Vesper), og så har vi natbønnen, som kaldes Komplet. Alle disse bønstider har som formål at samle sig som et fællesskab om Gud og om Guds ord.

LÆS OGSÅ
: Fem bønner af Frans af Assisi

For mig er disse tider en vidunderlig skat. Her har jeg mulighed for morgen, middag, aften og inden jeg går i seng at sætte fokus på det eller rettere på den, som er afgørende i mit liv, på Gud. Bønnen er næringen til mit åndelige liv.

I bønnens rytme tilbringer vi som ordenssøstre eller præster eller troende, der også beder tidebønnen, vores dagligdag. Udover det har vi vores private bøn meditation og skriftlæsning og rosenkransbøn. Fordi bønnen har en stor betydning for os, tænker mange, at vi er tættere på Gud, at vi har et bedre forhold til Gud, at vi måske endda er mere hellige.

Jeg føler ikke altid Guds nærvær
Hvis jeg er helt ærlig, så findes der dage, hvor jeg slet ikke ved, om jeg er tæt på Gud eller ej. Det ville være fint, hvis jeg til enhver bøn kunne føle Guds nærvær og hans kærlighed. Men det kan jeg ikke desværre. Af og til kan jeg det, men det er meget sjældent.

Det meste af tiden er bønnen hårdt åndeligt arbejde. Det handler om at være trofast, det vil sige at blive ved med at stå til rådighed for Gud, selvom jeg ikke kan få noget ud af det. Det handler om at finde Guds vilje for mit liv, og dette er forbundet med omvendelse. Det kan være, at jeg under bønnen mærker, at jeg ikke lever op til Guds vilje, og at jeg ikke efterfølger Jesus, som jeg skulle. Det kan være smertefuldt at opdage det og forandre sig, og det handler om at erkende og anerkende, at jeg ikke selv er Gud, men at der findes én, der er større end mig.

Bønnen er på den måde spændende, fordi den handler om et forhold til én, der elsker mig. Samtidig er bønnen også anstrengende, fordi den handler om et forhold til én, der udfordrer mig.

LÆS OGSÅ:Bøn for begyndere

Bøn kan også være kedeligt
Nogle gange er bønnen kedelig, fordi jeg er distraheret, jeg har andre ting at gøre, er stresset, har ikke tid til at sætte mig i kirken og fordi der ikke sker noget.

Nogle gange har jeg også en forventning om, at jeg nu i bønnen vil møde og føle Gud. Og så sker der ingenting. Er det, fordi Gud ikke eksisterer? Er det, fordi han ikke kan lide mig mere? Eller kan det være, at det er, fordi Gud ikke fungerer som en maskine eller en automat, hvor jeg sætter min bøn ind, og så kommer der som belønning en følelse af Guds nærvær ud?

Især tidebønnen altså Laudes, Middagsbøn, Vesper, Komplet er dybest set en stedfortrædende bøn, vi beder sammen med Kristus til Gud vores Far, og vi gør det ikke kun for os selv, men stedfortrædende for alle mennesker, især dem der har svært ved at bede, eller dem som er i nød, er syge og så videre.

Denne stedfortrædertanke hjælper mig ofte, når jeg beder lovprisningssalmer, og overhovedet ikke føler mig i humør til at prise Gud, eller når jeg har det rigtig godt og så skal bede fra Davids salmer: Fra det dybe råber jeg til dig Gud, hør mit skrig, o Herre". Så tænker jeg på, at der i dette øjeblik findes et menneske i verden, som helt sikkert befinder sig i denne situation, hvor han eller hun ikke kan finde en udvej. For dette menneske beder jeg så denne bøn, som slet ikke genspejler min egen situation her og nu.

Bøn er som sæbe - det skal bruges
Alt det hører med til bønnen. Og fordi bønnen er så mangfoldig, skal den praktiseres. Bønnen kan man sammenligne med et stykke sæbe. Hvis sæben kun ligger på håndvasken og ikke bruges til at vaske hænder, så bliver hænderne snavset. Det samme med bønnen. Hvis jeg kun ved, at bønnen findes, og kun bruger den i nogle nødsituationer, så kan jeg ikke finde glæden og skatten, der ligger i bønnen.

Og bønnen kan gøres livlig, idet man bruger forskellige bønsformer eller gestikker, man kan knæle, stå, sidde eller ligge på gulvet. Man kan tale med Gud som en ven, man kan tie stille, man kan synge, man kan bede nogle faste formulerede bønner eller bede ud af hjertet, sådan som Jesus råder:

Når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din Fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Glædelig store bededag.

Søster Anna-Mirijam Kaschner er nonne og panelist på kristendom.dk.