"Det nye ministerium kan få os til at tænke på nye måder"

Lad os give det nye kirkeministerium en chance og vende tilbage om 100 dage for at bedømme resultatet, skriver katolsk diakon Kaare Nielsen. Foto: Leif Tuxen

Vi mennesker har nok for vane, at blive hængende i vores faste strukturer. Forandring kræver, at vi ser ting med nye øjne og orienterer os på ny, skriver katolsk diakon Kaare Nielsen

Min første reaktion på navneændringen hos kirkeministeriet var, at det er en klar nedprioritering af det kirkelige og en klar henvisning til andenpladsen, da det nu hedder Ministeriet for Ligestilling og Kirke.

Men efter at have tænkt lidt over det, vil det nok være en for hurtig dom at fælde. Det er altid godt at give nye bekendtskaber, chefer og også ministre, en tid til at vise, hvordan de omsætter deres ord til handling.

Handling afslører langt mere end ord. Derfor er jeg af den opfattelse, at vi må give regeringen og dermed ministeriet - lad os sige 100 dage - til at vise, hvor de vil gå hen.

Jeg håber meget inderligt, at det ikke er en nedprioritering af det kirkelige, og dermed af den kristne tro i vores samfund. Måske kunne vi tage det som en udfordring til at gå nye veje?

Og selv om jeg ikke er en del af folkekirken, synes jeg dog, det kunne være en fordel at man på den måde bliver tvunget ind i at tænke nyt.

Vi mennesker har nok for vane, at blive hængende i vores faste strukturer. Forandring kræver, at vi ser ting med nye øjne og orienterer os på ny. Og derefter handler.

Så lad os give det en chance og vende tilbage om 100 dage for at bedømme resultatet.

I Prædikerens Bog 3,1 står der:

"Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt."

Måske er tiden nu for at give en chance og være positiv. Senere kommer tiden for at bedømme.

Kaare Nielsen er diakon og leder af Missio Danmark