Middelalderens munke kidnappede hellige relikvier fra kirker

Relikvier var så værdifulde for et klosters status og overlevelse, at munkene tilsidesatte moralen og bortførte relikvierne fra andre klostre og kirker for at opnå helgenens beskyttelse, skriver lektor Karen M. Larsen

Et af de mange bemærkelsesværdige træk ved middelalderens religiøsitet er, at vi har talrige historier om relikvietyverier.

Der er historier om munke, der i nattens mulm og mørke sneg sig ind i kirker og røvede en helgens lig for så, forfulgt af den ophidsede lokalbefolkning, at bringe de hellige relikvier sikkert frem til deres egne klostre. Men der er også fortællinger om, hvordan bevæbnede grupper direkte angreb en kirke for at tvinge de lokale til at udlevere de jordiske rester af den helgen, der lå begravet der.

Historierne viser, at en grundlæggende umoralsk handling også kan tolkes som moralsk acceptabel, hvis konteksten byder det.

Relikvier er enten de jordiske rester af afdøde hellige mennesker eller nogle af deres ejendele, der menes at indeholde noget af den afdødes hellighed. Men hvordan kan man få sig til at stjæle helgeners jordiske rester, når nu disse mennesker lige præcist var hellige, fordi de holdt sig strengt til de ti bud, der blandt andet forbyder tyveri?

Ja, det spørgsmål forsøger historieprofessor Patrick J. Geary fra Princeton Universitetet i USA at besvare i bogen ”Furta Sacra – Thefts of Relics in the Central Middle Ages” - på dansk "Furta Sacra - Tyverier af relikvier i højmiddelalderen".

Patrick J. Gearys bog dækker tidsperioden cirka 800-1100-tallet, som var en meget kriseramt tid for Europa, der blandt andet var plaget af borgerkrig. Man var derfor på udkig efter overnaturlige beskyttere. Dette gjaldt ikke mindst for klostrene, der hørte til de vigtigste religiøse organisationer i Europa nord for alperne i perioden. 

De store sammenslutninger af klostre, som vi ser i tiden efter denne periode, fandtes ikke endnu, så hvert kloster måtte se at klare sig selv. Og det var ikke nemt, for de var truet af vikingernes plyndringer, afpresninger fra den lokale adel, og ikke mindst af at blive udkonkurreret af andre klostre.

I en tid hvor befolkningen levede på et eksistensminimum, var der kun få ressourcer, der kunne afsættes som til gaver til klostrene, så konkurrencen om lægfolkets gunst var hård. En hellig beskytter i form af en helgens relikvier kunne give et kloster håb om både at blive skærmet mod fjendtlige overgreb og generere gaver fra fromme lægfolk, der i ønsket at blive helbredt for diverse sygdomme gav gaver til den helgen, hvis relikvier blev æret i klostret.

Behovet for relikvier var også stort, fordi der på Karl den stores tid var blevet lavet en kirkelov om, at alle altre skulle indeholde relikvier, men antallet af disse var langt mindre end behovet i Europa nord for Alperne. En løsning kunne derfor være at stjæle relikvier.

Nu var det selvfølgelig ikke sådan, at man i den tidlige middelalder ikke vidste, at det var moralsk problematisk at stjæle. Men hensigten helliger midlet, og denne form for hellig kriminalitet skal også forstås på baggrund af den tidlige middelalders opfattelse af relikvier. Relikvier var ikke blot de jordiske rester eller ejendele fra en helgen. Relikvierne var identiske med den hellige person – der i overnaturlig forstand var levende og i fuld vigør. Helgenen var på trods af sin død udstyret med vilje og handlekraft. Hvis en helgen ikke ønskede, at hans eller hendes relikvier skulle stjæles, forhindrede han eller hun det – om nødvendigt ved at dræbe tyven.

Ud fra den logik var relikvietyveri sådan set ikke tyveri, men snarere kidnapning. Tanken var, at kun en helgen, som følte sig forsømt af befolkningen, ville lade sig stjæle. Helgenen ville ifølge denne tankegang også belønne sit nye hjem med et utal af mirkaler, når han eller hun blev overøst med ægte respekt og ære.

Disse middelalderlige fortællinger om relikvietyverier viser, at hvad der umiddelbart kan virke som en umoralsk handling indenfor en religion, faktisk også kan opfattes som en from og god handling i den samme religion. Det afgørende er ikke selve handlingen, men samfundets tolkning af den. En tolkning, der er påvirket af ikke blot religiøse overvejelser, men også af de sociale, økonomiske og politiske forhold i samtiden.

Karen M. Larsen er lektor, cand.mag. og panelist ved religion.dk.