7-årige Dominic kan lære os om næstekærlighed

Helgenen Dominic Savio ønskede, at Jesus og den hellige Jomfru skulle være hans bedste venner. Barnlige ord, måske, men også vanskeligt sande, mener katolik Elisabeth Hartman Evald

”Vær hellige!”, lyder det gentagne gange i Bibelen – en opfordring, som synes antikveret, kikset og utiltalende i en kultur, som er præget af, at vi skal bryde grænser og udfordre konventioner. Og hvad betyder den opfordring egentlig?

Som ny katolik har jeg måttet søge vejledning i dels at fatte, dels at følge opfordringen. Derfor har jeg konsulteret de mennesker, kirken selv betegner som hellige, nemlig helgenerne. Særligt har jeg ledt efter såre simple formuleringer for den yderst komplicerede hellige livsførelse.

Den slags findes eksempelvis hos den hellige Dominic Savio, som endda fremstiller sagen barnligt simpelt – hvilket måske ikke overrasker, eftersom hans liv ikke blev længere end 14 år.

Dominic voksede op i Norditalien i 1800-talllet i en fattig familie. Fra barnsben agtede han troen på Kristus højt, idet han ofte bad og viste et stærkt tilhørsforhold til kirken.

Han fik derfor særtilladelse til at modtage sin første kommunion, den katolske nadver, allerede som syvårig og omtalte efterfølgende begivenheden som den lykkeligste dag i hans liv. Det var også denne dag, han formulerede fire såre simple principper for den hellige livsførelse – principper, han ønskede at efterleve resten af sine dage.

For det første ville Dominic gå til kommunion så tit som muligt. Denne higen efter sakramentet er han ikke ene om – nej, faktisk forekommer den påfaldende ofte hos helgenerne generelt.

Kommunionen synes at være fundamentet for et helligt liv. Her forenes den kristne med Kristus på ganske fysisk vis, og det fællesskab er essentielt, for uden Kristi tilgivende styrke formår mennesket ikke at leve helligt.

Desuden skaber kommunionen bånd mellem alle modtagere af Kristi legeme, så de sammen er Kristi legeme. Kommunionen grundlægger med andre ord fællesskabet med og kærligheden til både Kristus og medmennesket – og en sådan kærlighed er vel synonym for hellighed.

Det næste punkt på hans liste virker måske vilkårligt for en overfladisk betragtning, men Dominics ord rummer tyngder af visdom. I tråd med, hvad den kristne i den katolske kirke bydes at gøre, besluttede han nemlig at helligholde søndagen.

Ligesom jeg selv havde Dominic en hverdag med skolegang og gøremål, og i en sådan glemmes ambitionen om hellighed let – hvis man altså ikke er dybt forankret i kommunionens fællesskab.

Om søndagen er der heldigvis lejlighed til at lade hele dagen stå i kommunionens tegn med alt, hvad det indebærer af fællesskab med Kristus i for eksempel bøn og kærlighed til næsten.

Denne forankring vil automatisk lyse ind over den kommende uge og forudsætter noget så umiddelbart ”uåndeligt” som at planlægge sin tid, så det bliver muligt at helligholde søndagen. Det er dog lettere sagt end gjort, og måske man skulle følge den syvårige drengs prioritering og skynde sig at skrive den i kalenderen.

I Dominics tredje punkt topper sprogets barnlige simpelhed. Her lyder det, at Jesus og den hellige Jomfru skulle være hans bedste venner. Denne målsætning lader fikspunktet, som gives i kommunionen og udfoldes om søndagen, brede sig til hverdagen; ved at betragte fællesskabet med Kristus som drivkraft formåede Dominic at møde sine omgivelser med dyb, guddommelig kærlighed. Barnlige ord, måske – men også vanskeligt sande.

Med disse tre leveregler forfattet af en syvårig guides vi til hellighed – et solidt fællesskab med Kristus og hans nåde. Dominic afsluttede desuden sin liste med et ønske om, hvad der skulle ske, hvis han brød fællesskabet: Hellere dø end at synde, lød det.

Han havde tydeligvis fattet, at livet findes i Kristus-forholdet. At dø tidligt og gå ind til livet er bedre end at leve i lang tid og gå ind til en evig død, fordi man har kappet forbindelsen til livet.

Hvem ved, om Gud opfyldte ønsket? Den hellige Dominic Savio døde som 14-årig uden at have brudt relationen til den tilgivende Kristus – og til sine medkristne efterlod han fire simple principper, som lod os ane den Største i den mindste.

Elisabeth Hartman Evald er katolik, har en bachelor i teologi og studerer nu kunsthistorie.