"Drag ingen forhastede beslutninger om folkekirken"

Folkekirken er en dansk institution, som danskerne ikke kan undvære. Det viser de ved medlemstallet. Jeg er sikker på, at folkekirken har mange gode år i sig endnu, skriver stud. theol. Anders Martin Lauritsen op til folketingsvalget.

VALG: Lad præsterne afgøre, hvordan man styrer kirken fremover. Politikerne bør blande sig udenom, mener stud.theol. Anders Martin Lauritsen

Hvor vigtige er kirkelige spørgsmål for dig, når du stemmer til folketingsvalg?

Når jeg den 15. september afgiver min stemme ved dette folketingsvalg er kirkelige spørgsmål (og svar) i min top 3 over vigtige områder. Vil et parti adskille kirke og stat? Vil en politiker blande sig i kirkens organisering? Disse spørgsmål er vigtige for mig.

For 4 år siden startede jeg på det teologiske studium ved Københavns Universitet. Jeg søgte ind på teologi, fordi jeg i fremtiden ønsker at virke som præst. Og da jeg har valgt denne vej, så kan disse områder have en stor indvirkning på min helt egen nære fremtid.

Hvad bliver den største kirkepolitiske udfordring for den kommende regering?
Det er svært at spå om fremtiden, men som situationen ser ud lige nu, så vil den største udfordring sikkert blive spørgsmålet om en kirkeforfatning eller ej. Skal der gøres brug af grundlovens paragraf 66?

Jeg mener selv, at politikerne skal lade kirken om dette spørgsmål. Ønsker folkekirken en forfatning, der eventuelt kan angive en klar ledelsesorganisering i folkekirken, så skal folkekirken selv lave denne ordning eller forfatning, som det nu hedder. Lad teologerne og præsterne, som er eksperter inden for folkekirkeområdet om at debattere dette.

Det er også et stort problem, at mange af de politikere, som diskuterer dette spørgsmål, enten erklærer sig som ateister eller er af anden tro end kristendommen.

Et andet spørgsmål er den store diskussion der er lige nu: Skal homoseksuelle have samme ægteskabelige rettigheder i folkekirken som heteroseksuelle?

Emnet er sprængfarligt, og alle udøvende kristne har en holdning til dette spørgsmål. Nogle går ind for ligheden, og dermed de lige rettigheder, mens andre ser store problemer i dette, fordi de ikke kan finde belæg for det i Bibelen.

Uanset hvilken beslutning der tages i denne sag, vil den store udfordring for en kommende kirkeminister og en kommende regering være at fastholde den rummelighed, som så positivt kendetegner den danske folkekirke.

Hvordan tror du forholdet mellem kirke og stat vil se ud i fremtiden?

Det er svært at svare på! Nogle gange ser det ud som om, at et flertal i folketinget vil adskille kirke og stat. Andre gange ser det ud som, at de alligevel ikke vil.

Uanset hvad, vil jeg altid håbe på, at der ikke tages en forhastet beslutning i dette spørgsmål. Så længe der er så mange folkekirkemedlemmer, så mange der gør brug af deres sognekirker i forbindelse med dåb, bryllup og begravelse, så vil en adskillelse være forkastelig.

Folkekirken er en dansk institution, som danskerne ikke kan undvære. Det viser de ved medlemstallet. Jeg er sikker på, at folkekirken har mange gode år i sig endnu.

Anders Martin Lauritsen er stud.theol, studievejleder og formand for Teologisk Fagråd ved Københavns Universitet

Bliver valget til gavn for folkekirken - eller det modsatte? spørger Kirsten Lund Larsen Foto: colourbox.com