Efter drab på syrisk munk: Vi må bygge freden på martyrernes grave

Efter en ferie, som begyndte med oplevelsen af Passionsspillet i Oberammergau, startede hjemrejsen med denne ...

"Jeg håber, at troende fra alle retninger kan forenes i bøn og arbejde for et fremtidigt Syrien, hvor både Fadervor og det arabisk-muslimske kald til bøn kan overdøve våbnenes rasen," skriver journalist og katolik efter drabet på den syrisk-katolske munk Francois Mourad forleden. Foto: Lars Aarø/Fokus.

Ikke mindst i Syrien, hvor korstogene langtfra er glemt, er broder Francois liv og død et stærkt vidnesbyrd om, hvad Kristi efterfølgelse kan være, skriver journalist og katolik Malene Fenger-Grøndahl i en kommentar til drabet på den syrisk-katolske munk Francois Mourad forleden

For fire år siden stod jeg under hvælvingerne i en lille græsk-katolsk kirke i Sankt Sergius og Bacchus-klostret i den syriske landsby Maaloula. Klostret menes at være blandt de ældste stadig eksisterende kristne klostre i verden, men ikke nok med det: Det er også et af de eneste steder i verden, hvor Jesu sprog, aramæisk, stadig tales.

Jeg var i Maaloula som rejseleder for en gruppe danske turister, som var kommet til Syrien for at opleve både moderne kultur og muslimske og kristne helligsteder. Det var oplagt at lægge Maaloula ind på ruten; landsbyen er smukt beliggende i et bjergrigt landskab, og de fleste af de ca. 5.000 indbyggere er kristne og tilhører flere forskellige kirkesamfund. Da vi besøgte Sankt Sergius og Bacchus-klostret, blev vi vist rundt af en munk, som tilbød at bede Fadervor højt på aramæisk.

LÆS OGSÅ: Syriens kristne er i klemme

Det minut i klosterkirken i Maaloula blev for mig og flere af rejsedeltagerne et af turens absolutte højdepunkter. Et andet højdepunkt var et besøg i storbyen Aleppo i det nordlige Syrien, hvor receptionisten på vores hotel viste sig at være armensk kristen. Hun tog sig tid til at fortælle os historien om sine bedsteforældres flugt fra det nuværende Tyrkiet under massakrerne på armenierne omkring 1915.

I Aleppo havde både kristne og muslimer taget imod flygtningene, og blandt hjælpearbejderne var også en dansk kvinde, Karen Jeppe, som siden blev begravet i Aleppo og er mere berømt blandt armenske kristne i Aleppo end Dronning Margrethe og Michael Laudrup.

LÆS OGSÅ: Karen Jeppe hyldes som armeniernes heltinde

Undervejs på rejsen fortalte jeg rejseselskabet om nogle af mine tidligere rejseerfaringer i Syrien, heriblandt en stærk oplevelse af gæstfrihed i en fjerntliggende landsby i den syriske ørken. Her boede tre lærerinder, som alle var derude for at aftjene deres værnepligt som lærere i landsbyskolen. Min mand og jeg tilbragte en aften sammen med de tre nyuddannede lærerinder, der viste sig at være henholdsvis kristen, alawitisk shiamuslim og sunnimuslim.

LÆS OGSÅ: Er du sunni eller shia? Nej, jeg er muslim!

De havde tilsyneladende aldrig skænket deres religiøs forskellighed nogen særlig opmærksomhed, men opfattede det som en naturlig forskellighed på samme måde som blomsternes forskellige farver og træernes forskellige frugter. Da vi spurgte ind til forskellene på ritualer og teologi, kunne de stort set intet sige, og det viste sig, at vi med vores ret begrænsede forhåndsviden vidste mere end dem om de religiøse retninger i det syriske samfund.

Disse rejseoplevelser dukkede op i min erindring, da jeg forleden læste om drabet på en syrisk-katolsk munk. Munken, Francois Mourad, blev ifølge øjenvidneberetninger gengivet af Vatikanets pressetjeneste, dræbt den 23. juni i et franciskanerkloster i den nordlige del af Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet.

Broder Francois havde søgt tilflugt i Sankt Anthony-klosteret, fordi hele området omkring klosteret gennem flere uger havde været under angreb fra en islamisk milits, der opererer i den kaotiske krig i Syrien. Hvorvidt det er en milits bestående af udenlandske militante, der har infiltreret den syriske oprørsbevægelse, står ikke klart, men det virker overvejende sandsynligt.

I klosteret boede der på dagen for drabet nogle franciskanermunke, fire nonner og ti kristne, der ligesom Francois Mourad havde søgt tilflugt inden for klostrets mure. Ifølge øjenvidner forsøgte Francois Mourad at gøre modstand mod islamisternes angreb med det formål at redde de fire nonners liv. For det betalte han med sit liv, da de militante skød ham ned. Siden drabet er landsbyen blevet forladt af de sidste indbyggere, som ikke allerede inden da var flygtet for islamisternes angreb.

Dræbt for at tilhøre den "forkerte" tro
Landsbyen, hvor Sankt Anthony-klosteret ligger, er blot et af mange steder, hvor borgerkrigen i Syrien har kostet dødsofre, og hvor mennesker er blevet dræbt for at tilhøre den "forkerte" tro. De kristne er særligt udsatte, fordi en del af dem historisk har haft tætte forbindelser til regimet og på den måde har været sikret mod regimets undertrykkelse.

Af samme grund har ikke alle kristne bakket op om oprøret mod Assad-regimet, men har enten støttet det i håb om, at styret kunne overleve og de dermed kunne forhindre en sunni-muslimsk magtovertagelse. Andre har forsøgt ikke at tage stilling, mens nogle har taget afstand til Assad-regimet og støttet oprørsbevægelsen.

Blandt sunnimuslimer er der en udbredt mistro til de kristne, som man mistænker for at have udnyttet deres forbindelser til regimet til at få økonomiske fordele. Derfor er nogle kristnes frygt for hævnaktioner fra syriske sunnimuslimer heller ikke ubegrundede.

Konflikter skyldes ikke teologiske og trosmæssige forskelle
Men i en situation, hvor hævnfølelser og hurtige konklusioner nemt kan tage styringen, er det vigtigt at huske på, at konflikterne og interessemodsætningerne i det syriske samfund ikke så meget (eller måske slet ikke) handler om teologiske og trosmæssige forskelle.

Før oprøret mod Assad-regimet var Syrien præget af en streng sekularistisk politik, hvor religion som sådan blev undertrykt eller til en vis grad instrumentaliseret af styret. Der var et væld af kristne grupperinger, som generelt kunne dyrke deres tro under samme frihed og mangel på samme som sunnimuslimer og shiitter.

LÆS OGSÅ: Assads fald kan koste kristne livet

Mange syrere var ikke blot stolte af de gamle civilisationer, der har efterladt sig ruiner og andre spor på syrisk grund, men også af Syrien som hjemsted for vigtige begivenheder i både den kristne og den muslimske historie. Damaskus var som bekendt stedet, hvor Saulus blev omvendt og blev til Paulus. Den Lige Gade, som nævnes i Det Nye Testamente, eksisterer stadig, og man kan gå gennem den ned til det lille kapel, som markerer stedet, hvor Ananias hus menes at have ligget.

Ikke langt derfra ligger det første islamiske dynastis hovedmoske, Umayyade-moskeen. Den er opført på stedet, hvor der tidligere lå et romersk tempel, og den inkorporer en kristen basilika, hvis omrids stadig kan skelnes. I basilikaen er et gravmæle, hvor Johannes Døberens afhuggede hoved antages at være begravet.

I en sidebygning til moskeen ligger et vigtigt shiitisk valfartsmål graven for profeten Muhammeds barnebarn, Hussein, der blev dræbt under et slag mellem sunnimuslimer og shiamuslimer ved Kerbala i det nuværende Irak. Angiveligt tog de sejrende sunnimuslimer Husseins hoved med tilbage til Damaskus og inkorporeret i det sunnitiske Umayyade-dynastis hovedmoske. I årtier har shiamuslimer fra blandt andet Iran valfartet til Damaskus for at besøge blandt andet graven for deres martyr Hussein.

Francois Mourads død bør blive husket
Hvorvidt broder Francois Mourad vil blive husket som martyr og få en grav i Syrien, er ikke til at sige endnu. Men jeg håber det. Jeg håber, at hans død vil blive husket især for én ting: At han døde uden at have grebet til våben og uden at have dehumaniseret den fjende, der truede ham.

Han insisterede ligesom mange andre kristne på at blive i området og være et vidne om Guds kærlighed og menneskets tro og håb. Han lagde dermed endnu et navn og endnu et liv til den lange historie om mennesker, der er parate til at dø for deres tro ved at insistere på fredens mulighed. Ikke mindst i Syrien, hvor korstogene langtfra er glemt, er broder Francois liv og død et stærkt vidnesbyrd om, hvad Kristi efterfølgelse kan være.

At broder Francois døde ved et franciskanerkloster kan minde os om, hvordan Frans af Assisi levede som en fredens apostel. Mens mange andre kirkelige og fromme folk bakkede op om og deltog i blodige korstog, hvor både kristne og ikke-kristne blev slagtet og massakreret, insisterede Frans på kærlighedens, bønnens og dialogens vej.

I 1219 drog Frans på pilgrimsfærd til Egypten sammen med nogle få følgesvende. Det skete samtidig med, at mange kristne fyrster, støttet af kirken, førte korstog mod den muslimske verden. Frans derimod gik i dialog med muslimernes sultan. Det siges, Frans tilbød at bevise kristendommens sandhed ved en ildprøve. Hvis Frans ikke blev skadet af ilden, måtte al-Kamil anerkende Kristus som Guds søn. Al-Kamil afslog dog at lade Frans gennemgå prøven, men han var så imponeret over Frans, at han lod ham prædike for sine undersåtter. Det lykkedes, så vidt vides, ikke Frans at omvende al-Kamil, men hans sidste ord til Frans var angiveligt: Bed til, at Gud må vise mig den lov og den tro, som behager ham mest.

At vidne om sin egen tro og den sandhed, man mener at kende, er ikke i modstrid med dialog og fredelig sameksistens heller ikke i Mellemøsten og heller ikke i dag. Det stærkeste eksempel, jeg kan komme i tanke om, er filmen Om Guder og mænd. Den skildrer, hvordan en gruppe trappistmunke fra Tibhirine-klostret i Algeriet blev dræbt under militante ekstremistiske islamisters hærgen i midten af 1990erne.

LÆS OGSÅ: Anmeldere hylder stille munkefilm

Mirakuløst overlevede to af klosterets munke, og den ene, broder Jean-Pierre er fortsat i live. Han bor i et andet trappistkloster i Marokko, hvor Kristeligt Dagblad besøgte ham i 2011. I interviewet siger han blandt andet:

Vi er her for at lære vore naboers sjæl at kende. Det var det, vi gjorde i Tibhirine, og det er det, vi fortsætter med i Midelt. Vi taler ikke teologi med vore muslimske naboer, for der må vore veje skilles. Men vi taler om vores gudstro. Vi hjælper hinanden med at vokse i åndelig forstand. Det betyder ikke, at det er lige meget, om man tror på Kristus eller på Allah. Men det vigtige er, at man vokser. Det er dette ideal, vi ikke ville opgive i Tibhirine, og som vi fortsætter med at holde højt () Jeg hører også folk sige, at Tibhirine-munkene er beviset på, at dialogen mellem kristne og muslimer ikke er mulig. Meningen med vores tilstedeværelse som kristne på muslimsk jord er netop at være vidnesbyrd om det modsatte. Vi lever i en tid, hvor religionerne mødes og brydes. Det har aldrig været vigtigere at vidne om, at vi kan grave brønden sammen og lære hinanden at kende i dybden.

Omtrent det samme sagde broder Jean-Pierre til mig, da jeg besøgte klostret og talte med ham i juli 2012. Da jeg spurgte ham, om han frygtede sine muslimske naboer, lo han og sagde nej, jeg drikker te med dem, hver dag, og muslimerne, der reparerer klostrets mur, er mine venner. Det, Jean-Pierre frygtede, var at både han og hans muslimske naboer kunne blive ofre for udefrakommende kræfter, sådan som det var sket i Tibhirine. Heldigvis var og er der ikke udsigt til, at det vil ske i Marokko. I Marokko er også landets jødiske historie noget, det muslimske flertal er stolte af.

Bring krigens våben til tavshed med bøn
Det kan lyde frelst og naivt, at man må blive og bo ubevæbnet i områder, hvor borgerkrigen og den religiøse og politiske ekstremisme raser. Jeg ved ikke, om jeg selv havde troen og modet til det.

Men jeg vil fuldt ud tilslutte mig pave Frans, når han beder om, at denne seneste episode af uretfærdig vold, som førte til broder Francois Mourads død, vil få lederne af konfliktens parter og det internationale samfund til at følge deres samvittighed, så krigens våben kan bringes til tavshed og en retfærdighedens og forsoningens periode, som kan føre til fred, kan begynde.

At mennesker af stærk tro med bøn, kærlighed og både diplomatisk arbejde, nødhjælp og forhandlinger kan nå langt, er der masser af eksempler på. Tænk blot på Desmond Tutus rolle i freds- og forsoningsprocessen i Sydafrika og på muslimske og kristne lederes fælles indsat for at stoppe borgerkrigen i Sierra Leone.

Jeg håber, at troende fra alle retninger kan forenes i bøn og arbejde for et fremtidigt Syrien, hvor både Fadervor og det arabisk-muslimske kald til bøn kan overdøve våbnenes rasen. De syriske kunstnere og aktivister, jeg har talt med for nylig, er alle enige om, at netop religionen må spille en rolle i skabelsen af et nyt fredeligt Syrien. De fleste af de syrere, jeg har talt med, er ikke selv troende. Men de insisterer på, at netop undertrykkelsen af religionen og det manglende kendskab til hinandens tro, traditioner og praksis har været med til at skabe og slippe de kræfter løs, som førte til drab som det på broder Francois.

Lad mig slutte mit indlæg med Frans af Assisis bøn Gør mig til redskab for fred:

Herre gør mig til redskab for din fred.
Lad mig bringe kærlighed,
hvor der er had.
Lad mig bringe tilgivelse,
hvor der er begået uret.
Lad mig skabe enighed,
hvor uenighed råder.
Lad mig bringe tro,
hvor tvivlen råder.
Lad mig bringe glæde,
hvor sorg og bedrøvelse råder.

Lad mig ikke så meget søge at blive trøstet
som at trøste.
Ikke så meget at blive forstået
som at forstå.
Ikke så meget at blive elsket
som at elske.
For det er ved at give,
at man får.
Det er ved at glemme sig selv,
at man finder sig selv.
Det er ved at tilgive andre,
at man får tilgivelse.
Det er ved at dø,
at man opstår til evigt liv.


LÆS OGSÅ: Fem bønner af Frans af Assisi
 
Malene Fenger-Grøndahl er journalist, forfatter og katolik