En jul jeg aldrig glemmer: Da jeg fik en ged i julegave i Sierra Leone

"En stor kaffebusk på compounden var blevet fældet til de fra Danmark medbragte hjerter, stjerner og julelys. Men hvad gør man så, når man opdager, at et træ skal have en fod forneden for at kunne fungere som juletræ? Ja, så var der jo ikke andet for end at binde det fast foroven, og det blev til ventilationsviften i loftet. Når jeg siden har fortalt derom, er det på dette sted, folk begynder at grine, fordi de aner, hvordan historien ender", fortæller Niels Henrik Arendt, der er sognepræst. Foto: Peter Kristensen.

En velvoksen ged og en ventilationsvifte kommer til at spille en helt særlig rolle, da tidligere biskop Niels Henrik Arendt og familie fejrede jul i Sierra Leone

Der er mange mindeværdige jul at tænke tilbage på: dengang vi som helt unge tilbragte julen på Kirkens Korshærs varmestue i Århus. Eller det år, hvor det sneede så meget, at jeg en af juledagene måtte tage den ene af vores islandske heste for at komme ud fra præstegården, men hvor der så ingen kirkegængere kom. Eller det år, hvor vi vendte tilbage fra Sri Lanka fire dage før jul med vores ældste søn og oplevede en temperaturforskel på over 60 grader.

Men nu bliver det alligevel et par episoder fra en af de to jul, vi arbejdede og tilbragte i Sierra Leone, jeg vil fortælle om.

LÆS OGSÅ: En jul jeg aldrig glemmer: Da hele menigheden skulle have æsler med hjem

Vores hus var i og for sig veludstyret med både air condition, lys og ventilatorvifte, men det var fra en bedre og uendeligt fjern tid - byen Bo, som vi boede i, var for længst gået mere eller mindre i opløsning på infrastrukturen.

Byens kraftværk fungerede kun med måneders mellemrum og kun i få timer ad gangen, når en højtstående politiker kom på besøg med følge af blandt andet en tankfuld diesel til el-produktion. Gas og petroleum kunne heller ikke opdrives, så maden måtte tilberedes over åben ild.

Børnene skulle have dansk mad til jul
Men markedet fungerede lige da nogenlunde, så vi kunne opfylde børnenes ønske om dansk mad til julemaden. Og hvad kunne være mere dansk end hakkebøf med bløde løg og rigtige kartofler og brun sovs (brun sovs med sovs sagde vores yngste, når han skulle forklare menuen) i stedet for den daglige ris med palmeolie og cassava-blade.

LÆS OGSÅ: Juleaften i en lille trækirke pyntet med kulørte lamper

Vores muslimske slagter, Omuzeh, skar det mest møre kød af de seje okser, han almindeligvis slagtede. Som sædvanlig prøvede han at snyde på vægten ved at presse vægtskålen lidt ned med sin lillefinger, og som sædvanlig opdagede min kone det.

Men hakket bøfkød blev det, og selvom bøfferne måske alligevel smagte for meget af Afrika til, at vi helt kunne smelte hen i nostalgisk nydelse, var det dog i alles munde en prægtig julemiddag.

Juletræ havde vi også. En stor kaffebusk på compounden var blevet fældet til de fra Danmark medbragte hjerter, stjerner og julelys. Men hvad gør man så, når man opdager, at et træ skal have en fod forneden for at kunne fungere som juletræ? Ja, så var der jo ikke andet for end at binde det fast foroven, og det blev til ventilationsviften i loftet.

Når jeg siden har fortalt derom, er det på dette sted, folk begynder at grine, fordi de aner, hvordan historien ender. Men lad os nu tage tingene i rækkefølge.

Vi blev afbrudt af en takkesang
Vi læste juleevangeliet, vi sang danske julesalmer, mens vi gik omkring juletræet. Pludselig blev vi afbrudt af sang udefra, som kunne høres igennem insektnettene, der var sat for vinduerne. Og vi så en lille procession af små olielamper bugte sig ned ad stien mod huset.

Da de kom nærmere, anede vi også, at der var menneskebørn bagved lysene, de hvide tænder kunne jo også ses. De sang en lille hjemmelavet sang om, at de havde overlevet endnu et år og takkede Gud for det, og til gengæld forventede de så lidt smågaver, slik, småpenge og så videre. Siden fortsatte de deres tur til andre huse, og vi vendte tilbage til vores juletræ.

Og NU skete det: pludselig tændtes det elektriske lys som ved et trylleslag i hele huset; kraftværket havde åbenbart gemt forsyninger til denne ene aften om året, og generatorerne var blevet startet. Men tændt blev også den elektriske vifte i loftet, og nu var det pludselig ikke os, der dansede om juletræ, men træet, der hvirvlede rundt af sig selv, mens pynt og lys fløj til alle sider. Indtil vi kom os over forbløffelsen og fik slukket for kontakten. Og grinede og grinede.

LÆS OGSÅ: Jul i England, Skotland og Australien

Siden slukkede vi i øvrigt alle de elektriske kontakter det var simpelthen ikke til at håndtere de få timer om måneden, der pludselig var elektricitet. Så hellere indrette sig på en el-fri tilværelse.

Julegeden fik forsædet
Juledag var vi ude i en landsby som dens æresgæster, fordi vi havde skaffet dem ekstra såsæd. Landsbyens talsmænd, som vi kendte fra kirken, stod svedende, svedende i mørkt jakkesæt med vest og tog imod os, da vi ankom. Og så fik vi lokal julemad, og det var delikatessen over dem alle: stegt abe. Vores børn fik dog lov at slippe med kylling.

Vi så styltedans og afrikansk magi, trommerne blev rørt (og samtidig var der faktisk højlydt dødeklage fra et af landsbyens fjernere huse med indkaldte grædekoner; en gammel høvding var død, men det skulle jo ikke forpurre julefesten).

Til afsked fik vi alskens grønsager som gaver, store fade med grapefrugter og stege-bananer, og til sidste den gave som landsbyen var mest stolt af at forære os: en velvoksen gedebuk. Den måtte sidde på forsædet af vores lille VW beetle på vejen tilbage til Bo, mens hustru og tre børn klumpede sig sammen på bagsædet. Hele tiden gnubbede den sine horn mod gearstangen, så bilen sprang ud af gear. Og spørg ikke, om den lugtede!

Julegeden blev en julegave
Vel tilbage i vores lille by var hele byen på benene for at fejre jul. Blandt andet den gode Omuzeh, som tydeligvis havde fejret den kristne højtid med rigelige mængder palmevin. What do you give me for my Christmas?, snøvlede han ind ad vinduet (for i Bo gik man ikke så meget op i om festen var kristen eller muslimsk, bare der var fest!) indtil han fik øje på gedebukken. Den ville han tydeligvis gerne sætte knivene i.

Men vi fik den nu transporteret hjem og tøjret og allerede samme aften givet, ikke til Omuzeh, men til vores vagtmand, som aldrig havde ejet et dyr. Og som næste morgen stolt trak af sted med den nu havde han en julegave at vise frem for sin familie.

Minderne har vi altid
Og har denne jul under fremmede himmelstrøg, som man højtideligt sagde i gamle dage, så påvirket den måde, vi holder jul på i dag? Både og. Vi har stadig de hæklede glaskugler på juletræet, som en amerikansk missionær gav os den jul. Brun sovs med sovs er stadig en uopgivelig del af menuen. Man skal bare nævne Omuzehs navn, før min kone eller jeg begynder at vifte med lillefingeren. Og vi har stadigvæk ingen forklaring på landsbymagikerens usandsynlige numre, så dem undlader vi at fortælle andre om. De tror os alligevel ikke.

Niels Henrik Arendt er sognepræst i Staby-Madum, tidligere biskop i Haderslev Stift og rådgiver ved Reformationsjubilæet i 2017