Skal fadervor ændres til modervor?

Fra religionshistorikerens synsvinkel skal fadervor ikke ændres til modervor, for det er faktisk ikke det, der står i teksten. Taler vi om Bibelen som brugstekst, ser det anderledes ud, skriver professor Anne Katrine de Hemmer Gudme

Skal fadervor ændres til modervor? Svaret på det spørgsmål varierer, alt efter om man forsøger at besvare det som religionshistoriker og ekseget, det vil sige som en, der arbejder med at afdække Bibelens historie og betydning, eller som praktiserende kristen og kirkegænger, det vil sige som en, der bruger Bibelen som helligtekst.

Jeg tilhører selv førstnævnte gruppe, jeg arbejder med at fortolke og undervise i Det Gamle Testamente, men ikke sidstnævnte. Derfor vil jeg i det følgende komme med en religionshistoriker og bibelfortolkers svar på spørgsmålet og til sidst med et bud på, hvordan en kirkegænger og bibelbruger kunne tænkes at forholde sig til det samme.

Gud optræder både maskulint og feminint i Bibelen

I Bibelen optræder Gud først og fremmest som en mand. Det gør han for eksempel i Det Gamle Testamente, når han åbenbarer sig for mennesker i en mands skikkelse (Første Mosebog kapitel 18), eller når han optræder som folket Israels forsmåede og skinsyge ægtemand i nogle af profetteksterne (Hoseas' Bog kapitel 1-3; Ezekiels Bog kapitel 16 og 23). Gud optræder også i en lang række maskuline roller eksempelvis som kriger (Anden Mosebog kapitel 15 vers 3; Zakarias' Bog kapitel 9 vers 13-14), dommer og konge (Esajas' Bog kapitel 33 vers 22).

I både Det Nye og Det Gamle Testamente tiltales Gud som ”Fader” (Esajas' Bog kapitel 63 vers 16; Salmernes Bog kapitel 89 vers 27; Romerbrevet kapitel 8 vers 15; Galaterbrevet kapitel 4 vers 6), ligesom han jo netop også i bønnen Fadervor i Det Nye Testamente kaldes for vores far (Matthæusevangeliet kapitel 6 vers 9-13; Lukasevangeliet kapitel 11 vers 2-4). 

Dertil kommer, at Gud også rent grammatisk opfører sig som en mand eller i hvert fald som hankøn på både hebraisk, som Det Gamle Testamente er skrevet på, og græsk, som Det Nye Testamente er skrevet på.

LÆS OGSÅ: Kvindelige præster vil erstatte Fadervor med Modervor

Gud er altså overvejende maskulin i teksten, og det kommer da også til udtryk i bibeloversættelsen, når Gud netop omtales som ”han”. Men der er også eksempler i Bibelen på, at Gud optræder i feminine roller, og beskrives i et overvejende feminint sprog. 

For eksempel i Esajas’ Bog, hvor Guds kærlighed for sit folk sammenlignes med en mors kærlighed for sit barn (kapitel 49 vers 15), og hvor Gud selv siger til sit udvalgte folk: ”Som en mor trøster sit barn, trøster jeg jer” (kapitel 66 vers 13). 

Gud beskrives også som den, der har ”født” folket Israel, og ”bragt det til verden” (Femte Mosebog kapitel 32 vers 18, se også Fjerde Mosebog kapitel 11 vers 12), og i Jobs Bog kapitel 38 vers 8 kan man læse, hvordan hele verden ved skabelsen brød ud af Guds moderskød (se også kapitel 38 vers 29). 

I det hele taget bruges den hebraiske rod for moderskød eller livmoder (rhm/ræhæm/rahum) ganske ofte som tillægsord om Gud i betydningen ”barmhjertig” (for eksempel Anden Mosebog kapitel 34 vers 6).

Kan Gud ikke være både og?

Fra religionshistorikerens synsvinkel er svaret på ovennævnte spørgsmål nej. Fadervor skal ikke ændres til Modervor, for det er faktisk ikke det, der står i teksten. Til gengæld er der adskillige eksempler i teksten på, at Gud ikke kun er maskulin, men at Gud også optræder i eksplicit feminine og moderlige roller i Bibelen. 

LÆS OGSÅ: Er Gud mand eller kvinde?

Det tyder på, at de, der skrev Bibelen, sagtens kunne forholde sig til en guddom med både eksplicit maskuline og feminine attributter og kvaliteter, og at det er os med vore forventninger til, at noget da enten må være mandligt eller kvindeligt, der gør bibeltekstens tale om Gud mere eksklusivt kønnet, end den trods alt i virkeligheden er.

Denne indsigt vil jeg mene, at en kirkegænger og bibelbruger vil kunne drage nytte af, når hun/han overvejer, om modervor skal erstatte fadervor. For når vi taler om Bibelen som brugstekst, er hensynet naturligvis et andet end det rent religionshistoriske. 

For en moderne kirkegænger og bibelbruger er det vigtigt at føle sig tiltalt og inkluderet. Det gælder for alle mennesker af alle køn. 

Det kan være, at den skotske episkopale kirkes bud på et kønsneutralt gudstjenesteritual er den rette løsning. Det må kirken og kirkegængerne blive enige om i fællesskab.

Anne Katrine de Hemmer Gudme er professor MSO i Det Gamle Testamente ved Københavns Universitet.