"Fjern civilregistrering fra folkekirken"

Evangeliets forkyndelse er folkekirkens absolut eneste eksistensberettigelse, skriver sognepræst Jens Kvist 

For mange år siden blev jeg, i egenskab af kirkebogsførende sognepræst i et lille vestjysk sogn, opsøgt af et medlem af Jehovas Vidner. Han skulle anmelde en fødsel og forklarede, at han først havde været på Folkeregisteret, hvor man havde henvist ham til bopælssognets præst. Og på hans indvendinger om, at han intet havde at gøre der, eftersom han ikke var medlem af folkekirken, svarede man, at det ikke havde noget med sagen at gøre.

Jeg forsøgte, så godt jeg nu kunne, at forklare ham, at stillingen som filialbestyrer for Folkeregistret i Skads Sogn var en del af sognepræstens arbejde, og at den omfattede alle i sognet, uanset kirkelige tilhørsforhold.

Det, jeg skulle, var at udfylde en fødselsregistreringsattest, som ville blive sendt til Folkeregistret. Her ville man tjekke oplysningerne, inden de gik videre til det Centrale Person Register (CPR) via en skærmterminal.

Med andre ord: De oplysninger, jeg sendte til Folkeregistret, skrev man af på en skærm med direkte forbindelse til CPR. Det kan man vist ikke finde en mere dækkende betegnelse for end dobbelt bogholderi!

Så min forklaring til manden blev noget halvhjertet. For han havde jo ret! Hvorfor i alverden skulle han dog møde hos sognepræsten, fordi han havde fået et barn? Og ikke nok med det: Da barnet skulle navngives, måtte han endnu engang stille hos mig. Og logikken heri var mindst lige så tynd som forrige gang.

Er der nogen god grund til at have civilregistrering i kirken?
Da man i sognene landet over begyndte at føre kirkebøger sidst i 1500-tallet, var det kun de kirkelige handlinger, der blev registreret. Først i Christian IV's sidste leveår blev kirkebogsførslen gjort obligatorisk med fødselsdag og år, formodentlig af samme grund som den, hvormed kejser Augustus foranstaltede en folketælling: Der skulle kræves skatter ind.

Men nu er der rejst spørgsmål, om det er betimeligt, at den civile personregistrering stadigvæk hører inde under folkekirkens område.

Hvad er begrundelsen? Vel ikke bare den, at folkekirken ad den vej begrunder sin eksistensberettigelse? Det skulle dog gerne være evangeliets forkyndelse, der er folkekirkens absolut eneste eksistensberettigelse!

Kontakt med sognebørn bør ske gennem dåben
Det hyppigste argument for en bevarelse af sognepræsten som civil registreringsmyndighed gik tidligere på, at han/hun ad den vej fik en god, personlig kontakt til sine sognebørn.

I dag er det jordemoderen, der skal anmelde fødslen, hvilket sognepræsten i Kisserup, Poul Joachim Stender, beklager, fordi kontakten til forældrene er forsvundet.

Jamen, den kontakt kommer jo helt naturligt i stand i det øjeblik, forældrene vil have deres barn døbt. Her er der rig lejlighed for den personlig kontakt, her er ingen forklaringer nødvendige, hvad præstens lod og del angår. Barnedåben er jo et fælles anliggende for forældrene og deres præst. Langt de fleste præster nu om dage tager en samtale med forældrene i den forbindelse. Og det gør vi altså også i Sønderjylland, hvor civilregistreringen har eksisteret siden 1864.

Men så er der jo altså også nogle, der vælger navngivning uden dåb. Hvorfor skal de bringes i forlegenhed ved at skulle til præsten og fortælle, at deres barn altså ikke skal døbes, men "kun" navngives?

Det skylder de jo ikke præsten regnskab for. Og hvorfor skal præsten have ulejlighed med at udfylde en for ham aldeles uvedkommende fødsels og navneattest, samt indberette navngivningen til Folkeregistret? Jeg kan godt love for, at det er en ubehagelig situation, både for de pågældende forældre og for præsten!

Dog vil jeg gerne understrege, at jeg ikke er enig med personer fra Humanistisk Forbund og Ateistisk Selskab, der kalder den nuværende ordning for diskriminerende. Det kan de selv være!

Sognepræst Jens Kvist,
Aabenraa