Folkekirken må tage politisk ansvar

Folkekirken har et politisk ansvar for at gøre et kristent menneskesyn gældende i en tid, som uanset smukke ord om kristne grundværdier i det danske samfund godt og grundigt glemmer dem, mener professor emeritus Theodor Jørgensen

Har folkekirken et politisk ansvar? I Danmark har der i lange tider været tradition for at svare nej på dette spørgsmål. Kristendom og politik må ikke blandes sammen.

Desuagtet har man gang på gang bedyret, at det danske samfund hviler på kristne værdier. Det virker selvmodsigende. For politik må da dreje sig om, at forvalte et samfund og dets udvikling i overensstemmelse med de værdier, som man påstår, det hviler på. Og kirken er jo det sted i samfundet, hvor der sættes ord på de værdier. Og dermed har kirken et politisk ansvar.

Læs også: Vi har behov for en tidssvarende religionspolitik 

Folkekirken må ikke spændes for en partipolitisk vogn 

Nu er jeg udmærket klar over, at de, der herhjemme ikke vil, at folkekirken blander sig i politik og påtager sig et politisk ansvar, tænker i et partipolitisk perspektiv. Og selv sagt må folkekirken i sin forkyndelse aldrig lade sig spænde for en partipolitisk vogn. Biblen kan ikke bruges som grundlag for et politisk program, lige så lidt som bibelsteder kan bruges som argumenter i en politisk diskussion. 

Men når det drejer sig om de grundlæggende værdier i det danske samfund, og det menneskesyn de giver udtryk for, har folkekirken et politisk ansvar til både i den politiske debat og i sin forkyndelse at råbe op. 

Det giver det lige overståede valg i højeste grad anledning til, hvor det med store bogstaver blev gjort tydeligt, hvor langt vi i Danmark efterhånden har fjernet os fra værdier og et menneskesyn, som kan kaldes kristelige. 

Læs også: Hvordan påvirker folkekirken vores samfund? 

For det er jo kun et sidste skridt i en udvikling, der har stået på over længere tid. Den udvikling der af fagfolk karakteriseres som en afvikling af velfærdssamfundet til fordel for et konkurrencesamfund. 

De svageste taber

I et konkurrencesamfund er spillereglen ”survival of the fittest”, de stærkestes overlevelse. Og fra barndommen af skal mennesker opdrages til at kunne klare sig og overleve i denne konkurrence. Kan man ikke det, er det ens egen skyld. Taberne stigmatiseres.

De mistænkes for ikke at ville anstrenge sig nok, for at være dovne, for at nasse på samfundet. Selv om det ikke siges så direkte, så er det undertonen. Det har aldrig været tydeligere end i denne valgkamp, uanset man prøvede at iklæde det et positivt sprogbrug, som for eksempel at det skal kunne betale sig at arbejde.

Det samme gælder for indvandrer- og flygtningepolitikken. Her konkurrerede Venstre og Socialdemokratiet om, hvem der leverede den strammeste indvandrer-, flygtninge- og asylpolitik, mens Dansk Folkeparti tog gevinsten hjem, for de var jo stramme i forvejen.

Kan nydanskere, indvandrede og flygtninge opfatte det anderledes end, at de ret beset er uvelkomne i det danske samfund? Og så brokker man sig på Christiansborg over, integrationen er slået fejl. Kunne det tænkes, at netop den holdning, som flere politikeres udmelding er udtryk for, kan være en medvirkende årsag til den i visse områder mislykkede integration?

Læs også: Dyremose: Mere religion i politik, tak!

Samtidig med man anerkender, at verden aldrig siden anden verdenskrig har set så mange flygtninge, vil blå blok beskære ulandsbistanden med 2,5 milliarder kroner til fordel for en i forvejen veletableret sundhedssektor herhjemme. Den kan vel trænge til forbedringer på visse områder, men hvorfor skal det tages fra dem, som næsten intet har, til dem, der i forvejen har meget. Det er kynisk og i hvert fald ikke udtryk for et menneskesyn, der påkalder sig et kristent grundlag.

Gud ske lov er der rundt i Danmark bevægelser i gang, der står for en anden holdning.

Folkekirken har et politisk ansvar for at gøre et kristent menneskesyn gældende i en tid, som uanset smukke ord om kristne grundværdier i det danske samfund godt og grundigt glemmer dem. Og lad Kingo så få det sidste ord: ”Thi hvo, som siger, at han ret / kan elske Gud af hjerte, / og har sin broder dog forgæt (glemt) / i armod, nød og smerte, / han lyver slemt / og har forglemt, / at Gud han elskes ikke, / hvor arme må / utrøstet gå / og øjets tårer drikke!” (Den Danske Salmebog nr. 685 vers 3.) 

Theodor Jørgensen er præst, professor emeritus og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.