Får det betydning, at kristendommen er skrevet ind i det nye regeringsgrundlag?

Det nye regeringsgrundlag rejser en række spørgsmål om kristendomsforfølgelser, konfirmandundervisning og bekæmpelse af ekstremisme, mener sognepræst Christian Roar Pedersen

Det er glædeligt, at forfølgelsen af kristne nu tages alvorligt af en dansk regering. Så alvorligt at det er skrevet ind i regeringsgrundlaget, hvor det hedder:

“I flere af verdens brændpunkter foregår en systematisk forfølgelse af kristne minoriteter. Regeringen vil have et særligt fokus på at styrke det internationale samarbejde for at beskytte disse minoriteter.”

Interessant er det, at forfølgelsen af kristne nævnes under afsnittet i regeringsgrundlaget, der handler om udviklingsbistand. Hvordan dette udmøntes i praksis bliver spændende at se. Mig bekendt giver Danmark ikke udviklingsbistand til Islamisk Stat, så hvordan vil regeringen bruge udviklingsbistanden til at bekæmpe kristendomsforfølgelser?

En mulighed kunne være, at man støtter de lokale kristne. Eksempelvis de assyriske kristne i Irak. De er i øjeblikket ved at danne en militær milits, så de kan forsvare sig selv. Er det denne, som regeringen ønsker at støtte?

Som kristne har vi selvfølgelig en forpligtelse til at kæmpe for kristnes rettigheder. Ligesom kvinder kæmper for kvinders rettigheder. Hvem skulle ellers gøre det? Det udelukker dog ikke, at man også kan og skal kæmpe for andre mindretals rettigheder.

Vi må holde fast i, at kristne har de samme rettigheder som alle andre. Derfor håber jeg, regeringen vil stå fast på religionsfriheden som en mærkesag, når man vil styrke det internationale samarbejde for at beskytte de kristne.

I regeringsgrundlaget står der, at “Danmark er et kristent land”. Det må ses som en værdipolitisk markør, hvor man gør op med multikulturalismen som ideologi. Man mener, et land har én bærende kultur og religion. Hvis regeringen mener dette, kan det undre, at folkekirken slet ikke nævnes i det afsnit, der har med folkeskolen at gøre.

Det er skuffende, at konfirmandforberedelsen ikke nævnes med ét ord. Fritidsliv og foreninger nævnes som nogle af dem, der skal have et tæt samspil med heldagsskolen. Kirken nævnes slet ikke. Det klinger hult, hvis regeringen virkelig mener, at Danmark er et kristent land og har en bærende kultur med rod i kristendommen.

Regeringsgrundlaget har ikke overraskende viet et helt afsnit til bekæmpelsen af terror. Skuffende er det dog, at Løkke-regeringen kun nævner politi, efterretningstjenester og militær som konkrete løsninger. Der står intet om, hvordan man vil bekæmpe den ekstremistiske ideologi i Danmark og i resten af verden. Tingene hænger jo sammen.

Når kristne forfølges i Mellemøsten, eller terror begås i vesten, er det på grund af en grusom islamistisk ideologi. Den kan man ikke kun bekæmpe militært, man må lave en plan for, hvordan man bekæmper den på ord. Når unge fra Danmark tager til Syrien for at kæmpe, er det, fordi noget i ideologien tiltaler dem. Det er her, man skal sætte ind. Politi og efterretningsvæsen alene gør det ikke.

Det er nødvendigt at tage fat i de moderate muslimske kræfter og lægge en plan for, hvordan man imødegår islamismen. Religion bliver nødt til at være en del af løsningen. Lige såvel som den er en del af problemet. Her kunne regeringen med fordel tage kontakt til nogle af de mange kristne fora, hvor man i årevis har ført dialog med muslimer.

Hvis man mener, at Danmark er et kristent land, er det kun naturligt, at man inddrager folkekirken i bekæmpelsen af religiøs ekstremisme.

Det bliver spændende at se hvilken konkret politik, regeringsgrundlaget resulterer i. Der er flere gode tanker, vi som kristne skal holde øje med bliver fulgt ordentligt til dørs.

Christian Roar Pedersen er mediekonsulent, sognepræst og skriver kristendomsanalysen på kristendom.dk.