Nytårsrefleksion

Nytårsrefleksion: Lad os vove at følge pave Frans i det nye år

Under sit tre dage lange besøg i Israel og Palæstina prioriterede pave Frans især møder med religiøse overhoveder - både kristne, muslimske og jødiske, og besøg ved symbolsk vigtige steder som Grædemuren, Klippekuplen og Gravkirken, skriver Malene Fenger-Grøndahl, der er journalist, forfatter og foredragsholder.

Pave Frans gør det klart for os alle, at vi må vove os ind i det felt, hvor det politiske, religiøse, historiske og nutidige mødes, skriver forfatter Malene Fenger-Grøndahl


Adventstiden er som skabt til refleksion over året, der er gået, og tanker om det år, der skal komme. Mange billeder, der dukker op på nethinden. Glædesfyldte øjeblikke, underfulde oplevelser. 

Men også tider med sorg og frustration og øjeblikke af mismod og frygt, både når det gælder mine nære relationer og ”den store verden”. 

Tilbage står håbet og troen på, at alt skal blive godt, og at vi selv kan arbejde på at nå dertil. Ved at følge Jesu ord og tro på hans løfte til os om, at Han er med os alle dage indtil verdens ende.



Bøn er en hjælp for mig

Når jeg indimellem har haft svært ved at holde fast i troen og håbet, er det bønnen, der har hjulpet mig. Min egen bøn og andres. Også pave Frans'. Når jeg tænker tilbage på året, der er gået, dukker mange af pave Frans’ ord og bønner op i mit indre, og jeg fyldes med glæde og håb.

Fra det forløbne år husker jeg især hans besøg i Det Hellige Land i slutningen af maj måned. Under sit tre dage lange besøg i Israel og Palæstina prioriterede pave Frans især møder med religiøse overhoveder - både kristne, muslimske og jødiske samt besøg ved symbolsk vigtige steder som Grædemuren, Klippekuplen og Gravkirken. 

LÆS OGSÅ: Hvad laver en pave?

I Gravkirken bad han sammen med den økumeniske patriark Bartholomæus den første, efter at de to havde underskrevet et løfte om at arbejde for enhed mellem Østkirken og Vestkirken. 

Pave Frans talte også med børn i en flygtningelejr nær Betlehem, og han stoppede spontant ved den otte meter høje sikkerhedsmur i Betlehem for at bede.

Pave Frans insisterer på bønnens kraft

Det er det, der står stærkest for mig: at pave Frans insisterer på bønnens kraft og de religiøse lederes vigtige rolle i arbejdet for at skabe en mere fredelig fælles verden. 

Og at han ikke går af vejen for, at ”blande sig” i det, nogle mener er for politisk til at blive gjort til genstand for religiøse overhoveders refleksioner og holdningstilkendegivelser. Pave Frans gør det klart for os alle, at vi må vove os ind i det felt, hvor det politiske, religiøse, historiske og nutidige mødes. 

Det er her, det bliver ”sprængfarligt”, men det er også her, vi kan gøre en forskel. Ved at bede for freden, tro på den, håbe på den og arbejde for den.

LÆS OGSÅ:10 kontroversielle udsagn fra pave Frans

Derfor er mit ønske for det nye år, at pave Frans’ eksempel må stå lysende og klart for mig og alle andre, og at vi må vove at følge det. Ikke kun når det gælder freden i Mellemøsten, men også når det gælder freden i vores eget liv, i vore egne familier og i vores egne samfund. 

Et budskab, der er baseret på håb

Det kan synes uoverkommeligt. Men som pave Frans sagde under sit nylige besøg i Europa-Parlamentet i Strassburg: ”Jeg kommer med et budskab om håb baseret på tillid til, at vores problemer kan blive til stærke kræfter, der leder til, at vi i enhed kan arbejde for at overvinde den frygt, som Europa – sammen med resten af verden – er præget af. Det er et budskab om håb i Herren, som forvandler ondt til godt og død til liv.”

Ifølge pave Frans betyder det også, at vi må droppe den passive og fjendtlige holdning til migranter: ”Vi kan ikke tillade, at Middelhavet bliver en kæmpe kirkegård. Når Den Europæiske Union ikke bakker op, er der fare for, at man opfordrer til løsrevne løsninger på problemet. Løsninger, der ikke tager hensyn til immigranternes menneskelige værdighed, og som dermed bidrager til slavelignende arbejdsforhold og fortsatte sociale spændinger”, sagde paven.

Det er mit ønske og håb for det nye år, at vi i fællesskab vil vælge den vej, og som kristen er vores forpligtelse klar: ”En kristen bringer fred til andre. Men ikke blot fred, også kærlighed, venlighed, trofasthed og glæde”. Sådan skrev paven på Twitter 15. november i år.

En uge efter fulgte han op med et spørgsmål, som jeg håber, vi vil blive ved med at stille hinanden – og sammen forsøge at svare klart på: ”Når vi møder en person, der virkelig er i nød, ser vi så Guds ansigt?”.

Malene Fenger-Grøndahl er journalist, forfatter og foredragsholder.