Fører fasten på afveje?

Man kan ikke gennem fasten rense sig til et bedre forhold til Gud, pointerer sognepræst Kaj Bollmann

Ramadan og dameblade
Københavnerkonfirmander ved godt, hvad faste er. Det ved de fra deres muslimske klassekammerater, der faster i ramadanen. Faste det er sådan noget med, at man ikke må spise fra solopgang til solnedgang i flere uger. Til gengæld spiser de så en masse efter solnedgang, når de godt må. Og når ramadanen slutter, er der kæmpefest.

Nogle af dem ved det måske også fra deres mor, fordi hun af og til følger en fastekur, som hun har læst om i et ugeblad eller lært på et slanke- eller livsstilskursus. Faste det er sådan noget med at lade være med at spise eller kun spise et eller andet bestemt i et antal dage for at rense giftstofferne ud af kroppen, så man bliver sund og et helt nyt menneske.

De færreste konfirmander ved til gengæld, at fasten også er en del af den kristne tradition. Selvfølgelig kender vi fastelavn, men at forbinde den med en fastetid, der i sin tradition har en hel del til fælles med ramadanen, falder nok de færreste konfirmander ind. Og såmænd også de færreste af os andre.

Vi er ikke i vores kultur så gode til det der med af afholde os fra mad og drikke. Selv fastelavnen forbindes ikke mindst med noget spiseligt: fastelavnsbollerne og alt slikket, der ryger ud af tønden, når kongeslaget falder.

Fasten flytter indad
Stort set alle religioner har fasten som en af de religiøse udtryksformer. I både Det Gamle og Det Nye Testamente er det en helt naturlig ting at faste- både i form af rituelle fasteperioder i samme stil som ramadanen, altså som et religiøst lovkrav og i form af individuelle fasteperioder som personlige renselse og personlig fordybelse.

Det sidste kender vi fra Jesus selv, ikke mindst fra fortællingen om fristelsen i ørkenen, hvor Jesus faster i 40 døgn.

Den eneste reminiscens, vi har tilbage, er kirkeårets fastetid fra fastelavn til påske. Den håndgribelige faste, afholdenheden, hørte tidligere med til fastetidens påskeforberedelse i form af begrænsninger i maden som rent praktisk passede godt sammen med, at det var den tid på året, hvor fødemidlerne her i landet var mest sparsomme, fordi vinterforrådene var brugt op.

Men efterhånden blev fasten flyttet helt ind i det indre, som meditation og refleksion over Jesu lidelse og død og menneskets syndighed som baggrunden herfor.

Halal og kosher betyder intet
Når den konkrete faste er forsvundet, er det ikke kun, fordi vi er blevet et overflodssamfund, der slet ikke kan forestille os at give afkald på mad og drikke, med mindre det er af egoistiske hensyn til vores egen krops velvære. Det har også en vigtig baggrund i det, der er den kristne tros særkendetegn.

Faste handler om renselse, at rense krop og sjæl. Dermed skriver fasten sig ind i en grundlæggende modsætning mellem rent og urent, som er et vigtigt led i de fleste religioner, også både jødedom og islam.

Jesus bryder imidlertid på afgørende vis med denne modsætning. Halal og kosher betyder intet for forholdet til Gud. Vi kan ikke rense os til en bedre status hos Gud, lige så lidt som regler for, hvad vi må spise, eller hvordan vi holder hviledagen hellig, giver os en bedre status hos Gud.

Derfor kan den håndgribelige faste aldrig have samme betydning i kristendommen som i religioner, der lægger afgørende vægt på modsætningen mellem rent og urent og dermed på menneskets egen mulighed for at rense sig. I kristendommens opgør med renhedstænkning ligger der en dobbelthed: På den ene side er der ingen renhedsskala i gudsforholdet. På den anden side er det helt afgørende, at intet menneske kan rense sig selv fra sin syndighed på nogen tænkelig måde.

Fasten kan åbne sindet
Fastetidens påskeforberedelse er derfor renselse i en anden betydning, nemlig selverkendelse af vores egen status over for Gud og derfor erkendelse af påskens nødvendighed for os: Vi bliver kun rensede i kraft af Jesu lidelse og død på korset, og vi får kun nyt liv i kraft af hans opstandelse påskemorgen.

Der er stadig mange kristne, der faster, også håndgribeligt. Betyder det så, at de er på afveje fra det kristne grundlag og på vej ud i knæfald for renhedstanken og gerningsretfærdigheden?

Ikke nødvendigvis. Jesus fastede som bekendt selv, og i de første menigheder var faste en så naturlig sag, at det nævnes på linje med bøn som en del af gudsforholdet.

Hvis fasten er en metode til refleksion og erkendelse og til at åbne sindet for Gud i fastetiden eller i det hele taget et led i et forsøg på at koncentrere sig om det væsentlige, kan det naturligvis netop kun opfattes positivt på samme måde som bøn og andre personlige udtryksformer.

At de to fasteformer, som konfirmanderne uden tvivl kender bedst: de muslimske kammeraters ramadanfejring og kropskulturens fastekure, måske sjældent ligefrem fører i den retning, er en anden sag. Derfor er det vigtigt, at overvejelser over det kristne indhold af fasten kommer på dagsordenen i kirken, ikke bare i kirkeårets fastetid, men i det hele taget.

Kaj Bollmann er sognepræst i Jyllinge