Gør som Gud: Glæd dig og tag en slapper!

Gud skabte og hvilede, og sådan skal vi også gøre. Nogle gange skal vi endda hvile først og vente med at gøre en masse. På den måde gør vi plads til den fortsatte skabelse, der er Guds plan

”Når Gud efter seks skabelsesdage går ind i stilheden, er det, som om han går ind i selve skabelsens hjerte (…) At hvile er en indbydelse til at træde ind og deltage i Guds egen oplevelse af glæde over skaberværket.”

Det lyder så ligetil og enkelt. Men der er en dybde i den tanke, som næsten tager pusten fra mig. Eller rettere: Som får mig til at puste ud en ekstra gang og ånde dybt ind.

Synke ned i sofaen og ind i mig selv – og dermed dybere ind i glæden over alt det, der allerede er, og det, som skal komme. Helt af sig selv. Uden at vi skal gøre andet end at tage imod.
 
Det er sent juleaften. Der hviler en himmelsk fred over byen – afbrud af enkelte nytårsraketter på forskud og nogle hujende feststemte unge, som har besluttet at fortsætte dansen om juletræet med andre former for gakkede gangarter ude i nattelivet. Jeg finder igen den bog frem, som ovenstående passage er hentet fra:
 
”Det sker når du hviler” af den svenske præst og skribent Tomas Sjödin.

Han har skrevet bogen under en sabbat, som han har tildelt sig selv, og det er jo på sin vis paradoksalt, at han bruger sin sabbat til at skrive. For hans pointe med bogen er jo netop, at vi bør hvile meget mere. At vi bør gøre som Gud og give plads til at synke ind i skabelsens hjerte. Men det viser sig dog, at bogskriveriet faktisk kan kaldes en form for hvile for Sjödin.

For hvile er ikke blot en morfar på sofaen (selv om det kan være det). Det er også at læne sig tilbage i aktiviteter, som vi nyder, og hvor vi ikke er presset til effektivitet og hurtige resultater.

For Sjödin er jødernes sabbat-tradition den største inspirationskilde til at genfinde hvilen som hellig pligt og som guddommelig gave. For mig selv har det været livet med et barn med handicap, der har ledt mig på sporet.

For tilværelsen med et mentalt handicappet barn kan let medføre både søvnunderskud, mangel på ro i det hele taget og en næsten konstant bekymring og uro.

Det kan være svært at give sig selv de pauser og den ro, som krop og sjæl skriger på. I stedet er der altid noget mere og andet, der skal gøres, og uroen i kroppen forplanter sig til en uro i tanker og sind. Selv har jeg ofte forvekslet det med pligtfølelse og ansvarlighed over for rollen som forælder. Med den (op)gave det er.
 
Men midt i det hele har jeg overset hvilens betydning. Hvilen er ikke en luksus, man kan tildele sig selv på samme måde, som man kan skænke sig et ekstra glas rødvin eller snuppe en ekstra fyldt chokolade. Hvilen er den ene del af skabelsens åndedræt.

Det er i hvilen, vi giver rum for den vækst, vi ikke selv kan skabe. Det er i hvilen, vi samler styrke og genvinder følsomheden og proportionssansen. Stresser vi os selv, mister vi ikke blot glæden, men også vores sans for vores medmenneskers behov. Som Tomas Sjödin skriver:

”Den alvorligste følge af, at man ikke under sig selv regelmæssig hvile, er ikke, at man stresser sit eget liv i stykker, men at man sætter uro i de mennesker, man elsker højest. (…) Det er, når kræfterne svinder, at man siger det, man ikke burde have sagt. Så hvilen er en gave til dem, man elsker. Man gør noget for kærligheden, når man intet foretager sig.”

Pave Frans var inde på noget af det samme i sin traditionelle tale til kurien lige før jul. Her talte han om overdreven aktivitet som en af 15 sygdomme eller fristelser, der udgør en fare for enhver kristen. Om overdreven aktivitet sagde han bl.a., at det rammer dem, der ligesom Martha i evangeliet ”fortaber sig i deres arbejde og derved uundgåeligt forsømmer det ’bedre’; at sidde ved Jesu fødder”.

Paven mindede om, at Jesus ”bad sine disciple til om ’at hvile sig lidt’. At forsømme den nødvendige hvile medfører angst og stress, sagde han. Og det er jo sandt. Jesus opfordrede sine disciple til at hvile, og han inviterer os alle til at komme til ham for at finde hvile, når vores byrder synes tunge at bære.

Den invitation er værd at tage imod. Tag en slapper – og opnå større åndelig styrke, kunne et slogan for en hvile-fitness-bevægelse vel hedde? Er der nogen, der vil være med til at starte sådan én?

Malene Fenger-Grøndahl er katolik og journalist og kommentator ved kristendom.dk.