Debatten om Guds køn er passé

Anne-Mette

Der forventes først og fremmest omsorg af præsten og ikke længere autoritet. Som både kvindelige og mandlige præster kan vi derfor i dag bedst bruge Guds ”caritas” som forbillede, mener Anne-Mette Gravgaard, der er sognepræst og kunsthistoriker. Foto: Leif Tuxen

Vi er milevidt fra de engelske tilstande, hvor spørgsmålet om Guds køn åbenbart for tiden er aktuelt, skriver sognepræst Anne-Mette Gravgaard

Eftersom jeg er vokset op i et dynasti af kvinder, som i flere generationer har klaret menagen selv uden mandlig indblanding, forekommer mænd og deres reaktioner og handlemønstre mig stadig som ”das ganz anderes” (noget helt anderledes red.). 

Derfor er det for mig helt rigtigt at beskrive Gud som ”han” eller ”det” afhængigt af situationen. Gud er Det eller Ham, som træder til, når vi har brug for det. 

I Danmark, tror jeg ligesom Lone Fatum, at debatten om Guds køn er passé efter den stærke feministiske teologi i 1970’erne. De yngste af de kvindelige teologer fra dengang er i dag midaldrende, og langt de fleste ved at gå på pension eller allerede pensioneret.

LÆS OGSÅ: Er Gud mand eller kvinde?

’Præst’ er blevet et kvindejob

Vi er milevidt fjernet fra de engelske tilstande, hvor spørgsmålet om Guds køn åbenbart for tiden er aktuelt. At være præst her i landet er ved at blive et kvindejob ligesom at være sygeplejerske. 

Der forventes først og fremmest omsorg af præsten og ikke længere autoritet. Som både kvindelige og mandlige præster kan vi derfor i dag bedst bruge Guds ”caritas” (barmhjertighed eller næstekærlighed red.) som forbillede, men ikke den ”auctoritas” (autoritet red.), som i høj grad også kom til udtryk i Den gammeltestamentlige Gudfader, og som i forgangne tider var et forbillede for mange mandlige præster. 

LÆS OGSÅ: Hvordan er vi skabt i Guds billede?

Caritas, barmhjertighed og omsorg, opfattes som en kvindelig værdi, medens auctoritas, autoritet og værdighed, opfattes som en mandlig.

Men kønnet på Guds søn drages næppe i tvivl på trods af, at han om nogen karakteriseres ved caritas. Hvorfor så gøre det med kønnet på den autoritetsfulde Gudfader? Hvis vi nu endelig skal personificere det guddommelige!

Skulle nogen i dagens Danmark have brug for at feminisere Gud, må det vel være de mænd, for hvem kvinden stadig repræsenterer det helt anderledes og uforståelige.

Anne-Mette Gravgaard er sognepræst og kunsthistoriker.