"Gud er i lidelsen, døden og opstandelsen"

Johannes’ pointe er, at i mennesket Jesus opgiver Gud sin frie transcendens og sin placering uden for verden, binder sig til et sted, en person, en historie, skriver Jonas Adelin Jørgensen. Foto: Foto: Sxc.hu

Kristendommens mest præcise svar på, hvor Gud er, findes i Jesus, skriver generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen

En læser har spurgt kristendom.dk s panelister: Hvor er Gud og hvordan finder jeg Gud? Hvor finder du Gud, og hvor tænker du ham 'placeret'?Generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen svarer:

Tak for dit spørgsmål, som jeg vil svare på i to omgange: først filosofisk og derefter teologisk.

Der er i den kristne tradition en lang filosofisk diskussion om Gud, herunder hvor Gud er, og hvordan Gud kan erfares. Den middelalderlige teolog Thomas Aquinas argumenterede for, at erfaringen af Gud ikke er en erfaring på samme måde som andre erfaringer.

I modsætning til andre erfaringer, som har et sted fysisk eller psykisk så er erfaringen af Gud ikke bundet til noget sted. Ja, selv ikke ordet Gud er afgørende for den sag, som vi taler om, mente Thomas. Men hvis ordet ikke er afgørende, og erfaringen intet bestemt sted har, bliver Gud så ikke konturløs? Hvad skal vi forbinde med ordet?

Filosofien opfatter Gud som altings baggrund
Hertil svarede Thomas, at Gud er det, som ligger bag ved menneskets samlede og samlende erfaring. Det vil sige, kun gennem Gud bringes mennesket ind foran sin egen samlede og samlende erfaring. Uden Gud ville mennesket ganske vist have spørgsmålene om verden og om sig selv sådan som Thomas kendte dem fra de gamle græske filosoffer.

Men uden Gud ville vi ikke have spørgsmålet om spørgsmålene og uden det spørgsmål ville vi ophøre med at være os selv og derfor ophøre med at være mennesker.

For et mennesket eksisterer kun som menneske med spørgsmålet om Gud, siger Thomas, dvs. vi er kun mennesker i kraft af spørgsmålet om, hvorfor spørgsmålene om verdens mening og menneskets egen bestemmelse eksisterer for os.

Ordet Gud handler derfor om, siger Thomas, spørgsmålet om hvilken virkelighed, som giver verden dens mening og mennesket dets bestemmelse.

Kristendommen ser Gud i mennesket Jesus
Parallelt med denne tankerække indeholder kristendommen en teologisk forståelse Gud. Denne forståelse er en speciel kristen forståelse, som handler om Faderen, himmelens og jordens skaber, der åbenbarer sig for Israel og i Kristus. I skabelsesberetningen møder vi Gud her svæver hans Ånd over vandene (1 Mosebog 1).

Skabelsesberetningens teoretiske mening er klar nok: Gud skaber i begyndelsen himmelen og jorden, det vil sige det oprindelige kaos giver Gud form og mening. Konsekvensen af denne tankegang bliver i Det Gamle Testamente, at Gud som skaber står uden for den skabte verden med dens himmel og jord, men at han samtidigt er til stede i verden som forudsætning for alt, hvad der findes.

Han er den følte, sete, erkendte, hørte, og søgte helhed i verden for Israel. Gud er her universelt tilstede, men viser sig for folket Israel, og lader sig finde af folket i offertjenesten i tabernaklet og senere i templet. I templet findes Guds hellighed; her dvæler Gud blandt sit folk.
I begyndelsen af sit evangelium (kap.1) refererer evangelisten Johannes til dette, hvor han skriver om Jesus fra Nazaret, at i ham tog hele guddomsfylden bolig; det vil sige i mennesket Jesus var Gud nærværende blandt sit folk.

Johannes pointe er, at i mennesket Jesus opgiver Gud sin frie transcendens og sin placering uden for verden, binder sig til et sted, en person, en historie. Den Gud, som udfører sin frelsesplan gennem historien, overgiver sig selv i mennesket Jesus.

Derfor kan vi med Johannes logik sige, at her er Gud; i mennesket Jesus er Gud tilstede, selv om det ikke er som himmelens og jordens skaber, men i sin modsætning: i menneskelig lidelse, død - og opstandelse.

Det sidste udsagn om hvor Gud er i lidelsen, døden og opstandelsen er det præcise kristne svar på, hvor Gud er.

Jonas Adelin Jørgensen er generalsekretær i Dansk Missionsråd og panelist ved kristendom.dk.