Gud har selv været i lidelsen

Langfredag fortæller, at vi har vilkår til fælles med Guds søn, pointerer Kjeld Holm. Foto: Martin Dam Kristensen

"Jesus døde ikke i vores sted, for vi slipper ikke for vores egen død", skriver biskop Kjeld Holm

Det er en forfærdende historie, der berettes om langfredag i landets kirker. Påskens fortællingomhandler forrædderi, tortur, henrettelse og hån. Men det er ikke nogen enestående historie. Den har gentaget sig mange gange sidenhen. Den gentager sig stadig.

Ikke alene er der mennesker, der rundt om i verden bliver genstand for de samme rædsler, som Jesus blev, men der står også stadig mennesker ved korsets fod, som Jesu mor og de andre kvinder givetvis gjorde det hin dag for så længe, længe siden.

Langfredag er et spejl af menneskelig lidelse og sorg, et uudrydeligt vilkår, og selv om verden er gået fremad siden dengang, så er en verden uden lidelsen og sorgen stadig en håbløs utopi.

Men hvad kan vi da bruge fortællingen til? Det spørgsmål har den kristne dogmatik og kirke kæmpet med siden den første langfredag, uden nogen sinde at finde et endegyldigt svar. Det er også godt nok, for de færdige svar er ikke bare uvedkommende, hvis ikke de hænger sammen med hver enkelts eksistens, de spærrer også for den fornyede tilegnelse af langfredagsbegiveheden.

Døde Jesus i mit sted? Nej, det gjorde han ikke, for jeg slipper ikke for min egen død, eller for sorgen. Ingen slipper! Men sonede han så al ondskab både før og siden? Er korsfæstelsen tilgivelsens forudsætning?

Her nærmer vi os trods alt en svarmulighed, for i hvert fald ved vi fra utallige fortællinger, som verden har været rig på siden, at Guds død, som det jo er, har givet mennesker mod til både at holde ud i og bekæmpe ondskaben i verden.

Elias Wiesel fortæller i en erindring fra sit forfærdelige kz-ophold, at bødlerne en nat hængte en ung jødisk dreng, medens alle andre fanger måtte stå og se på. Drengen kunne ikke dø, hans dødskamp varede forekom den de andre uendelig.

Så lød en stemme fra fangerækken: Hvor er Gud henne? og Elias Wiesel hørte en stemme inden i sig svare: Han hænger i galgen!

Gud havde været der før! Der var ikke den ondskab og den lidelse i verden, som Gud var fremmed for. Han havde selv været der helt på bunden af ondskaben og lidelsen og sorgen. Vi er ikke alene, og det er både livsmodets og nådens kilde.

Jeg har somme tider tænkt efter en langfredagsgudstjeneste, hvad egentlig de, der var der, fik ud af det. Men det spørgsmål kan jeg godt svare på nu, for dels er der både mod og trøst i dette at have vilkår til fælles med Guds søn, dels er ingen uberørt af langfredagsfortællingen, selv om vi kender den og har lyttet til den mange gange før.

Og netop dette at blive berørt er også evangeliets pointe. Empati hedder det med en moderne formulering. At få vækket både sine følelser og sin medfølelse. At blive mærket af lidelsens fortælling og dermed blive i stand til at se den og dermed gense den hos de andre mennesker. Eller at blive berørt af et fællesmenneskeligt vilkår.

Ja, måske kan man sige det så stærkt, at det er langfredagsfortællingen, der overhovedet gør os til mennesker. Vi finder ud af, at vi ikke er ufølsomme robotter.

Salmedigteren, K. L. Aastrup reflekterer også et sted over, hvad egentlig langfredagsfortællingen skal gøre godt for i en nutidig sammenhæng, og han svarer, at først med langfredag bliver kristendommen til sandhed for enhver, - for enhvers hjerte.

Da blev det klart for hjertet, / hvem han var, /og hvad han ville her / i jordens øde.

Det er langfredag og menneskelivets vilkår - og håb.

Kjeld Holm er biskop i Århus Stift