Guds ord lever og forpligter mig
Guds ord bevarer jeg ikke adskilt fra mennesker eller fra tid og rum. At jeg skal bevare Guds ord er en aktiv handling: Guds ord bevares i mig, når jeg aktivt kæmper for, opretholder og adlyder Ordet, skriver sognepræst Asser Skude i fastens fjerde blog
Der er meget på spil i søndagens evangelium (dels Jesu helbredelse af manden med den stumme ånd, dels Jesu lignelse om de urene ånder), som indleder fastens fjerde uge. For mig står klarest slutreplikken, Jesu opfordring til enhver om at ’bevare Guds ord’.
At bevare Guds ord er ikke at forstå som, at jeg skal konservere Guds ord for tid og evighed, karikeret som f.eks. i en osteklokke på et museum.
At bevare Guds ord opfatter jeg i den oprindelige betydning. Det græske verbum ’fylasså’ betyder ’jeg bevogter’ eller ’jeg holder i ære’ eller ’jeg adlyder’ eller ’jeg opretholder’.
Guds ord bevarer jeg ikke adskilt fra mennesker eller fra tid og rum. At jeg skal bevare Guds ord er en aktiv handling: Guds ord bevares i mig, når jeg aktivt kæmper for, opretholder og adlyder Ordet.
Guds ord er en levende størrelse, der forpligter mig – i ord og handling. Guds ord er hverken tomme eller døde ord. Guds ord er indflydelse og virkning i min daglige gøren og laden.
At bevare Guds ord er muligt for mig, fordi jeg er skabt med en fri vilje. Luthers medarbejder Melanchton nævner (Confessio Augustana, artikel 18), at den frie vilje lykkes, når mennesket forsøger sig med det gode – med sin forstand samt under Helligåndens hjælp. At gøre det gode er f.eks. at spise og drikke, få tøj på kroppen, få en ven, bygge et hus, arbejde, gifte sig, om muligt få børn og blive en god opdrager og forbillede, købe ejendom og skabe vækst og fremgang.
Forsøger jeg ikke at adlyde Guds ord og vælger jeg i stedet at gå mine egne veje, bliver min vilje hurtigt bundet og ufri – indkroget i sig selv. Det kan godt være jeg for en stund mener at have styr på situationen. Det er og bliver en stakket frist, og inden jeg ser mig om, kan jeg ikke holde stand mod det onde.
Så kan det ske, at jeg tænker, at jeg ikke behøver Guds ord og ikke føler mig tiltalt af Guds bud. Så lykkes det onde med mig og min vilje bliver bundet i min søgen efter at tilfredsstille mine egne behov, og jeg glemmer at jeg er skabt til tjene Guds ord om at elske Gud og næsten som mig selv. Så glemmer jeg og svigter jeg den opgave, som Gud har kaldet mig til.
Som når jeg bliver fraværende og ikke-handlende i forhold til alt det gode, som Ordet indgyder mig at gøre. Når jeg gør mig skyldig i ikke-gøren og ikke-handlen, når min næste behøver mig. Eller når jeg skyndsomt vender mit blik bort fra dem, som lider og behøver min hjælp.
Det onde holder jeg stand imod i kraft af Guds ord, som giver mig styrke og mod. Og jeg skal ikke kæmpe en fjern og metafysisk kamp. Jeg skal blot tage imod Guds ord og lade det tage bolig i min daglige gang og færden. Netop i kraft af Guds hjælp bliver jeg i stand til at foretage de rette valg og bruge mit liv, som det var tænkt fra skabelsen af.