Helligånden giver os troen på opstandelsen

Kirkens trosbekendelse bliver totalt meningsløs uden troen på en virkelig opstandelse, mener den katolske præst og generalvikar Lars Messerchmidt

Et spørgsmål, der deler mange teologer, er opstandelsen. Fandt den i virkeligheden sted? Er det ren symbolik? Eller er opstandelsen en forening af krop og ånd? Kristendom.dk har bedt en række teologer om at give deres bud på, hvordan man skal tolke opstandelsen. Generalvikar Lars Messerschmidt svarer:Allerede Det Nye Testamentes påskeberetninger vidner om, at det var svært at tro på opstandelsen som en virkelig begivenhed. Evangelierne beretter ikke om selve opstandelsen som hændelse (ingen har været vidner til selve opstandelsen) men om den opstandne, der viser sig, snart ved graven, snart andre steder.

Peter sammenfatter denne kendsgerning ved at sige, at Jesus ikke åbenbarede sig for hele folket, men kun for dem, Gud i forvejen havde udvalgt til vidner (Apostlenes gerninger 10, 40-41).

Det eneste historiske bevis for opstandelsen er disciplenes oplevelse af den opstandne. Paulus opremser de mange, der har set den opstandne og nævner blandt andet, at Jesus blev set af over femhundrede brødre på én gang (1. Korintherbrev 15,5-8).

Troen på Jesu opstandelse er netop en trossag, det vil sige det beror på, at Jesus selv på en eller anden måde åbenbarer sig for det enkelte menneske. Uden Helligåndens bekræftelse kan man ikke tro på disciplenes vidnesbyrd. Den ovenfor omtalte person fik troen på Jesus ved at bede til Gud om at måtte tro på Jesus, der havde lidt, var død og opstået.

Evangeliernes beretning om, hvordan Jesus åbenbarede sig, har et fælles træk. Som udgangspunkt kan man ikke længere opleve Jesus på samme måde som inden hans død. Han må åbenbare sig eller gøre sig synlig, for at vi kan opleve ham som den levende. Men han er lige så nærværende, om man kan opleve ham med sine sanser eller ej. Det er også det, Jesus selv siger i slutningen af Matthæusevangeliet: Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Det er helt klart imod de nytestamentlige tekster at opfatte Jesu tilstand efter opstandelsen som en ren åndelig og ulegemlig tilstand. Det var faktisk, hvad disciplene først troede, da de så ham; men her måtte Jesus korrigere dem: Se på mine hænder og fødder det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser jeg har (Lukas 24,38-39).

Opstandelsestilstanden må ud fra beretningerne forstås som en tilstand, hvor det menneskelige legeme, her Jesu afsjælede legeme, bliver forenet med sin sjæl, men gennemtrængt af Helligånden, således at legemet bliver åndeliggjort. Det er vigtigt at understrege, at det menneskelige legeme udgør en væsentlig del af det herliggjorte menneske, fordi vi er skabt med en sjæl og et legeme. Ellers ville vi ikke være sande mennesker i himlen, men engle.

Disciplenes erfaringer af Jesus efter hans opstandelse giver os et vist grundlag for at forstå denne nye tilstand, vi alle en dag skal være i ved de dødes opstandelse. Tilbage står at understrege, at Jesus efter sin opstandelse ikke umiddelbart var tilgængelig for vore sanser. Han måtte aktivt åbenbare sig, for at man kunne erfare ham.

Vor kristne tro står og falder med, om vi fastholder, at Jesus virkelig opstod, det vil sige, at hans afsjælede legeme atter blev vakt til live ved Guds kraft.

Kirkens trosbekendelse og dens liturgi, ikke mindst i påsken, bliver totalt meningsløs uden troen på en virkelig opstandelse. Jesu opstandelse, det vil sige hans sejr over døden, er simpelthen det glade budskab for alle mennesker, sådan som apostlene forkyndte det for eksempel i Apostlenes Gerninger. Derfor er Jesus, den opstandne Herre, også virkeligt tilstede iblandt os, ikke mindst i gudstjenesten.

Lars Messerschmidt er panelist og generalvikar i den katolske kirke i Danmark