"Himmelfarten er et løfte om evigt liv"

Kristeligt Dagblad - Søster

Disciplene troede på Jesu løfte - også ved himmelfarten. Og det - ikke adskillelse - styrkede dem i deres glæde. Hvad deres personlige forhold til Jesus angår, behøvede de ikke at forestille sig noget - de kendte ham jo, skriver søster Abraham. Foto: Søren Steffen Denmark / Scanpix

Sandheden er, at jeg ikke forestiller mig noget om himlen. For det vigtigste er det, som Jesus ønsker at lære os, skriver søster Abraham

Kristi Himmelfart. Hvad vil det sige? Og findes Himlen?

Hvis den ikke gjorde det, kunne vi jo dårligt tale om en himmelfart.

LÆS OGSÅ: Ikke engang himmelen er rummelig nok til Gud

Hvad forestiller jeg mig så om himmelen?

Sandheden er nok, at jeg ikke giver mig af med at forestille mig noget. Jeg blev døbt, endnu inden jeg kunne lære mig noget for alvor. Og det, som jeg alt siden har givet mig af med at lære, det er det, som Jesus ønskede at give os.

Jesus lærer os, hvad vi skal se
Derfor drejer det sig så vældigt meget om at høre og læse, ikke om, hvad jeg "forestiller mig," men om, hvad Jesus lærte og lærer os.

Hvad fortæller Bibelen os for eksempel om Kristi Himmelfart? Er det virkelig, hvordan Jesus adskilles fra sine disciple? I de allersidste vers af Lukasevangeliet hedder det ganske vist:

"Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til himmelen. Og efter at have tilbedt ham, vendte de tilbage til Jerusalem med stor glæde. Og de var stedse i helligdommen og priste Gud."

Himmelfarten peger på det evige liv
Er der her virkelig tale om en adskillelse? En sådan plejer man ikke at glæde sig over. Jesus har lovet os at være med os alle dage. Og han døde på korset - men på den tredje dag opstod han fra de døde. Han taler ikke om afslutning, adskillelse og død, men atter og atter om det evige liv.

"Jeg er opstandelsen og livet. Den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og hver af den, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø"(Johannes 11:25-26).

Det var det løfte, disciplene troede på, også ved himmelfarten. Og det - ikke adskillelse - styrkede dem i deres glæde. Hvad deres personlige forhold til Jesus angår, behøvede de ikke at forestille sig noget - de kendte ham jo. Og de var vant til, at han viste dem det, han ville, at de skulle se.

Søster Abraham
Nonne, bosat i Jerusalem. Panelist på www.religion.dk