"Hjælp os med at passe godt på folkekirken, Sareen"
Jeg håber, at den nye kirkeminister vil sætte sig grundigt ind i stoffet og prioritere dialogen med folkekirkens forskellige aktører, skriver Thomas Bjerg Mikkelsen
Folkekirken går en spændende tid i møde med valget af Manu Sareen som ny kirkeminister. Kirkepolitisk er han et ubeskrevet blad, og det er ikke længe siden, at han overvejede at melde sig ud af folkekirken uden dog at få gjort alvor af det. Desuden er han den første nydansker, der bliver minister i en dansk regering.
Husk de kirkelige organisationer!
Manu Sareens forgængere har haft syn for, at folkekirkens arbejde ikke kun drives af præster og menighedsråd, men i lige så høj grad af de mange frivillige organisationer inden for folkekirken. Vi håber, at Manu Sareen vil fortsætte den tradition og tage de kirkelige organisationer med på råd.
Hvis han har lyst til at lære en af folkekirkens hovedleverandører af kirkegængere og frivillig arbejdskraft at kende, skal han være velkommen på mit kontor.
Stik fingeren i jorden
Manu Sareen er kendt som fortaler for adskillelse mellem kirke og stat. Grundlæggende er jeg enig i, at det er nødvendigt med en selvstændiggørelse af kirken. Men det skal ske i et tempo og på en måde, så folkekirken ikke sprænges i atomer. Derfor håber jeg også, at den nye kirkeminister vil sætte sig grundigt ind i stoffet og prioritere dialogen med folkekirkens forskellige aktører.
Tag hensyn
Allerede inden valget blev det fra begge sider af folketinget meldt ud, at der efter valget ville blive fremsat et lovforslag, der giver folkekirken mulighed for at vie homoseksuelle.
Valget af Manu Sareen er derfor ikke udtryk for et kursskifte, men det bliver selvfølgelig interessant at følge, hvordan den nye kirkeminister vil håndtere de spændinger, som et lovforslag uden tvivl vil føre med sig. Forhåbentlig vil lovforslaget indeholde en hensyntagen til de kirkelige mindretal.
Hav øje for teologien
Folkekirken bliver dog ikke Manu Sareens eneste portefølje. Han skal samtidig stå i spidsen for et nyt ligestillingsministerium. Hvad man skal lægge i sammenkoblingen er ikke til at sige med sikkerhed, men det ligner en politisk anmærkning om, at folkekirken ikke følger med på ligestillingsområdet.
Set med kirkens briller er det vigtigt at arbejde for ligestilling på en lang række områder, men jeg håber, at Manu Sareen har øje for, at eksempelvis spørgsmålet omkring kirkelig vielse af homoseksuelle ikke kun er et spørgsmål om ligestilling.
For mange i kirken, heriblandt mig selv, er det det først og fremmest et teologisk dilemma og et spørgsmål om folkekirkens troværdighed som kristen kirke.
Til slut skal lyde et stort tillykke med folkekirken. Vi håber, Sareen vil hjælpe os med at passe godt på den og ser frem til et godt samarbejde præget af dialog.
Thomas Bjerg Mikkelsen er generalsekretær i Indre Mission