Synspunkt

Skovsgaard: Modigt at kalde Danmark et kristent land

Når ens tro og tradition møder modstand, vil man ofte – ligesom et træ i storm – skyde dybere rødder for bedre at kunne stå fast. Som sådan læser jeg da også regeringsgrundlagets indledning, hvor det hedder, at Danmark er et kristent land, forklarer biskop Steen Skovsgaard. Foto: Peter Kristensen.

Jeg synes, det er modigt og rigtigt at fremhæve kristendommen som en del af vort samfunds DNA i en tid, hvor kirke og kristendom er under pres, skriver biskop Steen Skovsgaard om regeringsgrundlaget

For mange år siden var der en pædagog i en institution i Gellerup, som fortalte mig om en oplevelse fra børnehaven. Pædagogerne havde en dag siddet og drøftet muslimers madvaner og den muslimske fasteperiode, som netop var overstået, og så var der pludselig én, som havde stillet spørgsmålet: ”Hvad mener vi i grunden som kristne om det?”

Pædagogen, som jeg talte med, var vant til at komme i kirken og kunne også godt finde på at kalde sig kristen, men hun havde aldrig tidligere hørt kollegerne definere sig som sådan. Men det gjorde de nu. Ved at blive konfronteret med den muslimske tro og tradition og opleve en anden måde at leve og tænke på, så blev det pludselig naturligt at definere sig selv som kristne, eller spørge efter deres egne kristne rødder.

Det er noget, som jeg ofte har mødt i religions- og kulturmødet. Når ens tro og tradition møder modstand, vil man ofte – ligesom et træ i storm – skyde dybere rødder for bedre at kunne stå fast.

Som sådan læser jeg da også regeringsgrundlagets indledning, hvor det hedder, at Danmark er et kristent land. Der er kommet andre religioner og livsopfattelser til landet. Det gælder i særlig grad islam, som er den mest synlige, og som gør det naturligt og vigtigt i et regeringsgrundlag at minde om vort samfunds dybe rødder i kristendommen.

Men jeg glæder jeg mig ikke mindst over fortsættelsen, hvor det hedder, at ”den evangelisk-lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke. Denne særstatus vil regeringen bevare. Samtidig er det afgørende for regeringen, at der skal være frihed til at tro på det, man vil, så længe det sker med fuld respekt for andres ret til det samme.”

Jeg synes, det er både modigt og rigtigt i en tid, hvor kirke og kristendom er under pres, at holde fast i folkekirkens særstatus og fremhæve kristendommen som en del af vort samfunds DNA.

Det stiller til gengæld folkekirken overfor en stor opgave og ansvar at leve op til dette privilegium. For jeg forestiller mig ikke, at det nu er regeringen eller folketinget, som skal definere eller fremme kristendommens sag i Danmark. Tværtimod er det netop vigtigt at fastholde, at der er forskel på folketing og folkekirke.

Dette udtrykkes allerklarest af D.G. Monrad, som i et af sine politiske breve lader staten holde en alvorlig tale til kirken, og hvor det blandt andet hedder:

”Jeg ville meget ønske, at sand kristendom var rådende på mine rigsdage … men jeg bør ikke glemme, at der er en forskel mellem dig, o kirke, og mig. Dit rige er ikke af denne verden, mit rige er af denne verden. Du ved jo dog meget godt, at når jeg med mine kluntede hænder har taget fat på at fremme kristendommens sag, så har jeg mere skadet end gavnet, thi jeg har grebet ind i din virksomhed.”

Og så fortsætter han med det, som han kalder et alvorsord til kirken:

”Du har en slem tilbøjelighed til at falde i søvn ... Du må og du skal være vågen. Dig er det, dig, der skal våge over, at ej den hellige ild slukkes i landet … Dig er det, der skal have omhu for, at dåbens nåde tilegnes og kommer til at leve i en sand og ægte kristendom, så at dens ånd gennemstråler folkeånden, så at Kristi ånd bor i de folkekårne mænd. På dig og ene på dig hviler ansvaret, hvis dette ej sker, thi du, og ikke jeg, er Kristi brud og kristendommens bærer i landet. ”

Steen Skovsgaard er biskop i Lolland-Falster Stift.